Florence

I engelsk films triumvirat af grand old men – Mike Leigh og Ken Loach er de to andre – fremtræder den nu 75-årige Stephen Frears som den mest alsidige. Han er ikke, som de to andre, en rendyrket auteur, men opererer som pragmatikeren, der altid prøver at få det bedst mulige ud af tilbudte manuskripter.

Gennembruddet kom sent i 1985 med Mit smukke vaskeri, hvor bøsse- og racetemaer blandes med uimodståelig frækhed og miljøindsigt. Og siden har Frears i en stor produktion især fejret triumfer, når han kaster et skævt, kærligt-ironisk lys over en enkelt hovedperson.

Gerne i en slags biopic.

Det startede i virkeligheden med debutfilmen fra 1971, Gumshoe, hvor Albert Finneys fallerede entertainer dagdrømmer sig til ligeværd med de store Bogart-forbilleder. Siden kom så solide succeser som High Fidelity, The Queen og Philomena – adræt fortalte, utroligt velspillede og humoristisk facetterede fortællinger om enspændere i livskrise.

Med filmen om det sælsomme fænomen Florence Foster Jenkins – kultdyrket som ”verdens værste sangerinde” – knytter Frears i virkeligheden an til den halvglemte Finney-filmdebut (som han i øvrigt selv var medforfatter af). Begge film handler om selvovervurderende dagdrømmere, der sætter sig absurd høje mål.

Florence er titelfiguren, men sidestillet som hovedperson er hendes ægtemand, den fallerede engelske Shakespeare-skuespiller St. Clair Bayfield, der optrådte som hendes manager i årtier og beskyttede hende mod de mange ”mockers and scoffers”, der til enhver tid stod parat til håne hende.

Umiddelbart en typisk halvsnylter og dreven manipulator.

I herlige, indledende afsnit indføres vi i de lukkede forestillinger, parret stod bag i deres kuriøst forældede The Verdi Club i New York i 1944. Her hejses Fru Florence ned fra scenehimlen som en anden matrone-engel, overvåget af Bayfield, der fremtræder som åleglat ceremonimester og latterlig frikadelle-aktør.

Florence var ikke den eneste dilettant i foretagendet!

Hugh Grant, som spiller Bayfield, er suverænt forfærdelig i disse scener, og man belaver sig på et ætsende portræt af en dreven udnytter, der malker den rige, naive Florence for alt, hvad hun er værd.

Men gradvis ændrer billedet sig.

Det viser sig, at Bayfield dybest set motiveres af kærlighed til den elskelige Florence og derfor gør sig døv over for hendes hårrejsende maltraktering af klassiske sanghits. Ganske vist er han en wheeler dealer af rang, en virtuos i kunsten at bestikke og har en (for Florence) hemmeligholdt elskerinde. Men ”verdens værste sangerinde” er alligevel kvinden i hans liv, og han er hende usvigeligt hengiven i et særpræget platonisk forhold.

I denne rolle udvikler Hugh Grant en spændstighed og elegance, der kan minde om en anden Grant, nemlig Cary Grant. Han er en munter livsnyder, der som hovedperson fuldt ud står distancen ved siden af Meryl Streeps afvæbnende tour de force i titelrollen.

Efter den hvasse afklædning af Lance Armstrong i The Program har Stephen Frears taget de overbærende briller på og tydeligvis moret sig kongeligt over den Jenkin’ske musikmenage i absurd overdekoreret dukkehusstil. Tidsbilledet af overklasse-Manhattan anno 1944 er kærligt, men ikke overdrevent udmejslet.

Som helhed trænger filmens Florence igennem som en tragikomisk skikkelse. Som attenårig pådrog hun sig syfilis på bryllupsnatten med sin første, for længst kasserede ægtemand. En trang til som sangerinde at blive elsket af alle vokser sig stor og faretruende, fremhjulpet af Bayfield og muliggjort af hendes pengedonationer til højre og venstre.

Filmen ligger i forlængelse af Tim Burtons to portrætter af notoriske kitsch-kunstnere i Ed Wood og Big Eyes, og det er slående, så positive alle tre film er over for fænomener, der måske herhjemme bedst kan sidestilles med Morten Korch og Dronning Margrethe på kunstner-udebane.

Hvor en kritisk-journalistisk synsvinkel ville spidde fup og fiduser, trænger filmene ind til en kerne af renfærdig, god tro sat i relief af oprigtig kunstbegejstring. Ed Wood beundrede Orson Welles af et ærligt hjerte på samme måde, som Florence ses bjergtaget af den unge smukke sopran Lily Pons, der virkelig synger guddommeligt.

Heldigvis viger filmen ikke udenom det nærliggende spørgsmål: Hvad sagde datidens ubestikkelige kritik?

New York Posts musikkritiker Earl Wilson, der ikke kan købes, skriver den nådesløse sandhed om hendes sangkunst, men tildeles en noget ambivalent rolle. For sandheden bliver dødbringende. Glædeligt han fandtes (kan man mene på standens vegne), men hans anstrøg af selvretfærdighed og manglende generøsitet får i sammenhængen et skær af erhvervsskade. Faktisk dræber han jo en sjælden spurv med sin kanon.

Filmens konklusion bliver da den usnobbede, at udstyret med ideale kritikerfordringer og humorforladte skyklapper kan man umuligt værdsætte et syngende fænomen som Florence Foster Jenkins efter fortjeneste.