28-årige Allie er lige blevet forladt af sin kæreste.
Nu cykler hun retningsløst rundt i en solbeskinnet, sløv sommer i København. Hun er iklædt banangul jakke og har en matchende takeaway-boks for udbringningsfirmaet Mums på ryggen.
Allie (Anna Bruus Christensen) er taget til lægen, som siger, at hun bare har kærestesorger, og at tiden læger alle sår. Det har Allie ikke tid til, så hun selvmedicinerer med ensom druk og lige så ensom sex.
Når hun ikke er ude, ser hun Landmand søger kærlighed og lægger fortvivlet skygge i nostalgiske blyantstegninger af ekskæresten. Det hele er tragikomisk. “Jeg har det supert,” siger Allie med opkast i håret, da hun forgæves har forsøgt at score i byen.
En Mums-levering hos en karikatur af en selvsmagende mandlig kunstmaler (Peter Plaugborg) resulterer i sex og en psykologhenvisning. Chresten, som han hedder, har hørt om en gruppeterapi for folk med kærestesorger.
Allie er egentlig ikke interesseret, men finder ud af, at det afføder ros og opmærksomhed fra ekskæresten, så hun tager afsted. Sorggruppen består af fem personer samt tovholder Ellen (Ann Eleonora Jørgensen), der viser sig at være Chrestens kæreste og moren til hans barn.
Det går selvfølgelig ikke, erkender Allie. Men der er ikke meget andet at give sig til, og både sorggruppen og affæren kan aflede opmærksomheden fra den slumrende sommerdepression.
Karikaturerne får lov til at udfolde sig, og i næste afsnit læser Allie højt af en anmeldelse af Chrestens kunst, mens hans kommer i hende bagfra.
Sorggruppens Fie (Sandra Guldberg Kampp), Victoria (Sara Fanta Traore), Simon (Thomas Hwan), Martin (Ernesto Piga Carbone) og Birgitte (Kirsten Lehfeldt) fremstiller hver især en kendt problematik i kærestesorgen.
Fie er besat, Victoria skammer sig, Simon er vred, Martin gået i stå og Birgitte nægter at se bruddet i øjnene. Allie mener, at sorgen kan fikses gennem aktiviteter som Tinder og jobsamtaler.
Anna Bruus Christensen er charmerende og humoristisk som den ugidelige og destruktive hovedperson. Den samme charme spejles i Peter Plaugborg, der lykkes med at finde en brændende ægthed i den ellers overgjorte kunstnerkliché.
De fem andre i sorggruppen er meget menneskelige og vækker vores medfølelse, men er som karakterer for flade og deres udvikling for forudsigelig.
Fantomforhold giver til gengæld et rammende portræt af kærestesorgen, ikke mindst når serien kører i ring. Og den overlever i kraft af sin humor.
Ellen bager for at berolige sig selv og har altid kage med til gruppen. En dag er det en gul kage med form som en banan, men det er ikke en banankage. ”Det mest tydelige billede på disruption, jeg måske nogensinde har set faktisk,” som Allie formulerer det.
Serien er skabt af Rikke Kolding (Ondt i røven) og Anna Juul, og man genkender humoren fra sidstnævntes DR-serie Min kamp. Juul spiller Allies nidkære roomie og kan levere de tørre replikker lidt bedre end alle andre i serien.
Der opstår også en slående kontrast mellem komikken og den sjælfulde musik, der er skabt af musikeren Lydmor. Som når Jenny Rosanders inderlige og patosladede sang på engelsk høres i en syrligt selvironisk scene.
Fantomforhold er lige så desillusioneret som kærestesorgen. Der gives ingen hurtig måde at fikse problemerne på. Pointen er, at Allie også havde det dårligt dengang, hun havde en kæreste. Og hun har det stadig dårligt, da hun finder en afløser.
Det er ikke forløsende fjernsynsmagi, men det er meget virkeligt.
Kommentarer