Familier som vores

Vi har alle set flygtningene komme. 

Migranter på flugt fra krig eller klima, stuvet sammen på skrotskibe og i brandfarlige flygtningelejre, skyllet op på middelhavsstrande, frosset fast i vinterskove, eller bare forsvundet på den lange rejse. 

Vi har set dem så ofte og så længe, at deres lidelse bliver en del af verdens dumpe urimelighed. Men Thomas Vinterbergs ambitiøse serie Familier som vores udfordrer publikum med det meget simple spørgsmål: Hvad nu, hvis det var dig? 

I serien skal Danmark evakueres. Arktis smelter, verdenshavene stiger, og lavtliggende Holland er allerede gået fallit i forsøget på at sikre sine kyster. Vores egen regering beslutter at rømme landet med ”rettidig, dansk omhu”, som diplomaten Nikolaj (Esben Smed) formulerer det. 

Han bryder sin tavshedspligt for at give sin rige mand Henrik (Magnus Millang) og svoger Jacob (Nikolaj Lie Kaas) tid til at sælge, hvad sælges kan. Vi siger gerne, at Danmark er et tillidssamfund, men katastrofen sætter solidariteten på prøve. 

Jacobs nittenårige datter Laura (Amaryllis April August) bliver snart student og flirter med den flotte Elias (Albert Rudbeck Lindhardt). Det forpligter, nu hvor alle må i hver sin retning. 

Det europæiske sammenhold er strakt til det yderste af først ukrainske, så hollandske og altså nu danske flygtninge – foruden alle dem sydfra, selvfølgelig. Selv om EU-hjælpepakker holder hånden under de danske banker, er der ingen garanti om fri bevægelighed efter udflytningen. 

Gæstfriheden har grænser, så hvor skal danskerne søge hen? 

Kan man betale selv, står verden for ens fødder. Nikolaj og Henrik har en ny tilværelse parat i England, mens Jacob håber på et arkitektjob i Paris. Med lidt bureaukratiske fiksfakserier kan han tilmed hyre sin familie og tage dem med sig, mens Laura og Elias kæmper for et tårnhøjt gennemsnit, der kan give studieplads på Sorbonne. 

Men Lauras journalistmor Fanny (Paprika Steen) er for langtidsstresset til at arbejde og må tage afsted på det offentliges regning – til Bukarest, hvor danskere stuves sammen i betonblokke, otte mand per lejlighed. 

”Det er slum!” udbryder Laura fortvivlet og står splittet mellem øst og vest med udsigt til at miste sin ene forælder, måske for evigt. 

Men sådan er livet som flygtning – allerede i dag. Et genkommende tema i serien er danskernes fordomme og forvænthed over for en hård virkelighed, hvor menneskesmuglere gør Østersøen usikker, mens tæskehold står parat til at tage imod i Polen. 

Det finder allerede sted og langt værre i de lande, som er blevet den europæiske fæstnings bufferzone. ”I er meget forkælede mennesker,” lyder det på et tidspunkt, og seriens persongalleri har netop ofte travlt med at sikre deres. Også på andres bekostning. 

Henriks koleriske, homofobiske bror Peter (David Dencik) har ingen penge til at betale sine håndværkersjak af østeuropæiske arbejdere, der uden opholdstilladelse er overladt til sig selv i et fremmed land. Da han pudser dem på Henrik for at få betaling, er det albanske Danilo, som yder forståelse og en hjælpende hånd. 

De første par afsnit, hvor katastrofens omfang gøres klart, og familierne tager afsked med Danmark, er seriens stærkeste. 

Som i den rørende trailer sætter Emil Aarestrups digt Angst en streg under tragedien, gymnasiekoret synger Livet er en morgengave, og Laura og Elias beslutter sig for at værne om vores allesammens ”æ”, ”ø” og ”å”. ”Hvad går der … femten år, så er det danske sprog forsvundet?” spørger Elias. 

Melankolien er tung, og Nick Drakes hjerteskærende Day Is Done bliver nærmest et ledemotiv, men serien taber aldrig håbet af syne – eller troen. 

Familier som vores er en fortælling rundet af kristen næstekærlighed, hvor religionen bliver en redningskrans for især Fanny. Samtidig kogler det ildevarslende, når den buldrende lille fodboldknægt Lucas (Max Kaysen Høyrup) får mystiske visioner om den farefulde vej mod sikkerhed, et spændingsskabende lag af mystik, der stritter bare en smule. 

Til gengæld er historien om hans mulige fodboldstipendie i Liverpool og en lys fremtid, som hans mor (Asta Kamma August) ikke nødvendigvis kan få del i, en vigtig brik i ensemblefortællingen. 

Thomas Vinterberg og medforfatter Bo Hr. Hansen genoptager deres skrivesamarbejde – de stod også sammen om den gribende kortfilm Drengen der gik baglæns (1993) og instruktørdebuten De største helte (1996) – med en fængslende katastrofefortælling forløst på et tårnhøjt teknisk niveau. 

Sturla Brandth Grøvlen og Manuel Claro leverer smukke og stemningsfulde billeder, mens Lukas Dhonts faste komponist, Valentin Hadjadj, supplerer med sagte toner fra klaver og strygere. 

Hele ensemblet får lov at stråle undervejs, fra veteraner som Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen og Thomas Vinterbergs lykkeamulet, Thomas Bo Larsen, til de unge talenter Amaryllis April August og Albert Rudbeck Lindhardt, hvis forhold bliver historiens tematiske kerne. 

Klimakatastrofen er ikke science fiction som Max Kestners QEDA eller Ulaa Salims For evigt, men et tankeeksperiment fortalt over syv gribende afsnit fra chok og afsked over den farefulde rejse til en ny begyndelse. 

Som i Thomas Vinterbergs bedste film – Festen, Submarino, Jagten og Druk – mærker man generøsiteten og ømheden for karaktererne, mens han samtidig har noget, han vil sige sit publikum. 

Familier som vores er både en hyldest og en kærlig opsang til danskerne – og den mest medrivende samfundsfortælling i årevis.