Biografanmeldelse
01. aug. 2017 | 20:25

Fences

Foto | Charlotte Bruus Christensen
Instruktør Denzel Washington og Viola Davis spiller, som gjaldt det deres liv i filmatiseringen af August Wilsons teaterstykke om den sorte befolkning i USA.

Der er passion, så det halve kunne være nok i Denzel Washingtons filmatisering af de sortes historie i USA, som er månedens film i Cinemateket.

Af Samina Jakobsen

Hvis der er retfærdighed i verden, kommer Fences til at ændre betydningen af ordet ”passioneret”.

Der bør være en bøjning efter ”mest passioneret”, som man kan kalde ”Denzel-Washington-og-Viola-Davis- passioneret”. For det er sjældent, at to skuespilleres personlige engagement skinner så tydeligt igennem, som i filmatiseringen af August Wilsons teaterstykke.

Fences er en del af Wilsons betydelige The Pittsburgh Circle. Ti værker, som omhandler livet i Pittsburgh for den sorte del af den amerikanske befolkning, fortalt gennem generationer.

Troy (Washington) er en vaskeægte patriark i 50’ernes foranderlige USA. Hver fredag slæber han en sæk kartofler med hjem til konen Rose (Davis), afleverer lønningsposen og sætter sig ud i baghaven med en flaske vodka.

Når sønnen Cory spørger, om hans far kan lide ham, svarer han med en brandtale om ansvar og pligter. Når Rose anklager ham for at drikke for meget, himler han op. Jobbet som skraldemand er hårdt, og han har fortjent sin ugentlige flaske spiritus.

Handlingen udspiller sig primært i baghaven, hvor sømløse samtaler dissekerer sociale problemer i det amerikanske samfunds nederste lag. Men det er også et generationsportræt, hvor Troys position som patriark udfordres af udefrakommende faktorer.

Det symbolske hegn i Fences, som Troy skal bygge omkring deres baghave, er forsøget på at opretholde status quo i det lille hjem.

Washington og Davis spiller, som gjaldt det deres liv. Det er umuligt ikke at mærke deres kærlighed til Wilsons manuskript, der for store dele består af lange, fortræffeligt skrevne monologer.

Men dramaet er fastholdt i en spændetrøje. På trods af danske Charlotte Bruus Christensens nydelige fotografering, sidder man tilbage med en umiskendelig smag af teaterforestilling, som dog kun tager noget af historiens styrke.

Trailer: Fences

Kommentarer

Titel:
Fences

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Denzel Washington

Manuskript:
August Wilson

Medvirkende:
Denzel Washington, Viola Davis, Stephen Henderson

Spilletid:
139 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
3. august i Cinemateket

© Filmmagasinet Ekko