Serieanmeldelse
17. okt. 2018 | 16:48

Forever

Foto | Colleen E. Hayes
Ægteparret Oscar (Fred Armisen) og June (Maya Rudolph) sidder i haven og nyder døden på en solrig dag i efterlivet.

Selv ikke i efterlivet, hvor man er blevet forenet med den eneste ene, slutter jagten på lykken, viser forfriskende original Amazon-serie.

Af Astrid Gjørup

Udadtil lever June en komfortabel tilværelse i Californiens forstad med ægtemanden Oscar. Men bag den pæne facade lurer følelser af skuffelse og rastløshed, som June ikke kan forstå, at hun føler.

Da June pludselig mister sin elskede Oscar i en ulykke, fortryder hun bitterligt. Året efter Oscars død omkommer June selv i en ulykke, og hun kommer videre til efterlivet, hvor Oscar venter på hende.

Så skulle man tro, at June bliver lykkelig. Efterlivet med Oscar er nemlig en overgearet forstadsdrøm i et nabolag, hvor solen skinner, græsset er grønt, og naboer smiler vammelsødt over hækken.

Men nej.

Da June får sit gamle liv igen, kommer den velkendte rastløshed snigende ind på hende.

Sammen med naboen Kase, der ligeledes synes, det hele er gråt, beslutter June sig for, at hun vil gøre, hvad hun kan for at få mere ud af efterlivet. Også selv om det betyder farvel til Oscar!

Forever formår, uden det store drama, at stille spørgsmålstegn ved lykken og parforholdets tosomhed på en original og uforudsigelig måde.

Forfriskende har serien ikke det romantiske forhold som omdrejningspunkt for historiens konflikt. June og Oscar tvivler aldrig på, om de er rigtige for hinanden. For det ved de, at de er. Det er kun rutinerne, de trygge rammer og hverdagens manglende opfindsomhed, der gør livet surt for ægteparret.

Hvert afsnit står næsten som sin egen selvstændige fortælling og ender et helt uventet sted.

June tror for eksempel først, at hun er indespærret i forstadsbyen i efterlivet. Men pludselig opdager hun, at det kun er fantasien – og en creepy mand med en attachémappe – der sætter grænser for, hvor hun kan gå hen i dødsriget.

I et af seriens otte afsnit følger vi et andet par, nemlig ejendomsmæglerne Sarah og André.

De møder hinanden, da et bestemt hus gentagne gange kommer på markedet, og de starter et forhold ved siden af deres respektive ægteskaber. I starten undrer man sig over, hvad denne kærlighedshistorie laver i serien, indtil det til sidst bliver klart, at Sarah og André er levende mennesker, som June iagttager fra efterlivet.

Sarah og Andrés forhold får en slutning, som kan efterlade selv den hårdeste machomand med en tåre i øjenkrogen. Og som seer sidder man med et ønske om en spin-off, så man får forklaret, hvorfor det hele tog så uventet en drejning.

Sarah og André er et oplivende indspark, da June og Oscars historie langsomt begynder at føles en tand for langtrukken.

June og Oscar spilles af komikerne Maya Rudolph og Fred Armisen, der er kendt for det amerikanske underholdningsprogram Saturday Night Live. Og man kan godt undre sig over, at serien ikke udnytter deres komiske evner bedre.

Selv om dialogen er enormt velskreven, formår Forever aldrig rigtigt at være sjov.

Til gengæld har serien en original vinkel på noget så gennemtærsket som parforholdet og ægteskabet. Den viser, at jagten på det lykkelige liv ikke slutter, bare fordi man har fundet den eneste ene.

Trailer: Forever

Kommentarer

Titel:
Forever 

Sæson:
1

Land:
USA

År:
2018

Serieskaber:
Matt Hubbard, Alan Yang

Medvirkende:
Maya Rudolph, Fred Armisen, Catherine Keener 

Spilletid:
Otte afsnit af 30 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
14. september på Amazon Prime

© Filmmagasinet Ekko