Fisherman’s Friends

Alle elsker en god underdog-historie 

Om det er den rå og utrænede Rocky Balboa, der tager kampen op mod verdensstjernen Apollo, eller en indisk gadedreng, som bliver millionær. 

Eller som i Chris Foggins britiske feelgood-komedie Fisherman’s Friends – der er baseret på en sand historie – en gruppe syngende fiskere fra Englands udkant. De ender med en pladekontrakt og bliver storsælgende artister. 

Musikmanageren Danny (Daniel Mays) lever et storbyliv i London i sus og dus. Smarte solbriller, store penge og luksuriøse biler. På en kollegial polterabend til den lille havneby Port Isaac i Cornwall falder han og vennerne over en gruppe lokale fiskere, der underholder byens beboere med sømandsviser. 

De overfladiske musikproducere kan ikke umiddelbart finde noget tiltalende ved en gruppe aldrende fiskere. Da vennerne vil tage pis på Danny, lokker de ham derfor til at skrive pladekontrakt med fiskerne og efterlader ham alene tilbage i byen. 

Men pludselig begynder det lille lokalsamfunds varme at snige sig ind på Danny. Ved et nærmere lyt gemmer fiskerne på store talenter, og Danny falder langsomt for byens fællesskab og for datteren til en af fiskerne.

Vi har set det mange gange før.

Den overfladiske storbysnob, der finder ro og de rette værdier i mødet med det simple liv – tænk bare på Bill Forsyths Local Hero (1983), hvor en amerikansk oliepengemand bliver opslugt af livet i en skotsk kystby.

Fisherman’s Friends er et meget ligefremt og poleret eksempel. Men ligesom Danny charmeres publikum alligevel af lokalmiljøet og fiskernes lune.

I blæst, høje bølger og vild natur skråler fiskerne, mens de i deres gule regnfrakker haler fangst i land fra det åbne hav. Man trækker på smilebåndet, når de synger sømandsviser, fortæller røverhistorier med tyk dialekt og viser tatoveringer fra deres tid på havet.

Lettere uimponeret går herrerne til det nye arbejde som aspirerende sangstjerner.

”Kan han styre et publikum,” spørger Danny konen til en af de ældre mænd, som er på vej op på scenen til en bryllupsoptræden. Selvfølgelig kan han det, lyder svaret. Han er nemlig den bedste bingopråber i byen.

Fiskerne har ikke meget til overs for udefrakommende og er umulige at rokke i deres holdninger. Selv ikke et job for Dronningen kan få dem til at gå på kompromis, og pludselig står de på landsdækkende tv og synger Cornwalls egen nationalsang i stedet for den engelske, som de ellers havde fået besked på.

Fiskerne har benene solidt plantet på jorden. De fungerer bedst, når de sætter gang i en pub med en solid omgang fællessang, så man rokker med på foden. Men de kan også lyde både smukke og rørende, når de med stor volumen og klare harmonier synger byens kirke op.

Danny opdager, at der måske alligevel er et stort marked for dem.

For de repræsenterer arbejdere i udkanten, det autentiske og lyden af 500 års søfartshistorie. Og det er inspirerende at se det lille lokalsamfunds varme og fællesskab. Det bliver en fortælling om rødder, traditioner og familier, der har holdt sammen i generationer.

Så da fiskernes album endelig bliver udgivet og på hitlisten konkurrerer med gigantiske popartister som Lady Gaga og Florence and The Machine, kan man ikke undgå at heppe på dem.