”På trods af Lamborghini’ens større antal hestekræfter er Alfa Romeo’en at foretrække i dette terræn på grund af dens overlegne fleksibilitet.”
Mange af replikkerne i tiende film i Fast & Furious-serien lyder som noget fra et bilmagasin.
Hele pointen med franchisen har altid været at udleve en bilnørds ypperste fantasier.
Så det giver god mening at tale om de lækre sager under kølerhjelmen, mens de tjekkede sportsvogne fiser rundt i tætbefolkede storbyer og desarmerer rullende bomber.
Imens kan vi andre undre os over, hvorfor ingen af bilernes airbags går af, når de konstant brager ind i hinanden med 300 km/t.
For nørderne ville motorpornoen – som imponerende nok næsten altid er lavet med praktiske effekter – måske være nok i sig selv. Men for os andre er der nødt til at være noget handling, og det er der heldigvis også en smule af.
Denne gang kommer Dominic Toretto (Vin Diesel) og resten af hans tyve/agent/racerkørerhold i problemer, da sønnen til skurken fra Fast & Furious 5 beslutter sig for at hævne sin far.
Sønnens navn er Dante, og han skal vise sig at være den farligste fjende, gruppen nogensinde har mødt. Han spilles oven i købet af Jason Momoa, der selv ved siden af muskelbøffer som Vin Diesel fremstår som et bjerg af en mand.
Fast & Furious X er første del af filmseriens afsluttende trilogi – hvor Fast & Furious XII bliver den sidste – og vi kan altså se frem til Momoa som skurk i to film mere.
Det lover godt. Han spiller Dante med et manisk vanvid og et legesygt temperament, der passer perfekt til det overdrevne action-univers. Og det er et friskt pust i en filmserie, hvor stort set alle de faste medvirkende spiller deres roller frustrerende konservativt.
De få kække bemærkninger mumles ud gennem mundvigen, og ud fra deres mimik at dømme har de alle kun fået én instruktion: Se sej og farlig ud!
De tager simpelthen sig selv og filmen gravalvorligt. Og det er et stort problem i så fjollet en film.
Ingen fremstår mere flad og kedelig end hovedpersonen selv. Vin Diesel er med sin brummestemme, stenkrop og perfekte efternavn skabt til rollen som macho gruppeleder. Men som skuespiller er han urimeligt intetsigende.
Mens hans muskler bliver større og større, virker ansigtet totalt morfinbedøvet. Og mellem action-scenerne snøvler han sig igennem filmen som en racerkørende zombie.
Diesel er heller ikke hjulpet af, at de fleste af hans replikker består af korte enetaler om vigtigheden af familie. Det får ham til at lyde som det titulære, blå rumvæsen i Disneys Lilo & Stitch.
De eneste gode replikker går til John Cena i rollen som Dominics bror Jakob. Han formår – med fuldt overlæg – at fremkalde grin, og sidehistorien, hvor han beskytter sin unge nevø, er faktisk næsten rørende.
Men det er jo bilerne og eksplosionerne, det handler om, og her er Fast & Furious X helt på niveau med forgængerne. Bilerne er fede, og de ting, der sker med dem, er præcis lige så fantastiske og fysisk umulige, som man kunne ønske.
Der går imidlertid en smule inflation i spektaklerne, efterhånden som stuntsekvenserne accelererer i det uendelige.
Især fordi kæmpeeksplosionerne og kollisionerne sjældent har nævneværdige konsekvenser for de navngivne karakterer.
I slutningen af filmenlader det alligevel til, at Toretto-familiens vilde livsstil endelig skaber problemer for dem. Det bliver interessant at se, om de faktisk må betale prisen for tyve års hasarderet kørsel i løbet af de sidste to film.
Et klip i kørekortet må som minimum være på sin plads.
Kommentarer