Noah Hawleys uimodståelige spinoff af Coen-brødrenes mesterværk fra 1996 har nærmest mirakuløst vist sig at være fantastisk tv, og i Ekko #84 blev den kåret til 2010’ernes bedste serie.
Hver sæson følger en fiktiv kriminalhistorie i Minnesota. De har handlingsmæssigt ikke noget med de andre at gøre, men sjæleligt føles de som en kontinuerlig fortælling om det gode og det ondes evige kamp om Midtvesten.
I den ellers interessante fjerde sæson, som foregår i Kansas i 1950, gik der for meget gangster-tjubang i den, og serien kom for langt fra sit udgangspunkt indholdsmæssigt og geografisk.
Femte sæson føles langt mere velkendt.
Den finder sted i Minnesota anno 2019 og følger en bizar kidnapningssag, som de flinke lokalbetjente får travlt med at opklare, mens en ond urkraft er lige i hælende på dem.
I dette univers findes der kun tre slags mennesker.
Der er de gode politibetjente, som har accepteret deres lod i livet. Denne gang er det Witt (Lamone Morris) og Indira (Richa Moorjani), som igen er nødt til at blive mere bestemte end venlige, hvis de skal følge med de grove løjer omkring dem.
Den anden slags menneske i Fargo er en slags personificeret ondskab. Som regel en mystisk enspænder med tendens til nihilistiske enetaler og et næsten uovervindeligt dræberinstinkt.
I femte sæson er det lejemorder/kidnapper Ole Munch (Sam Spruell), der ikke er lige så uhyggelig som tidligere skurke. Til gengæld er han en tilsyneladende mere bogstavelig dæmon end nogen anden Fargo-karakter, og ud fra de første fire afsnit at dømme bliver hans historie interessant.
Den sidste og vigtigste type person er de almindelige mennesker, som er utilfredse med deres liv og derfor sprinter ned ad den kriminelle løbebane på tynd is.
Den unge husmor Dorothy (Juno Temple) er en klassisk Fargo-protagonist.
Hun kommer hurtigt på kant med loven, da et slagsmål udbryder under et skolemøde. Kort efter bliver hun bortført, men undslipper sine kidnappere. Og under en veliscenesat dødskamp med fjenderne på en tankstation viser der sig en voldelig side af den Minnesota-flinkekvinde.
En politibils blå og røde lys dækker hende som et glimtende billede på retskaffenheden og ondskaben, hun nu må vælge imellem.
Seriens sort-hvide menneskesyn har altid været en smule konservativt. Men ligesom i den åbenlyse inspirationskilde Twin Peaks er opdelingen i politi og dæmoner mere et symbolgreb end et realistisk virkelighedsbillede.
I en tid, hvor politikorruption og -vold er et omfattende problem, er det nok en tand for gammeldags at holde fast i loven som hellig. Mens almindelige mennesker bare skal stille sig tilfredse med deres liv.
Især når sæsonen finder sted i Trumps USA, kort før politidebatten for alvor genantændes. Men heldigvis er alt ikke ved det gamle i Minnesota.
Dorothy er langt fra de hengemte psykopater, vi har set tidligere. Hun er en overlever, der gør, hvad hun er nødt til for at beskytte sin familie. Og så er hun på flugt fra verdens værste eksmand: sheriffen Roy Tillman.
Godt nok foregår sæsonen tættere på nutiden end nogensinde, men Tillman er den mest arkaiske figur i Fargo-kanonen.
Den eneherskende, misogyne og voldelige Tillman repræsenterer alt, hvad der kan være galt med politiet og spilles formidabelt usympatisk af Jon Hamm – dog med den tørre humor, der hører sig til i serien.
Og sheriffen er ikke alene om at demonstrere det mere kyniske samfundssyn i Fargo. Dorothys vederstyggelige svigermor Lorraine (Jennifer Jason Leigh) er too rich to fail og har komisk lidt respekt for alt, der lugter af nød og svaghed.
”Politiets opgave er at stå uden for murene og holde pøblen væk. Inden for murene har de ingen funktion,” siger hun om lovens lange arm.
Femte sæson er lige så gudesmuk og morsom, som den altid har været, men går i en mere horroragtig retning end tidligere. Det klæder serien.
Opskriften på succes har fra starten været at røre rundt i de samme ingredienser igen og igen med vidt forskellige resultater, og det bliver en fornøjelse at se, hvor det hele er landet, når sæsonen er slut.
facebook
twitter
Kommentarer