Det er Harry Potters mor, J.K. Rowling, der har skrevet manuskriptet til Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser, ligesom hun også gjorde med den foregående film i serien: Fantastiske skabninger og hvor de findes.
Derfor er alle hendes påfund spændende, men fans og kendere af den spændende troldmandsverden skal holde godt fast, som holdt de om et gyldent lyn. Hun smider nemlig en stor bombe og flere mindre i denne mørke film, der foregår lang tid før, at Harry Potter blev født.
En bombe, der muligvis ændrer store dele af det, vi kender i Harry Potter-universet. Det vil vise sig.
Det betyder desværre ikke, at det er en særligt god film. J.K. Rowling har virkelig travlt med at hive alverdens karakterer ind fra bøgerne, men i stedet for at være nørdede lækkerier er det bare forvirrende og ofte overflødigt. Da en person på et tidspunkt ofrer sig, er man bedøvende ligeglad, fordi vedkommende aldrig blev ordentligt etableret.
Historien er hurtigt fortalt. Grindelwald slipper fri af sit fangenskab, og så går den vilde jagt på at fange ham.
Filmen er en ørkenvandring af kedsommelige actionscener. Fantastiske skabninger-filmene er mere dystre og henvendt til et voksent publikum, men den grumhed og uhygge, som den forrige film besad, mangler. Ezra Millers martrede Credence er katalysator for fortællingen, men fremstår nærmest som en bifigur.
Der er en smuk scene, hvor Dumbledore kaster kamuflerende tåge over London, og Newt benytter på et tidspunkt en af de guld-glubske Nifflere til kreativt detektivarbejde. Men ellers er det småt med de visuelt imponerende og fascinerende scener.
Noget af det betagende ved Harry Potter-bøgerne – og filmene – er, hvordan de unge troldmandselever skal lære at bruge deres kræfter. Selvfølgelig er de voksne meget bedre til det, men deres evner blegner i forhold til de nye film, der foregår et lille århundrede før.
Selv en middelmådig troldmand virker sejere end universets ultimative skurk Voldemort, og så er balancen altså skæv. Voldemort har i øvrigt ikke vist sig i de to første prequel-film, men der begynder at være mange hentydninger til ham.
Det er hæsblæsende og næsten urealistisk, hvordan Newt Scamander, Grindelwald og unge Dumbledore bruger trolddom i den nye film. De vifter bare med deres tryllestave – og vupti, så sker der ubegribelige ting. Der mangler finesse og ironisk nok den slags magi, som eventyr på det store lærred kan skabe.
Eddie Redmayne er stadig ulideligt kejtet og irriterende mumlende, og denne gang får Dan Fogler som muggleren Jacob Kowalski ikke megen mulighed for at opveje det. At han er med igen, er selvfølgelig en glædelig overraskelse, men han fortæller ganske kort, at Newts trylleformular i forrige film ikke virkede, og så er man ellers videre.
Den humor og herlige slapstick, som han bidrog med i første film, er stort set ikke med her.
Jude Law er lun som den mesterlige professor Dumbledore, men han mangler den excentricitet, som ellers er et af hans kendetegn. Heldigvis har Johnny Depp skruet ned for sine gakkede manerer, og han er en karismatisk og farlig Grindelwald. Det er rart at blive mindet om, hvorfor han engang blev betragtet som en af verdens bedste skuespillere.
Det bliver dog lige lovligt højtravende, da han projicerer sine fremtidsvisioner fra Anden Verdenskrig frem til sine følgere. Det kan opfattes som en indirekte Hitler-sammenligning, og det føles upassende for denne type af fantasy-film.
Som noget positivt bekræfter Rowling, at der er mere end venskab mellem Dumbledore og Grindelwald.
”Vi er mere end bare brødre,” fortæller Dumbledore om, hvorfor han ikke selv går efter Grindelwald. Personligt gad jeg virkelig godt se en film om de to som unge, konfliktfyldte elskende. Siden der stadig er mindst tre film på vej i denne serie, er håbet da lysegrønt.
Kommentarer