Biografanmeldelse
31. juli 2014 | 09:37

Forelsket i New York

Foto | Andrew D. Schwartz
Greta (Keira Knightley) vil helst synge sine inderlige ballader i fred, men en falleret producer på udkig efter en stjerne overtaler hende alligevel til at lave en plade.

Manden bag Once er tilbage med ny musikfilm. Forelsket i New York gør, hvad den kan for at få os til at svæve, og i smukke momenter lykkes det.

Af Bo hr. Hansen

Den irske instruktør John Carney fik et robust hit med den sarte og yndefulde Once fra 2006 om en irsk gademusiker og en tjekkisk pianist, der mødes, så sød musik opstår i Dublin. Once blev indspillet for næsten ingen penge. Nu har Carney på et langt højere budget lavet en film om et umage par, der mødes og skaber sød musik i New York.

Den afdankede producer Dan (Mark Ruffalo) bliver fyret, hans ægteskab er røget, forholdet til teenagedatteren (den glimrende Hailee Steinfeld fra True Grit) er sløjt. Fuld og deprimeret går han på bar og hører en spinkel sang, der ændrer hans liv.

Den bliver sunget af den på en gang imødekommende og utilnærmelige Greta (Keira Knightley), som fremfører sin komposition på en måde, så Dan i sin brandert hører hitpotentialet i den. Han vil producere en plade med Greta, men Greta vil ikke have noget med pladeindustrien at gøre.

Hun er netop skredet fra sin utro kæreste, popstjernen Dave, spillet af forsangeren i Maroon 5, Adam Levine. Og nu vil hun have lov til at synge sine inderlige ballader i fred. Men Dan giver ikke op. Han samler et band til hende, og sammen indspiller de et swingende og poetisk album i New Yorks gader, hvor byens lyde spiller med.

Filmens oprindelige titel var Can a Song Save Your Life?, og som sådan blev den præsenteret på Toronto Film Festival sidste år. Så fik den berømte og berygtede producer og distributør Harvey Weinstein fingre i filmen, testede den og ændrede titlen til den kortere og mere salgbare Begin Again.

På dansk har den fået den spøjst gammeldags titel Forelsket i New York, der vel dels skal sælge filmen til danske New York-elskere, dels bringer associationer til Finn Henriksens Forelsket i København med Henning Moritzen og Siw Malmkvist fra 1960.

De danske titelmagere sender muligvis en corny hilsen til den danske klassiker. Men det er ikke helt ved siden af, selvom filmen næppe eksisterer i John Carneys bevidsthed. Både Forelsket i New York, Once og Forelsket i København er syngespil, og alle tre film handler om musikere og sangere.

I Forelsket i København svæver det unge, syngende par over Københavns tage i en ballongynge, mens de i Forelsket i New York svæver i mere overført forstand, fordi musikken giver deres liv et løft.

Vores moderne, hippe hovedpersoner bryder ikke umotiveret ud i sang som i gammeldags musicals. Men de synger, fordi de konstant skriver sange, der belyser deres egne personlige konflikter. Hver gang handlingen har brug for et skub videre, kommer der en ny sang fra hjertet, og den igangsætter næste vendepunkt.

Parret i Once er irsk gademusiker og tjekkisk pianist, og filmen spiller på de kulturforskelle, som det giver. På samme måde er Mark Ruffalo og Keira Knightley amerikaner og brite.

Til gengæld handler filmen ikke så meget om forelskelse i traditionel forstand, selvom kærlighed og ikke mindst kærlighedens smerte løber som en understrøm gennem fortællingen. Den handler mest om forelskelse i musikken og om at opnå succes på egne præmisser, frem for at gøre som den dæmoniske og kriseramte pladebranche dikterer.

John Carney er ikke på hjemmebane som i Once, dialogen er omfangsrig som i en Woody Allen-film, men med mindre snert og vid. Billederne fra New York kunne være hentet fra en begavet turistreklame. Og den dumme kæreste Daves smarte popsange er dødkedelige.

Men Gretas små, fine sange lever, og de fylder en god del af filmen. Spillet mellem de to hovedkarakterer er intenst, mens skildringen af Dans forliste familieliv er kærligt troværdig. Forelsket i New York ligner en live action Disney-musical forklædt som hipsterkomedie. Den gør, hvad den kan for at få os til at svæve, og i smukke momenter lykkes det.

Trailer: Forelsker i New York

Kommentarer

Originaltitel:
Begin Again

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
John Carney

Manuskript:
John Carney

Medvirkende:
Keira Knightley, Mark Ruffalo, Hailee Steinfeld, Adam Levine

Spilletid:
104 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
31. juli

© Filmmagasinet Ekko