The Favourite

Film om konger og dronninger har det med at opbruge meget af deres kreative energi på kostumer, makeup og scenografi, mens selve handlingen føles som historieundervisning.

Det kan man slet ikke sige om The Favourite.

Græske Yorgos Lanthimos har med sin tredje engelsksprogede film efter The Lobster og The Killing of a Sacred Deer skabt en sprudlende kostumekomedie.

Under overfladen er den en besk refleksion af, hvordan vor tids lobbyister – den tids hofmænd og -damer – foregiver at repræsentere idealer som ”national stolthed” eller ”tradition”, mens de reelt kun har deres egne interesser for øje.

The Favourite passer smukt ind i en genre af film om kvinderivaler,der strækker sig fra All About Eve til Showgirls og Black Swan.

Det er historien om en fattig, sindrig pige, der indsmigrer sig i betydningsfulde kredse og langsomt begynder at overstråle en mere magtfuld rival. Men hvor rivalen i mesterværket All About Eve fra 1950 er selve dronningen (af Broadway), deler The Favourite rollen i to.

Her er dronningen den engelske regent, som alle glemmer: Anne, der regerede fra 1702 til 1714.

Hun spilles af en pragtfuld Olivia Colman som klynkende og hensygnende enehersker med London’sk gadeaccent og en tendens til at overæde, når hun er deprimeret. Rivalen er Rachel Weisz’ snu Sarah Churchill, dronningens foretrukne hofdame, der ved præcis, hvordan hun skal lefle for magten.

Hun kører rundt med den bekræftelsessyge dronning både politisk (til fordel for sin militærmand, Hertugen af Marlborough) og, opdager vi inden længe, seksuelt.

Dette magelige arrangement bliver forstyrret af Sarahs fattige kusine, Abigail Hill.

Fra vi første gang ser Emma Stones blåøjede og forarmede adelsdame, aner vi et kynisk maskespil bag den tilsyneladende uskyld. Det sættes prompte i værk i form af en stærkt underholdende og fremragende skrevet brydekamp for den svage dronnings gunst mellem to intelligente kvinder, der nådesløst bruger de lapsede mænd omkring sig som trædesten til magten.

Det er et frydefuldt spektakelat se en trio af topskuespillere på nederdrægtig og raffineret vis pille hinanden ned.

Men The Favourite når en emotionel dybde, fordi magtkampen ikke er ren tøsestrid. Sarah har en søsterlig forståelse for sin dronning, og selv om alle kneb gælder i kampen mellem Sarah og Abigail, har de en vis kollegial solidaritet og gensidig beundring.

Da Abigail nævner, at hendes far væddede og tabte hende i et kortspil, da hun var femten, tager vi hendes uskyld op til genovervejelse og får en mere nuanceret forståelse for hendes hensynsløse mission om at sikre sig selv i mændenes verden.

Olivia Colmans podagra-plagede Anne udvikler sig også til en overraskende kompleks karakter. Som en uoplyst dronning, der blev gravid sytten gange uden at se et barn blive ældre end elleve, er hun både patetisk og sympatisk og på ingen måde den idiot, hun ligner ved første øjekast.

Ingen af disse tragiske undertoner ødelægger det morsomme ved The Favourite.

Nicholas Hoult er kostelig som en smægtende, parykbærende partileder Harley, der er lige så bølleagtig bag sin privilegerede, dannede fremtoning som mange af nutidens konservative tories. På en aftengåtur skubber han pludselig Abigail ned ad en skrænt, og da hun senere nægter at spionere for ham, går han lige til sagen: ”Vil du have tæsk?”

Undertekster kan næppe gengive, hvor lækkert dialogen leger med kontrasten mellem det højadelige hofsprog (”Det er jeg, Abigail”) og vulgære gade-cockney (en af Abigails bejlere beskrives som ”fisselammet”).

De fleste personer mestrer begge sprogregistre til fulde som kamphøner i en kras verden, hvor der ikke er langt fra palads til mødding. At Sarah og Abigail er kusiner – den enes høje stilling er et kortspil væk fra den andens armod – understreger den pointe.

Det er første gang siden Dogtooth i 2009, at Yorgos Lanthimos har instrueretet manuskript, der ikke er skrevet sammen med hans faste skrivemakker Efthymis Filippou. Men Lanthimos er langt mere end blot en håndværker. Han specialiserer sig i aflukkede verdener med særegne regler, og dette klaustrofobiske, lufttætte hof er lige netop dét.

Der er en vis marsboer-distance over Lanthimos’ kølige, småfornøjede syn på, hvad vi mennesker finder på. Perspektivet forstærkes af fotograf Robbie Ryans hyppige brug af forvrængende fiskeøjelinser.

Og selv om kostumer, makeup og scenografi ikke er det mest bemærkelsesværdige, skorter filmen ikke det mindste på iscenesættelsen.

Historiske bygninger som Hatfield House bliver et guldbur for den stakkels dronning, og den Oscar-vindende kostumier Sandy Powell skaber ren magi ved at klæde mændene som pudrede modeherrer – et ironisk vip med hatten til 1970’ernes glamrockere.

Selv om der er enkelte publikumsvenlige anakronismer – som et hofbal, der udvikler sig til en slags barok diskodans – er The Favourite ikke en historisk make-over a la Sofia Coppolas Marie Antoinette. Bidsk satire og bred komik til trods tager filmen sit emne alvorligt og kombinerer historisk akkuratesse med en forståelse for monarken som et fejlbarligt individ.

Det er den virkelige genistreg i The Favourite.

Filmen rammer både datiden og nutiden med samme træfsikkerhed – måske fordi den menneskelige natur, hvad angår både regerings- og seksualpolitik, ikke har forandret sig meget siden det 18. århundrede.