Hvis man forestiller sig den mest klichéfyldte idé om en ”fransk film”, så kunne den godt se ud som Forført.
Det er et drama, som udspiller sig blandt smukke og intellektuelle franskmænd med spændende jobs, turbulente kærlighedsliv, knas i psyken og klassisk litteratur på boghylden.
En spøjs blanding af psykologisk kunstfilm, social kommentar og romantisk thriller.
Juliette Binoche spiller den cirka 50-årige litteraturprofessor Claire, der forsøger at komme sig oven på en grim skilsmisse, hvor hendes mand har forladt hende for en meget yngre kvinde.
Hun er midaldrende, kriseramt og valium-dopet – og stadig smuk, selv om hun føler sig slidt og træt.
Hendes yngre elsker har mere travlt med sig selv end med deres halvhjertede forhold, og det sårer Claire. For at kunne holde øje med ham beslutter hun at indlede et Facebook-venskab med hans bofælle, den unge fotograf Alex.
Men sociale medier er i hendes øjne forbeholdt de unge og smukke, så hun laver en falsk profil, hvor hun udgiver sig for at være 24-årige Clara, komplet med sexede fotos af en yngre kvinde.
Som Clara begynder hun at skrive med Alex, der hurtigt bider på. Først udvikler det sig til en mere og mere heftig online-flirt, så begynder de at ringe sammen. Han kan åbenbart ikke høre, at stemmen tilhører en kvinde, der er dobbelt så gammel som den hun udgiver sig for.
Det hele begynder at ligne et rigtigt forhold, bortset fra at de ikke kan møde hinanden. Og det bliver sværere og sværere for Claire/Clara at holde Alex hen. Han vil se hende. Og det kan han jo selvfølgelig ikke, for Clara findes ikke. I hvert fald ikke i den unge og attraktive version, Claire har skabt på Facebook.
Det ligner en catfishing-historie set fra gerningskvindens synspunkt. Men hvad er egentlig Claires dybere motiv? Det afsløres i løbet af filmen, som udvikler sig til en romantisk thriller med et par vilde – og ret fjollede – twists undervejs.
Forført er baseret på en bestseller-roman af Camille Laurens, og der er noget litterært over filmens struktur. Et voldsomt skift halvvejs igennem virker klodset og fungerer nok bedre på skrift.
Safy Nebbou instruerer kompetent, men nogen kunstnerisk stemme fornemmer man ikke. Hans flade visuelle metaforer – en fri kvinde i dans i den rensende regn, unge elskende på cykel langs styrtende skrænter – virker hentet fra reklamefilmens univers.
Det er en pæn, glat og overfladisk film om et alvorligt tema. Om hvordan samfundet – og ikke mindst de sociale medier – ser på kvinder, når de ikke længere er unge og spændstige.
Claire føler sig kastet på kærlighedens mødding, og det er kun gennem løgne, hun igen opnår at føle sig begæret.
Juliette Binoche er 55 år og stadig gudindesmuk. Hun er hovedattraktionen i filmen og med i hver eneste scene.
Men med en så glamourøs skuespiller i hovedrollen forvandles temaet om aldrende kvinder til en kulørt fantasi. Forført føles mest som arthouse-biografernes Sex and the City i Paris. Den fortæller først og fremmest, at kvinder over 50 også kan være sexobjekter.
Binoche har flere nøgenscener og filmens problematikker taget i betragtning, dyrker hun forbløffende meget sex.
Filmen havde verdenspremiere uden for konkurrence på Berlinalen i 2019. Onde tunger har antydet, at den primært blev vist af hensyn til Juliette Binoche, som var formand for festivalens jury.
Forført er som designet til det modne, kvindelige biografpublikum. Det er en underholdende og nogle steder ufrivilligt komisk romantisk thriller, som man først og fremmest skal se for Juliette Binoches præstation.
Men man må trods alt give filmen, at den tilbyder et reelt alternativ til det voksne biografpublikum i en tid, hvor de fleste mainstreamfilm er målrettet teenagedrenge og stenaldermænd.
Kommentarer