Start: Far til fire skændes for fulde gardiner. Så de går i familieterapi forklædt som vikingetema, hvor de bliver modtaget af et sæt fjollede Ramasjang-værter, der er kendt for at være iklædt nattøj og lege Far, Mor og Bjørn.
Ren familieunderholdning med Anders Lund Madsen og Signe Lindkvist. Hold op, hvor de dog altid nusser og piller ved hinanden, de to. Get a room!
Midte: Jeg ruller en halv pind og falder lidt ned.
Slutning: Far til fire hænger med hovedet nedad. Det skal forestille at være en farlig situation på et brændende skib, men ingen tror rigtigt på det. Og dér kommer de endelig, rulleteksterne, som jeg har heppet på hele den lange vej.
Der viser sig kun at være fjorten skuespillere i hele filmen. Jeg leder forgæves efter navnet på en kvinde af sydøstasiatisk afstamning, der spiller assistent for vikingeterapeuterne. Den nyudsprungne karrierefeminist Sofie Linde skulle ifølge internettet også spille med i filmen, men er ikke nævnt i rulleteksterne.
Har jeg overset hende?
Så hermed stor utak til Nordisk Film for ikke at kreditere de små roller, men til gengæld at huske second unit-stolpeholderassistenten og catering-assistent-runneren og regnskabschef Jørgen Mortensen. Og ikke mindst filmholdets barnepige, der i øvrigt har samme efternavn som instruktøren, Miehe-Renard.
Nepotisme har ingen alder, blinke-blinke.
En masse fynboer – Filmfyn er fin! – bliver takket for at støtte op om en film, hvor de dummeste taler med fynsk dialekt.
Filmen er også derfor uegnet for den type børn, der hviner af fryd over at se ringenes herrer flække orker med blodige økser. Den går mere an som harmløs adspredelse for både børn og voksne uden kritisk sans.
Jeg vil dog gerne på identitets-markørernes vegne være først til at sige, at Far til fire (og vikinger generelt) altså ikke er særligt woke. Vi skriver 2020, hvor selv børnehaveklassebørn vil undre sig over hvidheden.
Der er ingen farvede, fraregnet den navnløse skuespiller af sydøstasiatisk afstamning, fordi hun alligevel ingen replikker har. Der er ingen bøsser, selv om Fiskeøje (Martin Brygmanns vikinge-alias) under tiden ter sig som sådan, hvilket er skrevet med den største cadeau til alskens excessiv frigørelse.
Brygmann er sjov, men også fjantet som altid. Han vimser på en måde, så det næsten tæller på den identitetspolitiske skala.
Der er heller ikke hverken transkønnede, akneramte eller gluten-allergiske børn. Faktisk er Far og hans fire børn ikke særligt sensitive eller udfordrede med teenage-virkelighedens allestedsnærværende diagnoser. På den led er filmen mest af alt en overbelyst reklame for gammeldags familieværdier.
Det ligner en tur i et mentalt Bon Bon Land med Jim Lyngvild som spøgelse. Ja, jeg frygtede også man ville give ham en rolle, men i stedet er Jims lille, søde vikingeslot ved navn Ravnsborg valgt som location.
Fiktion møder fiktion og får plus og plus til at give minus.
Moralen er – undskyld, hvis jeg spoiler – at vi skal elske og respektere hinanden. Det bliver bøjet i nederen store versaler.
Når vi skal se film hjemme hos os, vil vi gerne have nogle ordentlige rollemodeller at spejle os i. Nogle, der siger fra, gør noget vildt, noget forbudt, noget udfordrende. Og det er altså ikke at redde en bamse ved navn Bodil fra en ublodig blót-ofring og den dertilhørende mindst ildevarslende ildebrand i nyere dansk filmhistorie.
Den havde de slukket med krokodilletårer i Hollywood.
Man må godt udfordre børn, men Far til fire og vikingerne er børnefilmens svar på et Happy Meal, hvilket nok har fået tænderne til at løbe i vand hos den deltagende rollespilsforening ved navn Odinsvi fra Odense, som man heldigvis ikke har glemt at takke i rulleteksterne.
Vi andre bør gå direkte i familieterapi, vel vidende at vi lige er blevet kuppet i halvanden time af et ligegyldigt koncept, der kun handler om at tjene pengepå familier, der ikke har noget bedre at tage sig til.
Det kan selv børn regne ud.
Kommentarer