Ferdinand

Den enorme tyr Ferdinand er fanget i en komisk overfyldt porcelænsbutik. På listefødder sniger han sig forbi bjerge af tallerkener og tekander, da butikkens ejer, en gammel nærsynet dame, tror, at hans hale er en fjerkost.

Hvis du nogensinde har set en Gøg og Gokke-film, kan du nok gætte, hvad der sker lige bagefter. Mødet mellem groteske kontraster er et klassisk komisk greb, og selv om det er set utallige gange før, er det stadigvæk morsomt at se et stort, klodset dyr i et uvant miljø.

Ferdinand holder fast ved traditionerne og er ganske tro mod billedbogen fra 1936, som den er baseret på. Ferdinand er opdrættet til tyrefægtning, men vil hellere dufte til blomster. Da han stikkes af en bi, går han amok, og den store tyrs smerteanfald misforstås som et voldeligt temperament. Så han sendes til matadoren for at kæmpe.

Filmen skiller sig dog alligevel ud, nemlig i skildringen af den gruppe af tyre, der kæmper mod Ferdinand for at vinde matadorens gunst. Her er der ikke plads til følelser, nærvær eller kærlighed. Den laboratoriefødte Maquina stirrer intenst ud i ingenting, mens den arrogante ledertype Valiente konstant puster sig op og føler sin mandhed truet af Ferdinand, som er langt større end ham.

Behandlingen af giftig maskulinitet er forfriskende, ikke mindst for en børnefilm, der prøver at appellere bredt.

Desværre er historien rodet fortalt. I starten flygter tyrekalven Ferdinand fra gården og finder et hjem hos den lille pige Nina. I en bedårende montage ser vi tyren og barnet boltre sig i deres lille paradis med masser af muntre små indslag. Ferdinand opfører sig som en legesyg hvalp, snuser til blomster og sover ved Ninas side som en forvokset teddybjørn.

Men da Ferdinand bliver indfanget og ført tilbage til tyregården, udvikler filmen sig til en Toy Story-klon, da han må overbevise sine nu voksne venner om, at græsset er grønnere på den anden side af det elektriske ståltrådshegn.

Ferdinands forhold til Nina og deres forhold til de andre tyre flettes ikke særligt elegant sammen. Nina forsvinder ud af filmen i en solid time, før hun kommer tilbage hen imod slutningen. Hun føles som en fodnote i historien, hvor hun burde have været en af hovedpersonerne.

Til gengæld har filmen masser af muntre indslag og sjove karakterer, som vil underholde store som små.

De tyvagtige pindsvin Una, Dos og Cuatro har en tilsvarende rolle som pingvinerne i Madagascar, der var nogle af de sjoveste figurer i den film. Pindsvinene har et glimrende sammenspil, når de bliver vrede over, at folk tror, de er jordegern, eller når de bruger deres pigge som små kasteskyts.

Den danske oversættelse fortjener et stående bifald. Tyren Angus (Jens Jacob Tychsen) er i den danske version fra Djurslands flade marker. Som molbo morede denne anmelder sig kosteligt over hans tykke accent og fladpandede opførsel. Rasmus Botoft, Mads Knarreborg og Molly Egelind vækker også stor latter som en trio af flamboyante heste med gebrokne østrigske accenter, der uden ironi kalder sig selv for ”pruh-heste”.

Til gengæld går noget af den spanske kulturarv tabt i den danske oversættelse, og der er ikke mange af stemmeskuespillerne, som giver sig i kast med en spansk accent. Måske ganske klogelig. Og Lise Baastrup har fået den utaknemmelige opgave at lægge stemme til geden Lupe, hvis vilde gestik og humørsving tydeligvis er tiltænkt den talentfulde SNL-komiker Kate McKinnon, som lægger stemme til figuren i den engelske version.

Filmens mange danse- og action-scener kunne godt undværes, især fordi animationen er middelmådig. Til trods for farverige figurer mangler baggrundene liv og tempo. Så 3D-brillerne kan trygt efterlades derhjemme.

Ferdinand er en film med hjertet på det rette sted. Det er den bedste film Blue Sky Studios har produceret siden Ice Age. Ikke at det er nogen stor bedrift. Den er stadig langt bagefter de helt store drenge fra Pixar og Warner Bros., men vil utvivlsomt underholde de yngste.