Biografanmeldelse
19. jan. 2024 | 16:48

Farven lilla

Foto | Ser Baffo

De unge søstre Celie (Phylicia Pearl Mpasi) og Nettie (Halle Bailey) nyder tilværelsen med en sang, inden deres liv rammes af ekstreme grusomheder. 

Glæden i de ekvilibristiske shownumre clasher med de grueligt mange rædsler i musicalversionen af skelsættende roman.

Af Bo Tao Michaëlis

Alice Walker fik både læser- og kritikersucces med romanen Farven lilla i 1982.

Hun vandt en Pulitzer-pris med sin tabubelagte tematik om voldtægt, hustruvold og incest i den afroamerikanske underklasse fra begyndelsen af 1900-tallet til lige efter Anden Verdenskrig. Sat i en lille flække i Georgia, hvor de sorte stort set lever isoleret.

Det er meget melodramatisk og faktisk grydeklart til at blive filmatiseret.

Det gjorde Steven Spielberg da også i 1985 med sin sentimentale adaptation af romanen, den Oscar-nominerede Farven lilla. Siden er både roman og film blevet en vigtig, skelsættende instans i senmoderne sorte kvinders selvforståelse, selvrealisering og stædige opgør med den patriarkalske mandschauvinisme i deres omgivelser.

I 2005 blev Farven lilla omkalfatret til en populær Broadway-musical. Det er den, der danner baggrund for denne nye film.

De amerikanske syngestykker om nød og elendighed i sydstaterne Show Boat og Porgy og Bess er begge baseret på romanforlæg. Faktisk var førstnævnte en af de første musicals, hvor sangene var integreret i selve handlingens flow.

Det er også tilfældet i Farven Lilla.

Spørgsmålet er så, hvor godt det er gjort her. Om musikken, gospel, jazz, blues, popmusik og toner af anakronistisk rock er i symbiose med handlingens drive, hvor vi skal så meget grumt og grusomt igennem.

Grusomhederne går især ud over stakkels Celie, som bliver gift med bonderøven og båtnakken Mister, der rask væk uddeler kindheste til kvinder.

Lillesøsteren Nettie bliver smidt til Afrika for også der at gå grueligt meget grumt igennem. Alt sammen fejende sekunderet af sang til episoder med blodskam, børnemishandling, voldtægt og vold, engelsk koloniherredømme, Sydens racisme synkront med emancipationen af den undertrykte sorte kvinde.

Vitterlig en ordentlig mundfuld, imens vi altså får mere eller mindre flotte shownumre, tilsat megen ekvilibristisk koreografi, som solidarisk træder til, når vi skal have en solosunget klagesang.

Brat stopper handlingen, som man gør det i teatralske opsætninger, opera, operette og musicals. Og flere af numrene er tydeligt overført fra teaterversionen.

Filmmusicalmæssigt er Farven lilla altså ikke noget særligt for at sige det mildt, selv om instruktøren Blitz Bazawule leverer fermt anonymt håndværk i flotte farver og flamboyante scener.

Musikken er smægtende hæderlig, men bestemt glemt, når lyset igen tændes i biografen.

Fantasia Barrino er glimrende som den mistrøstige, grimme Celie, en mishandlet Askepot, som forvandles til en modig amazone, der trodser mænds voldsregime. Colman Domingo er hendes slemme ægtemand, som i det meget lange løb viser sig at være god nok på bunden!

Danielle Brooks spiller den oprørske Sofia, som slår igen, når dumme, hvide svin langer lussinger. Taraji P. Henson er den gode syngende fe sendt fra himlen i form af en fandenivoldsk bluessanger.

Handlingens kønskritiske intention synes imidlertid aldrig værre, end at musik og sang kan ophæve intensiteten i vreden. Og et eller andet sted finder jeg det lidt smagløst at gøre en oprørsk roman til en musical, som bastant banaliserer den sociale protest.

Der er skåret mindst ti sange ud af den oprindelige opsætning. Men dem, der er tilbage, bliver på en eller anden måde til underlige disharmoniske frikvarterer i et socialrealistisk epos om søstrene Celie og Netties vanskabte vej ud i virkeligheden.

Farven lilla er bedst at betragte som filmatiseret teater. De musikalske afsnit bliver til vidnesbyrd om, at nyere Broadway-musicals nu danser med både historiske og litterære dansesko med tidstypiske politisk korrekte bindinger.

Det er helt okay, eftersom musicalens verden desværre stadigvæk mest består af glade, hvide mennesker. Men Farven lilla slutter med en festlig forsoning i 1947, som retrospektivt virker en smule falsk.

Trailer: Farven lilla

Kommentarer

Titel:
Farven lilla

Originaltitel:
The Color Purple

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Blitz Bazawule

Manuskript:
Marcus Gardley

Medvirkende:
Fantasia Barrino, Taraji P. Henson, Phylicia Pearl Mpasi, Halle Bailey, Danielle Brooks, Colman Domingo

Spilletid:
141 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
18. januar

© Filmmagasinet Ekko