Fantastiske skabninger og hvor de findes

Med skib over Atlanten ankommer troldmanden Newt Scamander til New York i året 1926. Her hedder ikke-magikere No-Maj’ere og altså ikke Mugglere, som de hedder i England.

For universet er J.K. Rowlings, og vi kender det fra bøgerne og filmene om troldmandsdrengen Harry Potter.

Newt Scamander er forfatteren bag undervisningsbogen Fantastiske skabninger og hvor de findes – en bog, der er er en del af Harry Potters pensum i de oprindelig bøger.

Det er en sjov idé, og de magiske væsner er i sandhed fantastiske at se på med deres gyldne fjer og opalskinnende skæl – selv om de computeranimerede skabninger ikke helt smelter sammen med skuespillerne, når de for eksempel prøver at holde dem i favnen. Måske det er mindre tydeligt, hvis man vælger at se den i 3D?

Til de klingende toner af John Williams Harry Potter-tema flyver filmens titel ind på lærredets mørke himmel. Det føles så velkendt, for sådan har det været i samtlige otte film om troldmandsdrengen.

Men så skifter musikken, komponisten er James Newton Howards, og selv om vi befinder os i J.K. Rowlings velkendte univers, er det her en anderledes voksen og mørk film.

Der er uro i New York, og troldmændene er i alarmberedskab. Noget farligt er på spil. Det viser sig at være en uhyggelig og i sidste ende dødbringende parasit, der besætter magiske børn, som prøver at undertrykke deres kræfter.

En ond troldmand vil gerne fange og tøjle det uhyggelige væsen. Han er på sin vis værre end den slangelignende og skruppelløse Voldemort, for han er i høj grad menneskelig – og meget manipulerende.

Det er altså ikke en film for børn og sarte sjæle, men det vil næppe skorte på publikummer. Harry Potter har mange voksne fans, der vil sætte pris på de voldsomme magiske kræfter, man bliver vidne til.

Magiens formåen virker dog ikke helt gennemtænkt. Troldmændene teleporterer sig væk igen og igen, Newt har en læderkuffert, der indeholder op til flere økosystemer, men alligevel er han nødt til at rejse fra England til USA på et skib.

Skuespilleren Eddie Redmayne vandt en Oscar for sit portræt af astrofysikeren Stephen Hawking, men jeg har endnu til gode at se ham i en rolle, hvor han ikke bare spiller kejtet forlegen. Forhåbentlig lærer han også snart at tale højere end den luftige hvisken, han udsætter for os her. Men bevares, han er da castet meget fint som dyretossen Newt, der er en lidt socialt akavet karakter.

Derimod stråler den relativt ukendte Dan Fogler i birollen som No-Maj’en Jacob Kowalski, der håndterer magiens krumspring med humor og nysgerrig interesse. Han dåner over tryllestavstilberedelsen af en apfelstrudel og bliver til fals for fnisevand – et shot, der får væskeindtageren til at le uhæmmet.

Latteren er smittende, og heldigvis er der flere komiske elementer midt i alt det dystre.

Jacob bliver viklet ind i Newts suppedas, da nogle af de magiske skabninger slipper ud af hans magiske kuffert, og derfor bliver de jagtet af troldmandssamfundet. Heldigvis finder de stærke allierede i troldkvinden Porpentina Goldstein og dennes søster Queenie.

J.K. Rowling, der også har skrevet manuskriptet til denne film og de kommende fire i serien, er en sej dame, og der skal lyde stor ros herfra for, at præsidenten i det amerikanske troldmandsunivers er en sort kvinde. Det er åbenbart stadig kun i fantasiens verden, det kan lade sig gøre …

Køn og race betyder intet for troldmændene. Det handler kun om evner – det kunne den virkelige verden godt lære lidt af. Men heller ikke deres verden er perfekt, og de forbyder blandt andet forhold mellem No-Majs og troldfolk.

At der kommer flere film, bliver tydeligt med slutningens ret gennemskuelige afsløring. Men der er også en ufuldstændig sidehistorie i form af en dræbt senator og dennes avismogul-far og nedrige bror, der sikkert snart vil skabe ravage på lærredet.