Flow

En sort kat bliver fordrevet fra sit fredelige hjem af en flodbølge og søger tilflugt på en lille sejlbåd. Her finder den en kapivar, og snart får de selskab af en labrador, en lemur og en sekretærfugl.

Sammen sejler den brogede flok af dyrerigets klimaflygtninge i deres lille ark mod en uvis fremtid som en blanding af Life of Pi og Dyrene fra Lilleskoven.

Man forestiller sig måske en familiefilm fuld af kendisstemmer, hvor moralen om samarbejde leveres i en lind strøm af rapkæftede replikker. Men i lettiske Gints Zilbalodis’ anden spillefilm bliver der ikke ytret et eneste ord. 

Følgesvendene nøjes med at miave, knurre og skræppe ad hinanden på vej gennem den oversvømmede verden.

Zilbalodis’ debut – den ligeledes ordløse Away fra 2019 – var stort set et soloprojekt, og selv om han nu har ledt et større hold, kan man endnu en gang finde hans navn overalt i rulleteksterne. Produktionen emmer af diy, og Flow er da også realiseret med det frit tilgængelige 3D-program Blender.

Ikke desto mindre er den som første lettiske film Oscar-nomineret, ikke bare for bedste animationsfilm, men også internationale film, hvor den er i konkurrence med danske Pigen med nålen.

Filmen foregår i en verden, der er mere fantastisk end vores egen. Ruiner og kattestatuer – hvoraf én knejser over trækronerne, før også den sluges af vandet – vidner om en menneskehed, hvis fravær ligesom oversvømmelsen forbliver uforklaret. 

Vidste de besked om den forestående katastrofe? Har de selv frembragt den? 

Tempoet i Flow er roligt, og det giver plads til åbne spørgsmål. Historien fortælles med, hvad man på engelsk kalder ”environmental storytelling”. Begrebet bruges typisk om videospil, hvor man stykker historien sammen gennem objekter og ledetråde i spilverdenen. Et godt eksempel er indiespillet Journey, som også har været en inspiration for Away i et tydeligt eksempel på krydsbestøvning mellem kunstarterne.

Bådens besætning er dog ikke optaget af store spørgsmål, men af deres egen, umiddelbare overlevelse. Dyrenes kropssprog er det bærende fortællende element, og karakteranimationen rammer den helt rigtige balance mellem naturalistisk dyreadfærd og genkendelige følelser.

Man er aldrig i tvivl om dyrenes tanker om de mange udfordringer, de møder undervejs, hvad end det gælder at skaffe føde eller at dele de knappe ressourcer.

Selv om menneskeliggørelsen er minimal, trækker dyreskildringen på de kulturbestemte personlighedstræk, vi er opflasket med fra barnsben. Selvfølgelig er kapivaren det mest rolige medlem af besætningen, og selvfølgelig har lemuren svært ved at sidde stille.

Der er med andre ord nogle arketyper at hægte sig fast på, så kernen i den ellers lettere abstrakte fabel ikke går tabt. Her bidrager musikken, komponeret af Rihards Zaļupe i samarbejde med Zilbalodis, ligeledes til at klargøre den emotionelle tråd.

Den oversvømmede verden, hvor trækroner og ruiner på malerisk vis bryder vandoverfladen, antager en surreel og mytologisk karakter.

Det komplementeres af et filmsprog gennemsyret af en til tider dokumentarisk realisme. Kameraet følger katten, som om filmholdet selv er i tvivl om, hvor vores firbenede helt nu vil springe hen. På den måde kastes publikum også dramatisk rundt af terrænets pludselige forvandlinger.

Gints Zilbalodis er heller ikke bleg for at udfordre med mere lyriske sekvenser. Særligt kattens afsked med en af sine umage kammerater må stå som et af årets mere betagende og mindeværdige øjeblikke, hvor filmen for en stund antager en endnu mere sælsom og spirituel karakter.

Det er en smuk scene, som nok skal afføde et undrende spørgsmål eller to fra både børn og voksne. I en tid, hvor børneanimation synes at ville forklare alt ned til mindste detalje, sætter Zilbalodissin lid til publikums koncentrationsevne og lyst til selv at stykke fortællingen sammen.

Flow er et glimrende bud på en anderledes, givende rejse for alle, der har mod på at tage med.