Gysergenren er en underlig størrelse. Den får sjældent gode anmeldelser, men har et trofast publikum, som holder den i live.
Nu har Viaplay givet deres bud på en skandinavisk gyserserie med det kedelige og klichéfyldte navn: Forbandet.
Navnet passer til gengæld perfekt til serien, som desværre også viser sig at være kedsommelig og proppet med gyserklichéer.
Historien starter med den svenske rigmandssøn Johan (Filip Berg), der sammen med sin kæreste Hanne (Sarah-Sofie Boussnina) og en lille gruppe venner rejser til den nordligste del af Norge for at genåbne det forladte skisportssted Svartsjön.
Stedet har været lukket på grund af en dyster mordsag, som fandt sted for tyve år siden.
Vennerne står på ski, fester og hygger sig på trods af interne intriger og skjulte romancer. Men festen slutter brat, da uforklarlige ting sker om ørene på dem. Men hændelserne er lutter klichéer taget direkte fra gyserhåndbogen.
En låst dør åbner sig af sig selv. Der dukker klamme børnetegninger op af døde mennesker. Og nogle af gruppens medlemmer begynder at opføre sig underligt, gå i søvne og få blodrøde øjne.
Hanne lugter hurtigt lunten og lægger mærke til, at alle uhyggelighederne fører tilbage til mordene, som blev begået tilbage i 90’erne.
Fyrene sætter overvågningskameraer op i huset for at finde en forklaring. Det skaber gåsehudsfremkaldende scener, men konceptet er efterhånden lidt slidt og fungerede bedre i den første Paranormal Activity.
Sådan fortsætter det faste gyserinventar, og vi får også en scene, hvor alle hyttens gæster sidder samlet om et Ouija-bræt, hvor det første chok bare er en af deltagerne, der laver fis.
Det ligner næsten en parodi på en gyser.
Lydsiden er dog udmærket. Når flokken står på ski og kører rundt i det kridhvide bjergterræn på snescootere, spiller et eventyrligt musiktema, og området skildres med flotte totalbilleder og dybdefremkaldende kamerakørsler.
På den måde er formen fin, men indholdet holder simpelthen ikke vand.
Mest ærgerligt er det, at det er de danske skuespillere, som leverer de dårligste præstation. Talentet Sarah-Sofie Boussnina, der vandt prisen som bedste kvindelige skuespiller i hittet In absentia ved Ekko Shortlist Awards i 2014, leverer en overraskende lunken præstation som seriens hovedkarakter Hanne.
Egentlig er der drama nok, og Hanne forvilder sig endda ud i et trekantsdrama mellem hendes kæreste og den lokale nordmand Jostein (Odin Waage), som hjælper hende med at løse mysteriet.
Men hendes replikker er for sparsommelige, og på trods af mange eftertænksomme blikke fra Boussnina ved vi aldrig helt, hvad hun føler.
Heller ikke Mathilde Norholt er overbevisende som Hannes lægesøster Mette. Hendes replikker er om end endnu stivere, og karakteren bruges for tydeligt til at bortforklare de overnaturlige ting med akademikerlogik og give indblik i Hanne og hendes fortid med en mistet bror.
Da gruppen skal tale til døde ånder med Ouija-brættet, siger Mette tørt og unaturligt: ”Nej, jeg synes, det er nonsens, men jeg synes, det er interessant nonsens (...) i forhold til gruppedynamik og socialantropologisk eksperiment.”
Men indimellem har serien en uhyggelig stemning, og det er faktisk spændende at gætte med på, hvad der mon skete for tyve år siden, og hvorfor det spøger på stedet.
Kommentarer