Farvel Forever

”Bryster, Røv, Face, Total,” står der skrevet med blyant i den øverste kolonne af et skema tegnet på linjeret skolepapir.

Malou læser efter sit navn: ”19, 15, 9, 43.”

Det er den højeste subtotal på den berygtede ”ku’ godt”-liste, som drengene på efterskolen har nedfældet med ivrige, chips-fedtede fingre over udvalgte piger på årgangen. 

DR Ultras fiktionsserie Farvel Forever forløber over en enkelt aften, nemlig den sidste aften på Glamsbjerg Efterskole før ”Store Tudedag”, hvor efterskoleopholdet slutter, og eleverne skal sige farvel – måske for altid til nogle.

Konflikter skal afklappes, sandheder luftes og kærestepar beslutte, om de kun er efterskolekærester eller skal ses igen i næste uge.

Den sidste aften på skolen markeres med en gallafest, og Malou er modvilligt blevet udnævnt til ”årets babe”. Mellem det opstillede klassebillede og en stivbenet gang lancier placeres flashbacks til dagene op til den sidste dag.

Hvert af seriens otte afsnit dedikeres til eleverne én ad gangen i en vennegruppe. Malou, Sofia, Emma, Sarah, Rannva, Anna Mathilde og drengene Malthe og William har hver deres sorger og selvbebrejdelser i relation til den svære pubertære krop.

Buttede Malthe er bange for at have for store bryster, mens Anna Mathilde er bange for, at hendes er for små. Også Malthes kæreste har problemer med brystpartiet, da en betændt brystpiercing får uønsket opmærksomhed.

Rannva har idrætstøj på under tøjet for at skjule sin krop i omklædningsrummet, Emmas nøgenbilleder bliver delt af hendes ekskæreste, og William angrer sin rolle i tilblivelsen af ku’ godt-listen, imens hans kæreste Sofia til stor gru finder porno på hans computer.

Især pigerne øver sig i at sige fra og gå fra både situationer og kærester. Emma og Sofia samler modet til at slå op med drenge, der er sexistiske og blottet for selvindsigt. 

En af drengene forsvarer sig – ”jeg har en mor, der stemmer Enhedslisten” – i en ret sjov scene. 

Public service-mindede Farvel Forever fremlægger forsigtige feministiske forbilleder og fortæller indlevende og respektfuldt om de unge mennesker.

De tages virkelig alvorligt, og man fornemmer ømhed og omhu hos seriens instruktør og medforfatter, færøske Andrias Høgenni, som er uddannet fra Super16.

I hans fremragende afgangsfilm Ikki illa meint, der blev udtaget til Cannes og vandt bedste fiktion ved Ekko Shortlist Awards i 2020, er der elegant brug af stilhed og pauser, som går igen i Farvel Forever.

Det er indimellem meget stemningsfuldt, som når lyden af en vindombrust trækrone udfylder den akavede tøven, da Emma spørger sit crush Anna Mathilde, om de skal være gallapartnere.

Denne insisteren på et stille og roligt drama for de helt unge er et modigt modspil til de sociale mediers hypertempo. Det er også et tiltrængt alternativ til det lidt støjende sortiment på DR Ultra.

Størstedelen af vennegruppen i Farvel Forever spilles af gengangere fra DR Ultras mindre ambitiøse, men mest populære fiktionsserie Klassen, der gennem de sidste otte år har pumpet seksten sæsoner ud om en gruppe folkeskoleelever.

Iris Thrane Perreux (Emma) og Ella Nyota Njaidi Nørholm (Sarah) medvirker også i serier af Jonas Risvig, der ligesom Høgenni løfter ambitionsniveauet for fiktion tilegnet unge.

Bertil Cummings er spillevende som Malthe med sine dybt udtryksfulde øjne og modne mimik. Også Simon Høstrup gløder mærkeligt som William, der har nedfældet de kyniske tal på listen over skolens piger og liderlige søgeord på lyssky hjemmesider, men også næsten sprækkes af følelser i hver eneste scene. 

Det er ærgerligt, at afsnittet, hvor han er i fokus, er seriens sidste, hvorfor der ikke er tid til at udfolde Simon Høstrups interessante karakter.

Indhyllet i skyggen af den gryende Store Tudedag dvæles der heldigvis både ved det tunge og lette i seriens kredsen om den seksualiserede teenagekrop. Jeg forestiller mig, at seere på efterskoleelevernes alder vil blive fastholdt i kraft af seriens fine fornemmelse for deres virkelighed.

Høgennis poetiske hvilepuls går nogle gange helt i stå, men den slæbende seriøsitet brydes af en varm, observant humor. Som i elevernes løbende diskussion om, hvorvidt betegnelsen ”Twix” også kan bruges om den enkelte chokoladebar, når den har forladt indpakningen.