Tv-anmeldelse
04. mar. 2016 | 10:00

FETTER

Foto | Jasper Spanning
Frederik Fetterlein og Uffe Holm er det komiske makkerpar i den nye danske sitcom FETTER, der er klart inspireret af Klovn-universet.

En komedieserie om Frederik Fetterlein med reality-stjernen selv i hovedrollen er ikke helt så håbløs, som det lyder.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Den nye danske komedieserie FETTER vækker umiddelbart opsigt af flere grunde.

For det første spiller den tidligere tennisspiller og reality-stjerne Frederik Fetterlein hovedrollen, og titlen henviser derfor til hans kælenavn blandt venner. Det er hans debutrolle.

For det andet lanceres FETTER på den nystartede streamingtjeneste Mashed.net i et kort format, der betyder, at hvert afsnit blot varer omkring femten minutter.

Og for det tredje bruger serien et meta-lag som et klart greb undervejs. Ligesom i Casper Christensen og Frank Hvams Klovn optræder skuespillerne med deres virkelige navne og profession, og således blandes fiktion og virkelighed ofte sammen.

Frederik Fetterlein spiller mere eller mindre sig selv som afdanket tennisspiller og nu reality-stjerne, der fester og knalder sig igennem kendislivet. Første afsnit åbner meget sigende med en fest, og igennem hele afsnittet render Fetterlein rundt kun iført underbukser. 

Så er tonen ligesom slået an.

Komikeren Uffe Holm spiller komikeren Uffe Holm, der hurtigt bliver Fetterleins manager og ven. Sammen forsøger det umage par at udnytte Fetterleins fallerede ry og tjene skillinger på hans kendisfaktor. 

Sammen bevæger Fetterlein og Holm sig igennem en VIP-verden, der bliver mere og mere absurd. I løbet af seriens elleve afsnit er der både gennemgående handlingstråde og små, afsluttede historier. Fetterleins kamp for at vinde ekskæresten Simone Lykke tilbage er et tilbagevendende element, der dog ender med at blive en kende ensformigt. 

Faktisk lykkes FETTER bedst, når den er allermest gakket og absurd.

Undervejs møder Fetterlein eksempelvis komikeren Jonas Schmidt, der som en karikeret udgave af sig selv er et uforudsigeligt råbehoved, som lokker eks-tennisspilleren ud i et euforiserende trip på speed, coke og æter. Afsnittet ender i en syret rejse gennem Kødbyen, der er som taget ud af Fear and Loathing in Las Vegas. Fetterlein og Schmidt er sågar iført de samme karakteristiske hawaiiskjorter og briller.

På mange måder er serien virkelig uoriginal. Foruden Klovn er den klart i familie med en serie som Californication og Tømmermænd-trilogien. Men samtidig skilter den uden skam i livet med sine inspirationskilder.

I en scene, der leger med meta-laget, får Zentropas direktør Peter Aalbæk Jensen da også slået fast, at idéen om at lave en serie om Fetterlein og Holms liv, er tyvstjålet fra Klovn. Hvis nogen skulle være i tvivl.

En anden udfordring for FETTER er skuespillerne. Eller snarere manglen på samme. For langt størstedelen af seriens skuespillere har en anden baggrund og debuterer i FETTER.

Det er derfor også modigt, på grænsen til det dumdristige, at lade Frederik Fetterlein bære en hel serie. Men faktisk slipper reality-stjernen overraskende fra det med skindet på næsen. Han leverer langt fra formidabelt skuespil, men han spiller sig faktisk varm, jo længere man kommer ind i serien. 

For Fetterlein er faktisk en karakter med mere dybde, end man umiddelbart skulle tro. Han er en tragisk og naiv helt, der ofte bliver ydmyget og snydt, men som samtidig har charme og selvironi. 

Det korte format er et spændende tiltag, som det skal blive interessant at følge udviklingen af. For FETTER betyder det desværre, at handlingen og bipersonerne optræder noget overfladisk og forhutlet. På den anden side når man aldrig rigtigt lov at kede sig, før et afsnit er forbi.

Visuelt udforsker fotograf Jasper Spanning en spændende tilgang til komedieserien med uortodokse og lækre billeder, der bestemt tilføjer det samlede udtryk en ekstra dimension.

FETTER er et hæderligt bud på en dansk sitcom, men heller aldrig mere end det.

Teaser: FETTER

Kommentarer

Titel:
FETTER 

Land:
Danmark 

År:
2016

Instruktør:
Adam Bonke

Manuskript:
Lars Bang, Mikkel Bak Sørensen

Medvirkende:
Frederik Fetterlein, Uffe Holm, Lina Rafn, Jonas Schmidt, Peter Aalbæk Jensen

Spilletid:
Elleve afsnit af cirka femten minutter 

Anmeldelse:
Elleve afsnit

Premiere:
7. marts 2016 på mashed.net

© Filmmagasinet Ekko