The First

Vi skal ikke mange år tilbage, før seerinteressen afhang af, hvem der medvirkede i serien. Men fra 90’erne begyndte man at kigge på, hvem der stod bag serien.

Joss Whedon skabte således et kultfølge med Buffy – Vampyrenes skræk (1997-2003), og David Chase sparkede døren ind hos HBO for de kreative hjerner bag kameraet med det banebrydende epos The Sopranos (1999-2007), der som bekendt handler om gangsteren Tony Soprano.

I dag er der stor prestige i at finde den nye store serieskaber, og streamingtjenester er ikke blege for at give store navne frihed til at lave de serier, som de nu engang har lyst til.

Beau Willimon er en af de helt store stjerner.

Hans adaption af den britiske serie House of Cards blev en gigantisk succes for Netflix som tjenestens første originale serie.

Willimon stoppede på serien i 2016. Knap et år senere blev det annonceret, at han skulle stå bag en spektakulær fortælling om menneskets evne til at overkomme selv de værste forhindringer i bestræbelsen på at komme til Mars.

The First starter da også med, at menneskeheden skuer højt mod himlen og det uendelige univers.

I 2033 står alt klart til, at vi skal op og erobre den røde planet. I samarbejde med det private firma Vista har NASA lagt en perfekt plan, og opsendelsen af astronauterne bliver transmitteret som en monumental begivenhed.

Stemningen er elektrisk både på tribunerne og i kontrolrummet, hvor familie, kolleger og andre spændt kigger på.

Hjemme foran tv’et sidder Tom Hagerty (Sean Penn i fysisk topform) og ser med. Han skulle have været leder på missionen, men et kaotisk privatliv har betydet, at han blev fravalgt i sidste øjeblik.

Selv da kapslen har forladt jorden, er han nervøs. Det mest kritiske øjeblik er nemlig ikke overstået. Det sker først, når raketterne, der skal give kraft, så kapslen kan komme op i stratosfæren, er faldet fra.

I et stort flammehav eksploderer kapslen, og en af raketterne spinder kort rundt i luften, inden den også bliver til en stor røgsky. Visuelt er det ikke helt ulig de skrækindjagende billeder, som løb over skærmen i 1986, da Challenger-rumfærgen eksploderede.

Det er et brutalt øjeblik, der egentlig bliver skildret meget nøgternt sammenlignet med seriens ellers grundlæggende højtravende, næsten Terrence Malick-agtige stemning.

Hvordan kommer man videre fra sådan en katastrofe?

Det er det spørgsmål, Beau Willimon og hans hold kredser om, og de virker mere interesseret i det end rent faktisk at sende folk op i rummet.

Det er ikke fordi, The First genopfinder drama-genren på ny eller den meget realistiske fremtids-setting bliver brugt til noget exceptionelt.

Tom Hagerty mander sig op og bliver leder af den næste ekspedition på bekostning af afroamerikanske og lesbiske Kayla (LisaGay Hamilton). Hun har ikke gjort noget galt, men ifølge direktøren for Vista (Natascha McElhone, seriens stærkeste kort), er han et bedre ansigt udadtil for missionen.

Godt at vide, at gamle, hvide, heteroseksuelle cis-mænd stadig får jobs i fremtiden, bare fordi de er netop det!

Og det er egentlig meget symptomatisk for serien, der næppe kunne blive mere forudsigelig eller konventionel. Bevares, der er godt med flotte billeder, hvor en fortællerstemme effektivt sætter følelsen af, at mennesket ikke kan holdes nede, og naturen er storslået.

Men den store hæmsko er, at Beau Willimon er i gang med at fortælle en historie, der skulle strække sig over flere sæsoner. Tempoet er langsomt, og tvivlen melder sig, om folkene kommer op i rummet, eller om vi er strandet på jorden med diverse personlige problemer hos det nye missionsmandskab.

Vi får aldrig svaret på, hvad serieskaberen havde tænkt sig med The First, da den amerikanske streamingtjeneste Hulu trak stikket efter bare én sæson.

Ærgerligt, for det virker, som om det er fra anden ombæring, serien for alvor ville løfte sig.

Alle ingredienserne til noget stort var der: dygtig serieskaber, gode skuespillere og potentielt spændende univers, hvor eksistentielle spørgsmål skulle italesættes.

Men øv, hvor er den langsom og ordinær i første og eneste sæson.