First Man

Neil Armstrong satte som det første menneske i historien sine fødder på Månen i 1969 – og vendte endda tilbage til Jorden, så han kunne fortælle om oplevelsen!

Men rumfærden var ikke den vigtigste begivenhed i astronautens liv. Det var tabet af hans lille datter nogle år før. Det ser vi i den amerikanske blockbuster First Man, der skønsomt blander flot action og følsom mandemelankoli.

Her bliver Armstrong skildret af Ryan Gosling som en mand, der forsvinder ind i sit eget hoved med drømme om stjernerne, da den traumatiske oplevelse på landjorden bliver for svær at forholde sig til.

”Jeg er nede,” er de første ord, Neil Armstrong ytrer, da han efter en hektisk testflyvning i filmens åbningsscene må foretage en hård nødlanding. Han mener selvfølgelig i fysisk forstand, men vi skal ikke langt ind i First Man, før den dedikerede opdagelsesrejsende også mentalt ryger ned i kulkælderen.

Det giver Gosling mulighed for at levere en mut præstation, der er svær at komme ind på livet af. Rumrejse og barnedød er ikke just de mest universelt genkendelige nedslag i et menneskeliv.

Det er en smule frustrerende, at man aldrig kommer helt tæt på filmens altdominerende hovedperson, men også en del af pointen. Hvad end han stikker af fra en begravelse eller modvilligt giver korte svar ved NASA’s pressemøde, er Neil Armstrong et lukket menneske.

Så meget desto større er fornøjelsen, når man endelig ser ham smile. Det sker i små øjeblikke, hvor han er sammen med sine børn, men også, når han bevæger sig ud i det store verdensrum.

Her formår den Oscar-vindende instruktør bag La La Land, Damien Chazelle, at drive intensitet ud af mødet med den kosmiske uendelighed. Særligt lydbilledet med skiftevis stilhed og larm er med til at fremmane en verden, hvor mænd vil gå i døden for at udforske stjernehvælvingens hemmeligheder.

Og ikke så få må lade livet i bestræbelserne på at nå Månen før kommunisterne. Armstrong mister kolleger til højre og venstre, men tager tilsyneladende ikke stilling til, at hans drenge kan blive de næste faderløse børn i rækken. I stedet fortsætter han med freudiansk dødsdrift sin rejse mod den heltestatus, som han i dag har fået i historiebøgerne.

På vejen fører det til et følelsesladet opgør med konen Janet, som Emmy-vinderen Claire Foy (The Crown) får meget ud af, selv om hun mest af alt repræsenterer sin mands dårlige samvittighed.

Men det er en film om en historisk mand, og både Jason Clarke, Kyle Chandler og Corey Stoll er medrivende som Armstrongs venner og kolleger, der fascineres af den enigmatiske skikkelse.

Vi ved alle, at månekapløbet bag den videnskabelige fernis mest var en konkurrence mellem stormagterne USA og Sovjetunionen om at komme først. Men de mennesker, der sætter liv og lemmer på spil i rumrejsens hellige navn, har selvfølgelig ikke storpolitik for øje.

Filmen giver dog et lille indblik i 60’ernes debat om rumfærd, der for mange var knap så vigtigt som menneskerettigheder og krigen i Vietnam.

”Jeg har ikke råd til at gå til lægen, men blegfis vil til Månen,” hører man en afroamerikansk aktivist synge ved en happening. Og forfatteren Kurt Vonnegut giver i arkivmateriale udtryk for, at de penge ville komme til bedre nytte i New York.

Det sidste ord i den sag går dog til præsident John F. Kennedy, der er med til at styrke den patriotiske fortælling om amerikansk exceptionalisme: ”Vi gør det ikke, fordi det er nemt, men fordi det er svært.”

Det er uden tvivl også svært at leve op til et monumentalt genre-mesterværk som musicalen La La Land og genistregen Whiplash. De gav formodninger om en nyslået auteur, der sætter sit umiskendelige præg på samtlige fortællinger. Selv om Chazelle ikke kommer op i de samme højder med First Man, viser instruktøren, at han filmteknisk kan skabe billeder som få.

Blot håber man, at næste film fra hans hånd finder rytmen på en mere personlig måde.