Fasandræberne

Sidst vi mødte Carl Mørck i biografen, fik han sammen med sin partner på dramatisk vis reddet kvinden ud af buret i filmen af næsten samme navn.

Hans Afdeling Q for uløste sager var blevet en succes, og her i begyndelsen af opfølgeren, Fasandræberne, er Mørck ikke længere blot en besværlig kværulant, de fleste helst så gemt væk i Politigårdens mørke, støvede kælder.

Han opsøges af en mand, som beder Mørck opklare, hvem det var, der for tyve år siden brutalt skændede og myrdede mandens tvillingebørn. Mørck, der har masser af andre sager at kaste sig over, afviser at hjælpe. Men da manden den følgende dag tager sit eget liv, bliver Mørck pludselig interesseret i sagen.

Et spor fører til en fornem kostskole og dens rige og mere eller mindre depraverede elever, der i filmens nutid er blevet til en klike af finansfyrster i toppen af samfundet. Sinistre overklassefolk, som filmen skurkagtiggør lige på grænsen til det sandsynlige, og som ingen midler skyr for at forhindre, at det kommer frem, hvad der skete dengang i skoletiden.

Alt imens synes det eneste vidne til sagen – den hæmningsløse, smukke og arrogante Kimmie – at være som forsvundet fra jordens overflade. Spørgsmålet er nu, om Mørck eller skurkene når hende først.

Lad det være sagt fra begyndelsen: Fasandræberne er markant bedre end Kvinden i buret.

Det kan selvfølgelig skyldes, at den anden roman i Jussi Adler-Olsens bestseller-serie også er langt bedre med hensyn til plot og persontegning end etteren.

Men en god bog gør ikke nødvendigvis en god film, og derfor hænger det i lige så høj grad sammen med, at Mikkel Nørgaard er mere stilsikker og smidig i sin instruktion og har haft flere penge og mere tid til at kæle for plot og historie.

Filmen er mere raffineret fortalt og veksler fint mellem forskellige tempi. Historien bredes ud, og der er en større geografisk rummelighed end i den forrige film, der virkede for kortfattet og klaustrofobisk i sit udsyn.

Fasandræberne benytter fatalt sine fragmenterede flashbacks til kostskoletiden, hvor grumme og grusomme ting foregik. Den leverer langt mere fagligt og forensisk politiarbejde. Sågar genreklichéen med den strenge boss er afløst af en langt mere forstående politimester.

Nikolaj Lie Kaas har fået mere kød og karakter på sin småalkoholiserede og småautistiske strømer. Han får endog i en central scene det frygtløshedens ridderslag, Raymond Chandler i sin tid gav sin privatdetektiv: at værne om de små forslåede i samfundet og gå ned ad ondskabens gade for at finde sandheden, koste, hvad det vil.

Fares Fares forfiner sin kliché som den kaffe-elskende makker Assad. Han er tilmed blevet den rappe i replikken og taler til Mørcks forbløffelse flydende fransk! Pilou Asbæk og især David Dencik, vor tids Peter Lorre, er fremragende som kyniske og aristokratiske overskurke.

Danica Curcic og Sarah-Sofie Boussnina som kvinden Kimmie i henholdsvis nutid og fortid skal begge roses, og det samme skal Johanne Louise Schmidt som den kloge Pippi Langstrømpe, sekretæren Rosa, der ansættes på Afdeling Q.

Manuskriptforfatterne Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg har været fremme med kniven for at skære tæt væk af romanernes private trakasserier. Måske vil det falde nogle fans af forfatterskabet for brystet, at hvad der er tilbage af Mørcks hjemmeliv, er lidt svigt af faderrollen over for skilsmissesønnen.

Energien er i stedet brugt på det, som Jussi Adler-Olsen har det sorte bælte i: at strikke et dystert og drevent plot sammen, hvor den romantiske hævn er benzinen i jagten på forbrydelsens element.

Men nu skal jeg passe på med at fortælle for meget. Gå hellere selv ind og se denne særdeles stærke og spændende thriller.