Flugten til frihed

Algeriet, 1954. Franskmanden Daru (Viggo Mortensen) er en ordknap krigsveteran med en dyster fortid. Han underviser nu arabiske børn i franske floder og alfabetet på en skole i de algeriske bjerge.

Et oprør er brudt ud kort forinden, og der bliver valgt side mellem franskmænd og arabere, venner og fjender, men Daru vil ikke vælge.

Den lokale gendarm overlader en tavs, arabisk fange (Reda Kateb) til Daru, der skal transportere ham til det nærmeste franske fængsel, hvor han skal henrettes for mordet på sin fætter. Daru nægter, han tror ikke på den franske koloniale retfærdighed.

Øjeblikket efter angribes skolen af mandens øvrige fætre, der vil have ham udleveret. Blodfejdens logik kan Daru heller ikke købe, og historien er i gang. De to mænd tager ud på en ordknap rejse mod fængslet med fætrene i hælene.

Man tænker: Fint med Darus refleksioner over retfærdigheden, men kommer araberen mon til at sige noget og være et subjekt med en plan og et navn?

Og pludselig, hårdt presset, kommer han med sin første replik: ”Jeg har ingen ære.”

Formentlig det mest overraskende en arabisk bonde kan sige i et ære- og klanbaseret samfund i 1954. Han har både et navn og en plan – at komme ud af ærens og blodfejdernes spiral, der ved hans død ville give hævnens byrde til hans mindreårige brødre.

Deres rejse bringer dem ind i en bundfrossen verden, hvor der kun er dem og os, brutalitet på begge sider, og hvor venner bliver fjender, og pladsen til den enkelte og til tvetydigheden og friheden bliver mindre og mindre for hvert skridt, de tager.

Det er tankevækkende og ganske gribende i disse krigstider.

En prostitueret i en oase bringer mændene sammen, og det er virkelig oldschool western at lade en købt kvinde forløse noget mellem to mænd. Omvendt er det også genren – og scenen mellem Daru og den unge kvinde er faktisk øm.

Og langsomt siver varmen ind mellem de to hårdtprøvede mænd, selvom smilene eller ordene aldrig sidder løst i det knastørre mundlæder. Både Kateb og Mortensen spiller stort med små virkemidler.

Billedsiden er kuldslået og slår én omkuld med sin insisterende fysik. Alle udendørsscener er optaget i naturligt lys, og naturen er ikke postkortagtig, ingen solnedgange over lækre sandklitter her, ørkenen er rå og uendelig, bjergene er grimme, det regner og stormer, landsbyerne er forladte, farverne er brun, gul og sort.

Også på lydsiden trænger landskabet og de enkle fysiske handlinger igennem, gruset under fødderne, knirken af læder, skud.

Soundtracket af Warren Ellis og Nick Cave (som tidligere har samarbejdet på The Road og The Proposition) er vind- blæst ambience, der starter nøgternt og komponerer med elementerne, vinden, stenene, en klokke. Senere, da handlingen strammer til, kommer violinerne til, og en pludselig oase, en sjæler af en tango. Hårdt og smukt – med et strejf af sentimentalitet. Ægte western.

Filmen bygger på Albert Camus’ novelle Gæsten fra 1954, og 50’er-eksistentialismen fornægter sig ikke med dens valg, frihed og rodløshed.

Filmen er mere optimistisk end novellen – venskabet og friheden er faktisk en mulighed.

Flugten til frihed er en effektiv, original og klog western. Og det er filmens store styrke, at den ikke slår over i kostumedrama eller fortidsbearbejdning af lokale franske traumer, men skræller historien ned til det helt basale: to mænd i en umulig verden med hjemløsheden som vilkår.