Biografanmeldelse
04. mar. 2015 | 16:02

Focus

Foto | Frank Masi
Storsvindlerne Nicky (Will Smith) og Jess (Margot Robbie) har skaffet billetter til en football-kamp i New Orleans. Men romantikken forstyrres af en hysterisk spillefugl og dumsmarte replikker.

Will Smith skal forestille at være en distingveret storsvindler med fingrene langt nede i lommer og dametrusser. Men han er snarere en simpel fusentast i fad kupfilm.

Af Jeppe Mørch

”Stop showing off!”

Svindleren Nicky (Will Smith) er træt af, at hans langfingrede lærling Jess (Margot Robbie) har hapset to football-billetter i hans lomme.

Blær kan da også være særdelesenerverende. Særligt hvis der ikke er meget at komme efter bag de selvforherligende ord og numre.Som tilskuer til Focus havde jeg flere gange lyst til at råbe det samme som Nicky.

Focus er instrueret af duoen Glenn Ficarra og John Requa, der også står bag I Love You Phillip Morris og Crazy, Stupid, Love.

Will Smiths tricktyv minder da også umiskendeligt om Ryan Goslings skamløse blærerøv i Crazy, Stupid, Love. Nicky må tage sit overfladiske, erotomane liv op til overvejelse, da han pludselig bliver forelsket. Og her er forelskelse vejen til moralsk frelse.

Han møder den smukke Jess på en eksklusiv restaurant. De flirter fra første øjenkontakt, men begge er professionelle lystløgnere, der har ambitioner om at komme til tops i den kriminelle verden.

Jess tror først, at hun har snydt Nicky, da hun får ham med op i sin seng på hotelværelset. Men han har regnet hende ud, og hendes tyveri mislykkes. Tværtom snyder han hende.

Nicky er den mest erfarne svindler af de to, og han indvilliger i at tage Jess under sine vinger og lære hende branchens bedste tricks.

Der opstår med tiden følelser mellem de to, og Focus vil gerne diskutere kærlighed og tillid mellem mennesker, der lever af at tage alle og enhver ved næsen.

Utallige film og serier har bevist, at der sagtens kan opbygges sympati for storsvindlere. Tænk bare på Tony Soprano (James Gandolfini i tv-serien Sopranos) eller Danny Ocean (George Clooney) fra Steven Soderberghs Ocean’s-film.

Skal man opbygge forståelse for skurke, må de udstyres med en ordentlig portion charme eller en modstandsfyldt baggrundshistorie, der kan forklare de svære valg.

Will Smiths karakter er svær at engagere sig i. Pointen synes at være, at han skjuler sine inderste følelser bag fiduser og kvindetække. Men filmen glemmer at vække interesse for, hvilken person der gemmer sig under de tætsiddende jakkesæt. Alt, hvad vi får, er et par indskudte bemærkninger om, at der har været nogle voldsomme uoverensstemmelser i hans familie.

Vægten er i stedet lagt på de tempofyldte tricksekvenser, hvor Nicky og hans bande franarrer ure, punge og smykker fra godtfolk på gaden. Det hele krydres med udpenslende forklaringer om, hvordan man afleder opmærksomhed, så en lomme blottes.

Det halter også med charmen. Nicky skal fremstå som en distingveret verdensmand med intelligens som sit skarpeste våben.

I stedet opleves han som en ureflekteret fusentast med en M.O.B.-tatovering. Forkortelsen står normalt for ”money over bitches” – næppe en tatovering, der pryder den typiske gentleman.

Margot Robbie fungerer bedre som forførende blondine, der aldrig rigtigt er til at regne ud. Hun slog igennem som Jordan Belforts kone i The Wolf of Wall Street, og også denne gang er hun godt castet som den smukke kvinde, der for en stund kan få en dameglad charlatan på monogame tanker.

Fotografen Xavier Grobet guider os stilsikkert gennem tre billedskønne metropoler: New York, Orleans og Buenos Aires. Og havde Focus blot holdt sig til lirede billeder af finurlige tricks, overdådige sportsarenaer og smukke kvinder, var det gået mindre galt.

Men filmen vil både være en letbenet svindlerkomedie og en dramatisk kupfilm, der siger noget om forelskelsens omkalfatrende potentiale for de moralsk anløbne – et vendekåbe-trick, der ikke lønner sig.

Trailer: Focus

Kommentarer

Titel:
Focus

Land:
USA

År:
2015

Instruktør:
Glenn Ficarra, John Requa

Manuskript:
Glenn Ficarra, John Requa

Medvirkende:
Will Smith, Margot Robbie, Rodrigo Santoro, Gerals McRanez, Adrian Martinez

Spilletid:
104 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
5. marts 2015

© Filmmagasinet Ekko