The Florida Project

46-årige Sean Baker er en virtuos filmskaber. En indie-instruktør rundet af den europæiske realisme, som han i starten af sin karriere dygtigt gengav.

I Take Out fra 2004 følger vi en illegal, kinesisk immigrant, der cykler rundt med takeaway, mens en gæld vokser ham over hovedet, og vi i det fjerne kan ane Cykeltyven. Prince of Broadway er en amerikansk pendant til Dardenne-brødrenes Barnet, og Starlet, om en ung pornoskuespiller, der bliver venner med en tvær, ældre dame, bærer også mange af realismens kendetegn.

Men så kom gennembruddet Tangerine i 2015. En larmende, smukt skramlende iPhone- film om to evigt kværnende, transseksuelle prostituerede. Baker tog her det bedste fra den europæiske realisme og smaskede det sammen med en eksorbitant stilisme. Det var for meget, det var over-the-top, og det var genialt!

Opskriften gentages, men mindre larmende, i The Florida Project. Baker synes at have fundet sin helt egen stil, hvor hårde, nøgterne beretninger fra samfundets bund fortælles underholdende med filmisk overskud og et smil på læben.

The Florida Project åbner med Kool & the Gangs euforiske 80’er-hit Celebration. Fotograf Alexis Zabe (Lys efter mørke) benytter de varme solstråler til at skabe et farverigt, eventyrligt univers ud af et miserabelt, lyslilla motel med det ironiske navn ”The Magic Castle”.

Filmens titel refererer til Walt Disneys utopiske Florida Project, der senere blev kendt som Disney World, og i udkanten af denne magiske verden ligger de autentiske, billige moteller, der huser ”de usynlige hjemløse”. Folk, der under finanskrisen måtte gå fra hus og hjem.

På papiret er der derfor ikke meget at fejre for seksårige Moonee (Brooklynn Prince), der bor med sin unge Courtney Love-lookalike af en mor (Bria Vinaite). Men den tunge sociale arv træder i baggrunden, da vi ser fortællingen fra Moonees perspektiv – og hun har en fest!

Den lille, ekstroverte laban får sommeren til at gå med at løbe rundt og larme, charmere sig til is, spytte på biler og lave unoder. Vennen Scooty er med på ballade, og da de møder den jævnaldrende Jancey, viser Moonee pigen rundt på motellet:

”Her bor en kvinde, der tror, hun er gift med Jesus.” ”Ham her bliver arresteret en hel del.” Moonee er hjemmevant på sit magiske slot, der huser eksistenser, som ikke alle er lige godt selskab for en seksårig pige.

Brooklynn Prince var også kun seks år, da filmen blev indspillet, og hendes præstation er noget nær ubegribelig. Prince leverer en helstøbt karakter med gåpåmod og kæmpe overskud. En Wonder Woman i miniatureformat med et svært nedbrydeligt skjold. Der er ikke den ting, som Moonee ikke kan klare, så da skjoldet pludselig flækker, og vi ser den skrøbelige pige bag, efterlades man – takket være den sublime præstation – i hjerteskærende chok.

Baker får det bedste ud af alle sine skuespillere. Prince, Vinaite og Willem Dafoe som motelmanager er forrygende. Begavede Dafoe tager det kloge valg og underspiller i en grad, så hver scene stråler af oprigtig empati for de mennesker, der bor på motellet. Og Vinaite som mor Halley får også skabt en kompleks karakter, der er himmelråbende uansvarlig, men samtidig oser af kærlighed til Moonee.

The Florida Project er en perfekt afbalanceret slice of life-fortælling.

Men den er mere end det. For Baker viser endnu engang, hvordan han mestrer at krænge hovedpersonens indre ud i alle facetter af filmen. Moonees barnlige optimisme farver filmen og er knivskarpt visualiseret i alt fra pastelfarvede bygninger til regnbuer, is og vafler. Hendes liv bliver aldrig glorificeret eller udstillet, for Bakers samlende udgangspunkt er barndommens glæde.

Og dén er genkendelig for alle, uanset om man er født på den rigtige eller forkerte side af The Magic Kingdom.