Familien Jul – i nissernes land

Der er kommet ny kanelsukker på risengrøden hos Familien Jul.

I det nyeste filmkapitel køber de et juletræ, inden det er blevet december. Det står i stor kontrast til den første film, hvor juletræet blev købt fem minutter i lukketid på juleaftensdag.

Den før så julehadende far elsker nu jul, og det er takket være Hugos venskab med nissen Pixy. Omdrejningspunktet i denne film er forholdet mellem de to blonde, blåøjede drenge, og deres venskab bliver sat under hårdt pres.

Hugo kommer nemlig til at ødelægge Pixys julekugle, der er kilden til hans magi, som kan gøre ham usynlig og superstærk. Men da den bliver knust, forsvinder nissens særlige evner, og hvad værre er: Han ældes med rasende hast. Hvis ikke kuglen bliver fikset, vil han dø!

Det er voldsomme sager i en børnefilm. Det bliver dog aldrig rigtigt dramatisk.

Alligevel er det ikke en film for de mindste, for der er også nogle sorthuede, mørkrandede nissebørn, der er ondskabsfulde og prøver at forhindre Hugos plan i at hjælpe Pixy. De anføres af Evol og holder til i nissernes land, som Jul-børnene må drage til.

Historien er noget værre rod. Hvorfor hader Evol mennesker, og hvorfor gør de gode nisser ikke noget ved ham og hans slæng?

Hugos forældre efterlades i Danmark, så de går ulykkeligt rundt og længes efter deres børn. Moren får en ny politikollega, som er en stort set overflødig rolle – spillet af Cyron Melville, der som barn havde hovedrollen i instruktør Carsten Rudolfs første film, den fantasy-prægede Menneskedyret.

Og Sofie Lassen-Kahlke er igen overflødig som den sure nabo, der ikke tilføjer noget til historien. Hun føles som et pligt-appendiks, for der skal selvfølgelig være nogle sure, dumme voksne i en børnefilm. Men forældrene i form af Paw Henriksen og Marie Askehave er kærlige, selv om de begår fejl – og det er troværdigt.

Instruktøren har tydeligt flair for at instruere børn, for skuespillerne bag Hugo, Pixy, Alfred og Vega imponerer igen. Alfred Bjerre Larsen som Alfred må fremhæves, for han er kommet i puberteten og er sjov som selvoptaget ”lækkermås”, der bruger timer foran spejlet med at sætte hår og pudse støvler.

Nisselandet er en næsten magisk oplevelse, og det er filmens store force. Der er fyldt med rødkindede nisser, sne og charmerende bjælkehytter, julepynt og risengrød og fine sange.

Det vil sikkert fornøje dem, der er glade for mekaniserede nisselandskaber i landets storcentre, men voksne og modne børn vil finde det kedsommeligt og frustrerende med den usammenhængende historie, der bare virker som et påskud for at lave en nuttet film i et snelandskab.

Hittepåsomheden var noget af det, der gjorde forrige film til et dejligt julebekendtskab, hvor Pixy endte med at tilbringe sommeren hos familien Jul.

Den havde en bedre og mere sammenhængende historie, men Familien Jul – i nissernes land skal roses for at bygge noget helt nyt på fortællingen. Ret mange danske børnefilm fortæller en velkendt historie i nye klæder, men det kan man ikke klandre denne for.

Vrede Evol forhekser først den ene og så den anden af Hugos storesøskende. Den lille purk har meget at se til, da også Pixy er sur på ham over det med den knuste nissekugle. Og hvis de to ikke er ægte venner, så kan kuglen slet ikke fikses.

Det bliver helt hjerteskærende, da Hugo går mutters alene rundt i en sneklædt skov. Han er faret vild og råber på sin mor og far. Heldigvis har han fået nye venner i nissernes land, navnlig den lille nissepige Pixyli, en kær tilføjelse i form af Katinka Evers-Jahnsen.

Vi får at vide, at nissepiger er sejere end nissedrenge, så Pixyli er en god allieret. Der er sikkert mange småpiger derude, som vil glæde sig over den besked, når de leger sig ind i et rødt nisseunivers i den kommende, søde juletid.