Enhver familie har sine kærlige fortielser.
Da Billi i USA ringer hjem til sin bedstemor Nai Nai i Kina, får hun ikke at vide, at bedstemoren er på vej til CT-scanning. Omvendt forsikrer Billi bedstemoren om, at hun selvfølgelig har en hat på, selv om hun i det milde efterårsvejr i New York har håret frit.
Bedstemoren har faktisk god grund til at være bange for forkølelser. Hun viser sig at have en lungekræft så fremskreden, at hun kun har tre måneder tilbage at leve i – men familien hemmeligholder diagnosen for hende!
De mener, bekymringen vil tage livet af hende før kræften.
For at tage afsked med bedstemoren finder de på at holde en forloren bryllupsfest, så alle kan rejse hjem fra udlandet. Alle på nær letpåvirkelige Billi, som ingen mener, vil kunne holde masken. Det kræver et vist pokertalent at fortie en medicinsk dødsdom. Men Billi har også brug for at sige farvel, så hun køber en billet, hun ikke har råd til, og dukker uanmeldt op.
The Farewell er en af sidste års store, amerikanske indie-succeser.
Billi og hendes forældre taler engelsk sammen, men ellers har amerikanerne læst undertekster i en tid, hvor historier om og af landets minoriteter ofte ender i en streaming-niche, de aldrig slipper ud af.
Instruktør og manusforfatter Lulu Wang blev da også mødt med løftede øjenbryn, da hun pitchede historien, der er baseret på hendes familie. Producerne så potentiale til en kulturmødekomedie, ”Min store fede kinesiske terminalcancer”, indtil Lulu Wang i en podcast fortalte historien på sin egen måde – med mådehold og underdrejet lune.
Hun stiller skarpt på den splittede oplevelse af at have sine fødder solidt plantet ét sted og sine rødder et andet.
Der er en udtalt melankoli, som gennemstrømmer de ellers ofte muntre optrin foranstaltet af den kærlige, bestemte og dødssyge Nai Nai. Hun burde ligge på hospitalet, men hundser i stedet rundt med sin sørgmuntre familie.
Da de ankommer, har hun allerede booket lokaler og sendt invitationer ud. Så skal der mundhugges om bryllupsmenuen, bedes ved bedstefars grav og tages billeder af den laskede brudgom og hans japanske kæreste.
Hende bryder Nai Nai sig i øvrigt ikke det mindste om. ”Hun er dum!” erklærer hun højlydt. ”Hun forstår ingenting!”
”Hun taler jo ikke kinesisk,” indvender Billi til ingen nytte. ”Nej, hun er dum!” svarer bedstemoren.
Shuzhen Zhao er kostelig i rollen som Nai Nai – særligt over for rapperen Awkwafina, der modtog en Golden Globe for rollen som Billi. Hun er en skrøbelig, pjattende, umoden kvinde i 30’erne, som med knuste forfatterdrømme er ved at miste et af sine få pejlemærker i tilværelsen.
Alle figurerne er på ægte vis fejlbarlige. Billis far skal man holde fra alkohol, moren er tilknappet og kontant, og Nai Nai brokker sig over sin døve, gamle kæreste Hr. Li.
Som familieskildring er The Farewell intelligent og empatisk.
Lulu Wang har fortælletalent i overflod, men støtter sig også til en nøjeregnende æstetik, der signalerer lødighed med klassisk sang, enkel symbolik og kølige, strengt komponerede billeder. Men det gør mindre og mindre, som historien skrider frem.
The Farewell viser en fascinerende kontrast mellem det individualistiske Vesten og et betonrenoveret Kina, hvor man som en selvfølge stadig tager ansvar for hinanden.
Der er en rørende hengivenhed i familien, som ikke har været samlet, siden Billi var barn. Der er en insisteren på at have det godt sammen, når familien endelig er sammen. Omvendt tør ingen bringe noget på bane, der kan ødelægge den gode stemning.
Alle er de forbundet af det samme afsavn. Ikke det med bedstemoren, der truer i horisonten, men den livslange adskillelse fra det land og den kultur, som er deres.
Det er den indsigt, der gør The Farewell til en sjældent nærværende globaliseringshistorie.
Kommentarer