First Cow er lige så sød, kompakt og perfekt som et nyfaldet agern.
Den er også det bedste værk i Kelly Reichardts imponerende, men skammeligt underkendte karriere, der tæller film som Old Joy, Wendy and Lucy, den feministiske western Meek’s Cutoff og den mådeholdne, medrivende Certain Women.
First Cow er en lignelse over amerikansk kapitalisme, og den er lige så simpel og sandfærdig som et eventyr fortalt ved et lejrbål.
Kelly Reichardt fortæller intime, nærværende historier.
I naturen omkring Oregon på den amerikanske vestkyst finder de en naturlig klangbund i amerikansk identitet og historie. Her ligger sandheder gemt i mulden, lige under overfladen. Som de to skeletter en hundelufter afdækker i filmens åbningssekvens.
Derfra springer historien tilbage til det tidlige 19. århundrede, hvor de amerikanske nybyggere nåede til vestkysten.
Historien udspiller sig i 1820’erne i Oregons dybe, uberørte skove, hvorfra den oprindelige befolkning endnu ikke er fordrevet. Tilflytterne kommer alle vegne fra: Europa, Rusland, Kina og endnu længere væk.
De fleste leder ikke efter andet end et sted at slå teltpløkkerne i, mens de skraber en hurtig formue til sig ved at sælge bæverskind.
Til sammenligning er den milde Cookie Figowitz næsten lokal, fordi han er født i Baltimore på den amerikanske østkyst. Han er ekspeditionskok for en gruppe pelsjægere, der rynker oprørsk på næsen ad hans svampedelikatesser.
Men da han en dag er ude for at finde døde, støder han på en nøgen mand. King Lu stammer fra det nordlige Kina og har siden rejst verden rundt. Nu ligger han afklædt i skovbunden på flugt fra en gruppe russere, der vil ham til livs.
Cookie vinder en ven for livet, da han giver King Lu tøj, mad og et gemmested for en tid. De støder på hinanden igen i en lille tømmerlandsby, hvis vante adspredelser – hasardspil, druk og slagsmål – ingen af dem har interesse for. I stedet drager de uden for byen, hvor de flytter sammen i en lille hytte.
Det ligner en kysk forelskelse, når Cookie tøffer omkring og pynter op med et par kviste og blomster i et glas, og Lu roser ham for at gøre stedet hyggeligt. De har en forståelse som et gammelt ægtepar, og deres venskab siger meget om maskulin sårbarhed og hengivenhed.
Cookie stod i lære som bager, så da områdets store kanon (Toby Jones) bringer en anden immigrant med sig til byen – den første europæiske ko i Oregon, deraf filmens titel – øjner han en mulighed for at lave noget anderledes og lækkert.
Han og King Lu sniger sig ind til koen i ly af natten, så Cookie med milde favntag og søde ord kan malke hende.
Med den stjålne mælk laver han ”oliekager”, en slags spækstegte doughnuts, der bliver et øjeblikkeligt hit hos de handlende på den mudrede sti, der udgør en markedsplads.
Fotograf Christopher Blauvelt får munden til at løbe i vand, når Cookie i dvælende billeder dekorerer sine lækkerier med honning og friskrevet kanel. Men det er de himmelsk lykkelige udtryk i øjnene på folk, der løfter First Cow op blandt de allermest sensuelle madfilm – side om side med Big Night og Babettes gæstebud.
Husker man på åbningssekvensen, kan man ikke undgå at få bange anelser, når de to drømmer om at åbne et hotel med den rigdom, de har skabt sig for stjålen mælk.
Men Kelly Reichardt – sammen med manuskriptforfatteren Jonathan Raymond, som også har skrevet bogforlægget – fører nænsomt fortællingen frem til en konklusion, der er lige så uafvendelig og naturlig som det efterårsløv, der dækker jorden som et tæppe.
Reichardts egen rolige klipning giver tid til fordybelse, mens et minimalistisk lydbillede lader en svunden tids folkemusik føje tekstur til fortællingen.
First Cow er en enkel film med stof til eftertanke og til gensyn, et underskønt værk af en filmskaber på toppen.
Kommentarer