At Five Nights at Freddy’s ikke ligefrem bugner af nyskabende kreativitet, skal vi ikke mere end et par minutter ind i filmen for at konstatere.
En panisk nattevagt kæmper for at forhindre ukendte skabninger i at trænge ind i hans lille, kummerlige vagtrum. Der hamres hårdt på døren. Et flugtforsøg igennem en luftskakt ser umiddelbart ud til at være redningen.
Men idet han træder ud af døren, bliver en grusomt udseende skikkelse oplyst på en væg. Det er en af den slags klichéer, man sjældent ser brugt i dag, uden at det er ironisk.
Men det er det ikke her.
Omdrejningspunktet er den temperamentsfulde Mike Schmidt (Josh Hutcherson), der ikke kan finde ud af at holde på et job. Da han er værge for sin lillesøster (Piper Rubio) efter forældrenes død, og en karikatur-ond tante (Mary Stuart Masterson) vil overtage myndigheden over pigen, er det pinedød nødvendigt, at han har et arbejde.
Gennem den kommunale karrierevejleder Steve (Matthew Lillard) får han en sidste livline: nattevagt i det forladte spisested Freddy Fazbear’s Pizza.
Til trods for Steves nærmest kaglende antydning om grumme ting i natten, takker Mike ja. Uden for mange detaljer står det hurtigt klart, at stedets tidligere store vartegn – animatroniske maskotter – kan bevæge sig og til tider har morderiske tendenser.
Hvordan det hænger sammen, prøver instruktør Emma Tammi og medmanuskriptforfatterne Seth Cuddeback og Scott Cawthon at udfolde med en alvor og et raffinement, der står i kontrast til monstrenes komiske udseende.
Den er en type gyserfilm, hvor noget nuttet eller tilsyneladende ufarligt pludselig skal fremstå farligt. Men det ender med bare at være fjollet, fordi udførelsen ikke er overbevisende.
De overdimensionerede dukker er vitterlig svære at tage seriøst. Når historien så tager en drejning over i alvorlige emner som barndomstraumer, pædofili og børnemord, bliver man forvirret.
Hvad er intentionen med Five Nights at Freddy’s?
Humoren er for det meste ufrivillig. Overdrevent intenst advarer folk Mike, men det burde give sig selv, at det ikke er videre smart at tage sin lillesøster med til arbejdspladsen, hvor morderdukker render rundt.
Josh Hutchersons kronisk forvirrede ansigtsudtryk gør det heller ikke nemmere.
Pilen peger på instruktøren, men også på Scott Cawthon, for det er hans uhyre populære computerspilserie, som er filmens forlæg. Cawthon skrev i 2018 et manuskript sammen med Kira Breed-Wrisley, der har lavet bogversionen af spillet.
Men i november samme år skrottede spilskaberen det og begyndte på et nyt. Det forsinkede produktionen så meget, at den daværende instruktør Chris Columbus – som har lavet de to første Harry Potter-film – faldt fra.
Resultatet er en Stephen King-pastiche uden charme. Og hvor er de makabre og blodige drab? De bliver alle gemt i skyggerne, eller også bliver der klippet væk i sidste øjeblik. Hvorfor?
Nicolas Cage-filmen Willy’s Wonderland går med hud og hår ind i den fjollede præmis med kæmpe dræbermaskotter i en familierestaurant. Resultatet er ikke stor kunst, men det er til gengæld underholdende.
Hvilket er Five Nights at Freddy’s store problem. Den er simpelthen ikke underholdende. Hverken uhyggelig, rørende eller spændende.
Ufrivillige grin og et par gode øjeblikke med den unge Piper Rubio giver filmen en lille chance for at opnå kultstatus. Og eftersom der er en lille plan om, at det her skal være startskuddet på en trilogi, er det muligvis ikke sidste gang, vi ser Freddy og de andre klumpe-dumpe dræberdukker. Pøj-pøj!
Kommentarer