Mindes du stadig Molly Solverson, Lorne Malvo, Lester Nygaard og resten af de fantastiske karakterer fra første sæson af Fargo? Og gruer du for, hvordan anden sæson dog skal kunne leve op til forgængeren?
Fortvivl ej, for serieskaberen Noah Hawley og hans hold har gjort det eneste rigtige. De har holdt fast i det sneklædte landskab i det nordlige USA, men har befolket universet med en række nye og væsensforskellige mennesker.
Der er dog et par gengangere. Lou Solverson var pensioneret politibetjent i første sæson af Fargo, hvor han fra sin landevejsrestaurant gav datteren Molly gode råd om opklaringen. Her blev der flere gange hentydet til en frygtelig sag fra 1979, som Lou var involveret i.
Det er netop den sag, anden sæson tager fat på.
Vi er tilbage i 1979, hvor vi møder den yngre Lou Solverson (Patrick Wilson) – et standhaftigt mandfolk af en Vietnam-veteran – da et tredobbelt mord finder sted på en restaurant i hans lille by. Og man overvejer straks, om hans senere karriere som ejer af en restaurant er et forsøg på at finde spænding i pensionist-tilværelsen.
Sådan bindes meget sammen i forhold til første sæson, men også i forhold til det Coen-inspirerede univers, som titlen naturligt forudsætter.
Fargo har nemlig ikke travlt, og inden hovedplot- og karakterer introduceres, lægges der for med en allegorisk prolog, som Coen-brødrene har praktiseret i A Serious Man.
En jøde og en indianer mødes på slagmarken. Det lyder som starten på en dårlig joke, men de er faktisk instruktørassistent og skuespiller, der venter på deres hovedrolleindehaver, Dutch. Vi ser ham ikke, men mandens rigtige navn er Ronald Reagan, og han bliver USA’s præsident i det meste af 1980’erne.
Senere i sæsonen portrætteres han af Bruce Campbell (Evil Dead) og tegner måske seriens politiske perspektiver tydeligere op.
Indtil da er 70’erne i fuldt sving. Det bekræftes af den efterfølgende titelsekvens, hvor daværende præsident Jimmy Carter holder tale akkompagneret af flippet syrerock.
Fargo har i anden sæson inkorporeret en æstetik, der med brug af split screen giver det snedækkede landskab en kitschet kvalitet. Det fungerer perfekt med de mange skæve karakterer, der befolker de normalt så søvnige småbyer.
Foruden Lou møder vi hans kræftsyge kone Betsy (Cristin Milioti), der trods sin sygdom er en bedre efterforsker end både ham og hans svigerfar, sherif Hank Larsson (Ted Danson).
Lou og Hank undersøger i forbindelse med mordet den lokale Gerhardt-familie, en forbryderorganisation bestående af underholdende eksistenser. Der er den arrigt impulsive alfahan Dodd (Jeffrey Donovan), som slås med moren Floyd (Jean Smart) om magten i familien, efter patriarken Otto (Michael Hogan) er blevet lam som følge af et hjerteanfald.
Men også Gerhardt-familiens fjender, et gangstersyndikat fra Kansas City, vil lege med. Særligt deres go to guy, Mike Milligan (Bokeem Woodbine), er et morsomt bekendtskab. Woodbine bliver garanteret lige så populær som Alison Tolman, der fik sit gennembrud som Molly Solverson i første sæson.
Midt i krimien finder vi også Peggy (Kirsten Dunst) og Ed Blomquist (Jesse Plemons). De er et ganske almindeligt midtvest-par, henholdsvis frisør og slagter, der utilsigtet kommer i skurkenes søgelys. Men er hendes aspirationer om et mere glamourøst liv ikke netop det, der dødsdømmer folk i Coen-brødrenes film?
Og så har jeg ikke engang nævnt, at Nick Offerman – kendt som den sjove libertarianer Ron Swanson i Parks and Recreation – brillerer som Lous drukven, Karl Weathers. Han er en højlydt spradebasse, der med sine stærke holdninger kunne være i familie med John Goodmans Walter Sobchak fra Coen-perlen The Big Lebowski.
Hver eneste scene er et lille svendestykke udi både komedie og drama.
Flere gange står betjentene ansigt til ansigt med gangsterne, og hver gang sidder man med hjertet oppe i halsen. Men samtidig har man et kæmpe grin på læberne, og dermed rammer serien netop den Coen’ske brug af kulsort humor i mødet med verdens brutalitet.
De fire afsnit, som er blevet sendt ud til anmeldelse, bliver kun bedre og bedre. Hvis den tendens fortsætter, er Fargo en stærk kandidat til årets bedste tv-serie. Den sjette stjerne ligger og lurer i horisonten, når sæsonen er færdig.
Kommentarer