Noget tyder på, at Tom Hanks har brug for et venligt spark i røven.
Den 65-årige skuespiller har de seneste tre årtier været alles yndlingsbamsebjørn, der især skinner som hjertevarmens mester i Spielberg-film som Terminalen og Catch Me If You Can.
Men selv om Hanks er verdensmester i at få at voksne mennesker til at smile gennem tårer til John Williams’ musik, er det efterhånden også en forudsigelig fornøjelse.
Finch er skåret med Game of Thrones-instruktøren Miguel Sapochniks sikre hånd og virker nærmest som en parodi på en Tom Hanks-film.
Den ældre ingeniør Finch lever efter en global katastrofe alene i St. Louis, Missouri, sammen med sin hund og to robotter. Finch er døende og har bygget robotten Jeff til at tage sig af sin hund, når han er væk.
Men da en bibelsk storm truer med at omslutte hjembyen i 40 dage og nætter, må vennerne flygte mod vest. På farten lærer Jeff alt om at være menneske og hundeejer.
Det er med andre ord en tematisk efterfølger til Cast Away, hvor en isoleret Hanks taler med en bold i to timer.
En af producerne på Finch er da også Robert Zemeckis, som har instrueret Cast Away og en af Hanks’ mest kendte hjertevarme dramaer: Forrest Gump.
Tilsammen udgør Finch og Cast Away en slags antologiserie, vi kunne kalde ”Tom alene i verden”. I Finch foregår al dialog mellem Finch og Jeff, for der dukker simpelthen aldrig andre mennesker op.
Den ufrivillige parodi fremkommer, fordi alle fire figurer lader til kun at tjene det formål at være charmerende.
Charmen virker da også noget ad vejen.
Jeffs transformation fra nyfødt og hjælpeløs til en voksen hundepasser er underholdende, og især Caleb Landry Jones’ stemmemæssige overgang fra mekanisk til organisk tale gør udviklingen overbevisende.
Den socialt akavede robots paniske replik – ”jeg har 16.000 interessante fakta, hvis du vil høre” – er da også en skæg, tilbagevendende joke.
Desværre lader filmen ikke til at vide, hvad den vil med sine to hovedpersoner.
Sent i filmen fortæller Finch om sin skam over at have gemt sig, mens andre døde. Han beretter om den far, han aldrig mødte, og den verden, han aldrig fik rejst ud i.
Der lægges op til en historie om en døende mands fortrydelse og spildte potentiale. Men fordi det dukker op så sent i fortællingen, kommer det til at virke påklistret.
Omdrejningspunktet er forholdet mellem Jeff og Finch. Det starter sødt, men kommer til at virke repeterende og tandløst.
Sjovt nok er robotten en mere troværdig karakter end Finch, der absolut ingen forståelse har for, hvordan robotter tænker, selv om han selv bygger dem.
I filmens mest trættende scener forsøger han at forklare verden for Jeff med talemåder, som Jeff ikke har en chance for at forstå.
”Himlen er som schweizerost,” siger Finch om ozonlaget, der er fyldt med huller. Maskinen misforstår selvfølgelig og forsøger at lokalisere osten.
Vittigheden bliver hurtigt gammel, og selv skuespillerens gavtyvesmil kan ikke i længden opretholde illusionen om, at scenerne har noget på hjerte.
End ikke Tom Hanks kan redde en roadmovie, der ikke ved, hvor den kører hen.
Kommentarer