Fantasten

Christian Dyekjær debuterede i 2008 med den undervurderede og uretfærdigt oversete satire over karrierestræb i akademikerverdenen: Spillets regler. Her yder Peter Gantzler en af sine bedste præstationer som en pæn og rar psykologi-lektor, der oplever et dybt moralsk fald, da han manipulerer sig til en eftertragtet professorstilling.

Køligt og vittigt spidder filmen de dulgte ambitioner, det uerkendte hykleri og det gnidrede mindreværd hos en hovedperson, man følger hele vejen gennem et velkomponeret intrigeforløb.

Lidt på samme måde forlader Dyekjærs kamera på intet tidspunkt den lige så problematiske hovedperson i Fantasten, ludomanen Claus, der også synker ned i et moralsk hængedynd, som truer med helt at opsluge ham.

Men de to traditionelt fortalte film er forskellige i tonefald og holdning. Mens Spillets regler med diabolsk humor dissekerer sine kyniske karakterer, forlader Fantasten sjældent en insisterende alvorstone og understreger den med et manende orgel på lydsiden.

Vi lades aldrig i tvivl om, at dette er et eksistentielt drama om sjælefrelse, og de religiøse undertoner træder klart frem hen imod slutningen, hvor intet mindre end Vorherres himmelske lys endelig synes at skinne på den hårdtprøvede Claus.

Heldigvis er filmen ikke mere prætentiøs, end at den satser på ægthedsværdien i indkredsningen af en ludomans sære verden. Det bærer frugt, fordi Dyekjær har et skarpt blik for et varieret udbud af miljøer og bipersoner, og ikke mindst fordi han igen har allieret sig med en hovedrolleskuespiller, der smider al hæmning og forfængelighed over bord.

Dejan Cukic gør sig til ét med denne bilforhandler, der lever et dobbeltliv som inkarneret gambler og derfor fristes over evne til at bedrage sin arbejdsgiver. Spilledjævlen gør ham høj og besætter ham med en bedragerisk overbevisning om, at lykken går hans vej ved rouletten eller pokerbordet, bare han ”tror på det”, som han siger.

Og så går turen uvægerligt ned ad skråplanet for lånte penge.

Claus har været gift, men konen er for længst skredet, og da hans ikke alt for opvakte, nittenårige søn opsøger ham, trækkes den godtroende fyr ind i roulette- og pokerkarrusellen. Snart skal Claus ikke blot redde sig selv ud af en håbløs suppedas, men også sønnen.

Livet må sættes på spil, det er ganske enkelt den sidste chance, når man er ribbet for alt.

Præcis hvor realistiske de kulminerende sceners rædsel og uhygge er i dagens København, skal jeg ikke kunne sige. Her spiller filmen et afgørende trumfkort og bekender sin religiøse kulør. Det er også en påkrævet dramatisk tilspidsning, for inden da skæmmes filmen dramaturgisk en smule af skematisk forudsigelighed.

Claus har ”taber” skrevet over hele sin upålidelige person, og rollen behøver hele Dejan Cukics karisma for at fængsle uafbrudt.

Den serbisk fødte Cukic er en spændende skuespiller med stor fysisk pondus, og han virker også her larger than life med sin lettere eksotiske virilitet. Hans spil har i det hele taget ofte en i positiv forstand teatralsk panache, som når han for eksempel låner format til teaterinstruktøren i Per Flys tv-miniserie Forestillinger.

I Fantasten rammer han præcist livsløgnerens jagede desperation og mærkeligt uigennemskydelige facade, når han springer fra nødløgn til nødløgn. Et dybt ensomt menneske, kun i selskab med sin last, indtil den ellers for længst afskrevne søn (fint underspillet af Oscar Dyekjær Giese) dukker op og giver ham en meget lidt egnet spillepartner.

Det er en tour de force-præstation, der bærer en hel film på stærke skuespillerskuldre. Men som helhed bekræfter Fantasten også Christian Dyekjær som en god, klassisk og ligefrem fortæller med sans for at inddrage usædvanlige emner og miljøer i sine film.