Biografanmeldelse
23. dec. 2015 | 22:02

Filmen om Radiserne

Foto | Blue Sky Studios
Søren Brun er håbløst forelsket i klassens nye pige og sammen med hans hund Nuser, forsøger han gentagende gange uden held at komme til at tale med hende.

Søren Brun er forelsket og Nuser i topform. Filmen om Radiserne er en charmerende og loyal opdatering af Charles M. Schulz’ tegneserieklassiker.

Af Felix Rothstein

Gode gamle Søren Brun. Han har det ikke altid lige nemt. Han kan ikke flyve med drage, han kan ikke kaste en baseball, han er en fiasko og en taber. Og det sørger hans stride klassekammerat Trine for at fortælle ham. Ofte.

Det kan være risikabelt at gå i lag med de helt store klassikere. Derfor var der også en vis skepsis, inden Filmen om Radiserne i november fik premiere i USA. Men Steve Martinos filmatisering af Charles M. Schulz’ geniale tegneseriestriber præsenterer loyalt og veloplagt Søren Brun, Nuser og alle de andre for det yngste biografpublikum.

Filmen om Radiserne er Blue Skys bedste, siden studiet debuterede med Ice Age i 2002.

I filmen befinder Søren Brun sig som altid i en eksistentiel krise med al sin ængstelse, klodsethed og følelse af utilstrækkelighed. Han forelsker sig i den nye pige i klassen, men alle forsøg på at komme til at tale med hende mislykkes, så Søren Brun igen og igen må udbryde: ”Jeg græmmes!”

Men på trods af alt bevarer Søren Brun – med hjælp fra venner som Tomas og Rikke Rask – sin forsigtige optimisme. Og det er noget af det, der gør ham til en så sympatisk og elskelig figur.

Charles M. Schulz skabte avisstriben Radiserne i 1950 og tegnede selv alle striber frem til sin død i 2000. Undervejs blev det også til utallige tv-tegnefilm, alle tænkelige former for merchandise og sågar en musical.

Filmen om Radiserne fortsætter på mange måder, hvor Schulz slap. Filmen lægger sig tæt op ad originalen, og så godt som alle detaljer er bevaret – fra Trines psykologiske råd over Schrøders Beethoven-klimprerier til lærerinden Frk. Olsen og hendes skingre, ordløse trombonestemme.

Måske skyldes loyaliteten, at manuskriptet blandt andet er skrevet af Schulz’ søn og barnebarn. I hvert fald er fortællingen så klassisk Radiserne,at det nogle gange føles, som om man har set det før. Og mens filmen er proppet med kloge og kreative replikker og sjove gags, bliver Søren Bruns kærlighedshistorie aldrig rigtig mere end hyggelig.

Men ved siden af Søren Bruns kærlighedskvaler har hunden Nuser og den lille gule fugl Woodstock til gengæld gang i alt muligt. Da Nuser finder en kasseret skrivemaskine, går de i gang med at skrive en hæsblæsende kærlighedshistorie om en pilot under Første Verdenskrig og hans rival Den Røde Baron. Det betyder action-fyldte fantasier med voldsomme kampscener i luftrummet over franske skyttegrave og med drabelige dueller omkring Eiffeltårnets spir.

Nuser og Woodstocks udskejelser kører som et parallelt kommentarspor til Søren Bruns historie – og det fungerer.

Filmen om Radiserne overfører også ret suverænt Charles M. Schulz’ karakteristiske streg fra avispapiret til lærredets computeranimation. Selv om der er knald på farverne, og selv om overfladen nærmest er i højglans, formår instruktør Steve Martino (Horton og støvfolket Hvem og Ice Age 4) og hans animatorer at bevare det helt særegne, let sitrende udtryk, der kendetegner tegneserien.

Med stor sans for detaljen rammer filmen plet med hver enkel figurs særlige gestik og mimik: hvordan munden kruser, hvordan øjenbrynene hæver sig. Filmen om Radiserne ligner virkelig Radiserne.

Filmen om Radiserne er velsignet med Charles M. Schulz’ originale persongalleri, hvor figurer som Rumle, Schrøder og Søren Bruns lillesøster Nina hele tiden leverer gode grin. Og heldigvis løfter den gruppe børn, der lægger stemme til, opgaven strålende. Med deres gode sans for timing og den ofte underspillede humor er det for en sjælden gangs skyld en fornøjelse at se animationsfilm med danske stemmer.

I det hele taget er Filmen om Radiserne en rigtig hyggelig og ret så morsom fornøjelse. Du er god nok, Søren Brun!

Trailer: Filmen om Radiserne

Kommentarer

Titel:

Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun

Originaltitel:

The Peanuts Movie

Land:

USA

År:
2015

Instruktør:
Steve Martino

Manuskript:

Craig Schulz, Bryan Schulz, Cornelius Uliano

Medvirkende:

Mathias Mikkel Ipsen, Marie Dietz, Iris Mealor Olsen, Harald Kaiser Hermann, Kaya Moon

Spilletid:

88 min.

Aldersgrænse:

Tilladt for alle

Premiere:
25. december 2015

© Filmmagasinet Ekko