Der er næsten flere biler i luften end på asfalten i Fast & Furious 7. Det er nok det tydeligste tegn på, hvor langt Fast & Furious-serien har bevæget sig siden den første film i 2001.
Da Justin Lin, der instruerede Fast & Furious 3-6, overtog serien, var den traditionel politi-og-røvere-action med en seriøs bil-fetich. Fire film senere var Fast & Furious forvandlet til moderne, multikulturel mega-action med flere maskingeværer end tunede biler.
Fast & Furious 7 ligner en krydsning mellem James Bond og Michael Bay. Plottet er en kompliceret sag, hvor vores seks hovedpersoner – med Vin Diesel og Paul Walker i spidsen – skal finde en hacking-dims, samtidig med at de skal forsvare sig mod en hævntørstig bror til skurken fra sekseren.
Den nye skurk spilles af Jason Statham i typisk britisk hooligan-stil. Heltene får hjælp fra en mystisk amerikansk embedsmand, spillet af Kurt Russell. Og de redder en superhacker, som viser sig at ligne en supermodel.
Dwayne Johnson er kun med i starten og slutningen, og hans scener virker mærkeligt påklistrede. Lucas Black fra Fast & Furious: Tokyo Drift dukker også op, men får end ikke lov at køre bil.
I øvrigt: at vende tilbage til Tokyo uden at lave en drifting-scene ligner en fornærmelse af seriens kernepublikum!
Fast & Furious 7 leverer sin mest ambitiøse actionbrag mindre and halvvejs. Den er til gengæld hele filmen værd: en fuldstændigt vanvittig sekvens, hvor vores venner smides ud med faldskærm – i deres biler! – over et uvejsomt bjergterræn, hvor de lander direkte i en hidsig biljagt mod svært bevæbnede soldater.
Det er en actionscene, der ligesom pengeskabsjagten gennem Rio i femmeren fungerer som ren adrenalin og filmisk ekvilibrisme. Her går stunts, bildyrkelse og karakterer op i en højere enhed.
Desværre topper filmen her. Der er masser af action efterfølgende, men ikke på samme inspirerede niveau.
Skæg er en sekvens i Abu Dhabi, der kulminerer i en satirisk gengæld for 11. september – med en bil, der flyver gennem tre arabiske skyskrabere.
Til gengæld er slutningen, der foregår i Los Angeles, hvor serien startede, en af disse typiske, uendelige buldrefester, hvor der bare skal smadres så meget som muligt. Man kigger lidt på uret. Filmen er 137 minutter lang.
Justin Lin er til syveren erstattet af James Wan – et radikalt valg til en så hardware-tung serie som Fast & Furious. Wan er mest kendt som en effektiv horror-instruktør (med film som Saw, Insidious og The Conjuring), og har kun berørt actiongenren med den solide selvtægtsfilm Death Sentence (2007).
Fast & Furious er dog en så veldefineret action-franchise, at man ikke mærker meget til instruktørskiftet. Den mest markante forandring i den nyeste film er, at den fetichistiske dyrkelse af bilerne er mere overfladisk end tidligere. Der er masser af lækre biler i filmen, og distributørens pressemateriale nævner dem alle sammen. Men man får ikke samme fornemmelse af en ægte bilfanatiker bag kameraet som tidligere.
Da Paul Walker døde i et trafikuheld i november 2013, var man midt i optagelserne til Fast & Furious 7. Præcis hvor mange scener i den færdige film, han ikke nåede at være med i, fremgår ikke tydeligt. Men filmen hænger imponerende godt sammen. Kun enkelte steder – navnlig i Abu Dhabi-scenerne – har man fornemmelsen af, at der er lappet lidt på en manglende Paul Walker.
Serien har lige fra starten balanceret sin hårde action-mekanik med sentimental familie- og kammeratskabsromantik. Her er der imidlertid noget tiltagende kluntet over dens sentimentalitet. Hver eneste gang, to personer bare nærmer sig at tale om familie eller venskab, sætter melankolsk klaver og svulmende strygere prompte ind. Ja, ja! Vi har forstået det!
Til gengæld formår filmen at udnytte fornemmelsen af, at dens kernepersoner også i virkeligheden er en familie. Det gør en afsluttende hyldest-montage til Paul Walker overraskende gribende. Filmen er med passende enkelhed dedikeret ”til Paul”.
Kommentarer