Fancy Dance

USA’s indianere – eller mere korrekt: de præcolumbianske indfødte – lever i dag i reservater, efter at den hvide ekspansion i 1800-tallet fordrev dem i noget, som ligner organiseret folkemord.

Her ernærer de sig af turisme i almindelighed og kasinodrift i særdeleshed. Deres selvforståelse som særegen kultur med egen religion og stammesamfund er voksende og anerkendes mere og mere af myndighederne.

Alligevel lever de nogle gange i skyggen af gamle fordomme. Det kan blandt andet ses i kultserien Yellowstone, mens vi får fortidig misrøgt i Martin Scorseses Killers of the Flower Moon, om kyniske oliemord på folk fra Osage-stammen i 1920’ernes Oklahoma.

En af hovedpersonerne i denne film er Lily Gladstone. Hun spiller Leonardo DiCaprios indianske hustru Mollie Kyle, som han forsøger langsomt at slå ihjel. En rolle, hvor hun som den første indfødte skuespiller blev nomineret til en Oscar og fik en Golden Globe Award.

Hun spiller også hovedrollen i spillefilmen Fancy Dance instrueret af Erica Tremblay, der er mest kendt som dokumentarinstruktør og selv har rødder i Seneca–Cayuga-stammen.

Vi er i Seneca-Cayuga Nation Reservation i Oklahoma. Jax (Lily Gladstone) har passet på sin niece Roki, siden hendes mor forsvandt. Den trettenårige pige drømmer om at komme til Powwow, den store danse- og kultfest for amerikanske stammer.

Jax vil gerne forberede og bringe hende til festen, men hun er også opsat på at finde sin forsvundne søster. Så med fare for at miste forældreretten over niecen til den fraværende, hvide far Frank drager han afsted med hende.

Roki bruger kultfesten som en slags konfirmation, overgangsrite fra barndom til voksendom, og undervejs får hun sin første menstruation.

Fancy Dance er både en roadmovie og en coming-of-age-film. Jax er fuld af fiduser og småkriminel, og sammen med niecen stjæler og svindler hun sig ud på vejene. Hun er konstant småstridbar, vil være voksen og frigjort uden at miste sin kultur og sine rødder.

Men det indianske er skildret med sordin og med stille eksistenser, som ikke gør stort af sig, blot de får lov til at være i fred.

Den hvide mands lov springer man op og falder ned på, ja, selv den indfødte politimand ser igennem fingre med uregelmæssigheder. Søsteren var lejlighedsvis sexarbejder på en bar lidt uden for reservatet. Uden at røbe noget er hendes forsvinden filmens latente civilisationskritik.

Fancy Dance er behageligt fri for skurke. Selv Rokis far – spillet underfundigt og rævesnu af Shea Whigham – viser sig i sidste ende at være både sympatisk og forstående. Franks kone leveres af Audrey Wasilewski, som er bestemt, men ikke ondartet.

I det hele taget er alle gode i rollerne ad vejen og den omegn, tanten og niecen kører igennem i stjålne biler.

I blikket på den minoritetskulturen er filmen mere impressionistisk tintet end indigneret harmfuld. Signalementet af de lettere forhutlede indianere ude på det amerikanske bøhland er tonet af en stolthed over endnu ikke at være sidste mohikaner eller endnu en indianer som taber.

Jax gestaltes af en charmerende Lily Gladstone, som både er gavtyv og gavflab. Hun stiller aldrig op for bollemælk, men er fuld af stædigt gåpåmod og samtidig fintfølende, da niecen uventet får sin blødning. Denne spilles fragilt, men også fandenivoldsk af Isabel DeRoy-Olson, indianerprinsessen, som helst vil gå sine egne veje.

Selv med sit milde, socialrealistiske øje for den indfødrte misere i det moderne USA er Fancy Dance en charmerende feelgood-film, man ikke behøver skamme sig over.