Flesh and Bone

I den saglige anmeldelses tjeneste så jeg pligtskyldigt alle otte afsnit af miniserien Flesh and Bone, så jeg med god samvittighed kan sige: Den er ikke otte timer værd.

Indrømmet, jeg er ingen fan af ballet eller nogen former for dans, men alligevel havde jeg glædet mig.

Darren Aronofskys Black Swan viste, at balletmiljøet med sin konkurrencementalitet er en fremragende ramme for psykologisk drama.

Det gjorde ikke forventningerne mindre, at Moira Walley-Beckett, som var forfatter på en af de bedste serier, Breaking Bad, har skabt Flesh and Bone. Læg dertil, at første afsnit er instrueret af australske David Michôd, manden bag de fremragende Animal Kingdom og The Rover.

Første afsnit er faktisk lovende, men derfra går det hurtigt ned ad bakke.

Flesh and Bone handler om den unge Claire (Sarah Hay), der flygter fra problemer i familien i stålbyen Pittsburgh til New Yorks glamourøse balletverden.

Hun er uskyldsren og bliver drillet med sin jomfruelige fremtoning af de hyperseksuelle dansere i American Ballet Company, hvor hun går til audition. Men den sadistiske kompagnichef Paul (Ben Daniels) ser et lys i hende, og snart er hun det nye stjerneskud inden for ballettens lukkede verden.

Omkring hende svæver et galleri af mere eller mindre ligegyldige personer, der aldrig får kød nok på sig til, at man involverer sig i dem. Kompagniets stjerne, den ukrainske diva Kiira (Irina Dvorovenko), er bange for at blive afsat, så hun sniffer kokain. Den regnskabsansvarlige, Jessica (Tina Benko), stjæler penge fra kompagniet, så hun kan tage sin datter på en fin fransk restaurant.

Og resten er endnu mere uinteressante.

Så er der straks mere gods i seriens sidestilling af balletdans og krigsførelse.

Titlen på hvert afsnit er et militærbegreb, og det kunne have været et forfriskende perspektiv, hvis serien havde brugt det til noget. Men krigsmetaforikken er bare et smart trick, der skal få serien til at virke klogere, end den er.

Måske balletelskere vil finde større fornøjelse i små detaljer som et køleskab fyldt med balletsko. Walley-Beckett har fokuseret på at gøre dansen så realistisk som muligt og har derfor castet flere dansere end skuespillere. Det betyder desværre også, at man savner følelsesmæssig autenticitet i de flade præstationer.

”Hvornår stopper I med at vise mig, hvor godt I danser, og viser mig hvorfor,” spørger den nye instruktør Toni Cannava (Marina Benedict) i fjerde afsnit.

Det er et rigtigt godt spørgsmål. For ved seriens slutning har man endnu ikke forstået, hvorfor de unge mennesker lader sig psykisk og fysisk torturere i dansens navn. Vil Claire egentlig være ballerina, eller vil hun bare så langt væk fra arbejderbaggrunden som muligt?

Flesh and Bone var først tænkt som en almindelig tv-serie, der kunne strække sig over flere sæsoner. Men efter endt optagelse besluttede producenten at gøre den til en afsluttet miniserie, og man forstår hvorfor.

I starten er det sjovt nok med den overdrevne seksualitet og ondskab født af barndomstraumer, men efterhånden bliver disse sæbeopera-elementer for tyndslidte, og man savner et anker af virkelige følelser.

Som om ballettens seksualiserede univers ikke var nok, bliver Claire gennem den nye veninde Daphne (Raychel Diane Weiner) også introduceret for stripteasens mere lavkulturelle verden. Her støder inspirationskilden Black Swan ind i en anden, nemlig den elskede og hadede b-film Showgirls (Daphne ligner endda en korthåret Elizabeth Berkley).

Havde Flesh and Bone så bare holdt sig til at være en guilty pleasure. Men serien misser både opspring og landing i sin egen selvhøjtidelighed.