Født til at kæmpe

”Det er mit liv. Jeg ændrer ikke mit liv for andres skyld.”

Så klokkeklar er udmeldingen fra den unge, indiske kvinde Thulasi Ekanandam. Hun er født dalit, de kasteløse, så som kvinde bliver hun betragtet som nærmest værdiløs i det hierarkiske, indiske samfund.

Hendes utrættelige kamp for frihed og selvbestemmelse er kernen i en norsk- og danskproduceret dokumentar. Det norske instruktør-par Susann Østigaard og Beathe Hofseth har fundet en utrolig historie, som de formidler med en halvkedelig ”tryk-record-og-klip-sammen”-agtig løs hånd.

Som fjortenårig løb Thulasi hjemmefra. Hendes far ville have, at hun skulle giftes med en meget ældre mand. Men hun kunne se på sin egen mor, at ægteskabet var et fængsel – sådan ville hun nødigt ende.

Til alt held møder hun Helenma, der, selv om hun har både mand og børn, tager den unge pige til sig. Og ikke nok med det. Plejefamilien tager lån for at støtte Thulasi i det, der kan blive hendes billet til et bedre liv: kvindeboksning.

Og i bokseringen er hun en af de bedste, men tiden er ved at løbe fra hende. For at blive ansat som professionel bokser skal Thulasi vinde en turnering, inden hun fylder 25 år. Hun er 24.

Dokumentaren har fravalgt en klassisk speaker-stemme. I stedet kan man læse på skærmen, at den indiske stat betaler alle deltager-afgifter i internationale bokseturneringer. Men det har Thulasis bokseklub undladt at fortælle de unge medlemmer. Her opkræver man 500 rupies af hver deltager, der vil kæmpe i en turnering.

Sådan lades vi forstå, at bokseklubben er dybt korrupt.

For Thulasi er de 500 rupies – der lige pludselig bliver til 700 – mange penge. Hendes plejeforældre tager igen et lån for at sende Thulasi til konkurrencen.

Thulasi deler sin kampgejst med kammeraterne og siger, de ikke skal gøre alt, hvad de får besked på. Kun få kvinder med hendes egen baggrund tør sige fra, mener hun.

”Jeg er en en-kvindes-hær!” proklamerer hun smilende med armen om en veninde.

Hvem elsker ikke historien om en underhund, og Thulasi er en ægte af slagsen. Ikke overraskende har hun meget modgang foran sig. Til turneringen går hendes arm af led. Hun vånder sig af smerte, prøver at kæmpe videre, men må give op. Kammeraternes tårer triller af medfølelse, mens træneren bare siger: ”Kællingen brækkede ikke engang armen. Hun spiller skuespil. Nu er hun færdig!”

Og Thulasi bliver smidt ud af klubben.

Hun kan ikke få arbejde, for til det skal hun bruge en underskrift fra bokseklubbens formand.

Uden begrundelse – og til sin egen overraskelse – bliver hun dog inviteret tilbage i klubben. Og på endnu en hundedyr træningslejr er den indiske OL-træner ekstremt begejstret for Thulasi.

”Hende her kan vinde guld,” siger han. Men så vender træneren igen på en tallerken. ”Ja, men jeg er træt af hende,” siger han bare.

Så bliver Thulasi for alvor dømt ude. Det er dråben, der får hende til at knække sammen, og det kan ingen bebrejde hende. Og da hun en sidste gang forsøger at tigge sig til en plads i klubben, får hun et uhyggeligt ultimatum af formanden Karuna.

Det er dog langt fra slutningen på en historie, som har så mange overraskende twists, at der kunne være tale om fiktion.

Historien om den næstekærlige og gavmilde Helenma, der har taget en kasteløs pige til sig, fylder ikke ret meget. Man får heller ikke at vide, hvad der sker med dem til slut i dokumentaren. Har Thulasi stadig et forhold til dem, har hun betalt deres gæld eller …?

Thulasi er fyldt med holdninger. Men man tør næsten ikke skrive om hende, at hun virker lidt barnlig og selvoptaget. De urimelige mængder af modgang synes ikke at have rundet hende som menneske, men alligevel vælger instruktørerne en ukritisk position.

Efter hendes skade spørger Thulasis plejefar, om hun ikke er nødt til at opgive boksning og blive gift, hvilket hun fnisende afviser.

”Vi har brug for fred og ro,” siger den unavngivne plejefar sagte, hvorpå Thulasi grinende svarer: ”Det får I ikke.”

De sover seks mennesker i ét værelse.