Forfulgt af politiet?

Eva Smith er ikke hvem som helst. Hun er doktor i jura og Danmarks første kvindelige professor i retsvidenskab. 

Det er hende, der har den mest hårdtslående replik i hele dokumentaren Forfulgt af politiet?, som DR under stor pressebevågenhed har lanceret. 

Smith kigger ind i kameraet og siger, at hun aldrig havde drømt om, at hun skulle sidde med sådan et arsenal af dokumentation, der peger direkte på nogle bestemte politibetjente i en bestemt by. 

Dokumentaren er chokerende. 

Ofrene i filmen er traumatiserede flygtninge fra Syrien og altså i forvejen ofre. Det er utrygge mennesker, der forsøger at skabe sig en hverdag i et nyt og fremmed land. 

Og det gør de faktisk. 

Alle i familien, som filmen cirkler om, taler hæderligt dansk. Alle er i arbejde eller under uddannelse. Flere af dem har ligefrem klaret sig godt. Og de har alle en ren straffeattest. 

De er simpelthen den slags indvandrere, som får fornuftige danskere til at reagere, når deres opholdstilladelser udløber, og de bliver sendt retur med hele og halve uddannelser. 

Historien er kafkask – et mareridt, familien filtres ind i, og som de til sidst nærmest ikke ser nogen vej ud af. 

Det hele begynder, da Adnan Ibrahim, en ung frisør fra Vejle, bliver anholdt og sigtet for at have fusket med skatten på vandpibetobak til familiens vandpibecafé. Beløbet er knap en million kroner, og det er en temmelig alvorlig anklage. 

Under afhøringen brækker politiet hans arm. Men politikollegerne fabrikerer så lige til lejligheden en historie om, at frisøren har angrebet dem på vej ned til en detentionscelle. 

Der er kun et problem. 

I retten under retssagen afhøres den tolk, som via en telefonforbindelse har hørt alt, hvad der skete. Han bekræfter frisørens historie. Han har bogstavelig talt hørt armen blive brækket. Frisøren frifindes, og politiet ser sig ond på ham og hans familie. 

Herefter følger et hav af henvendelser. 

En af sønnerne i familien har plottet de mange meningsløse henvendelser, som politiet laver til familien, ind i et regneark. Der er over en hel A4-side i en tætskrevet listeform. 

Siden følger fysisk vold. Der følger ulovlig indtrængen i familiens hjem, hvor for eksempel en dør sparkes ind, uden at man har en dommerkendelse. Der følger mystiske begrundelser for de mange henvendelser. 

Flere af familiemedlemmerne traumatiseres og må have nervemedicin. Familiemedlemmer får rutinemæssigt peberspray, og en politibetjent kaster sig med knæene først ned i ryggen på en af mændene – vel at mærke, efter han er blevet pacificeret og lagt i håndjern. 

Sådan kan man blive ved. Og det mest uhyrlige er, at familien faktisk kan dokumentere det hele. 

Forfulgt af politiet? lever i kraft af, at familiens unge mænd er tech savvy, som det hedder på amerikansk. De forstår både at filme med håndholdte telefoner og at få installeret kameraer i deres hjem. De husker at optage samtaler. De er omhyggelige og dygtige. 

Filmen er således klippet sammen af dramatiserede rekonstruktioner, lydoptagelser fra telefonsamtaler, råbånd fra iPhones og overvågning. Og så endelig et interview med politiinspektør i Sydøstjyllands Politi, Carit Thomas Andersen, der fumler tåkrummende rundt i sin pressestrategi. 

Familiens rettidige omhu med dokumentationen virker. 

Når politiet laver underretninger til kommunen på et barn, der angiveligt er blevet brugt som skjold mod politiet, og som er blevet tvunget til at filme optrin i hjemmet, forklarer familien, at han var i skole. De viser hans fraværsprocent, som er … nul. 

Når politiet i retten står og siger, at en af mændene i familien har været voldelig, afslører en video, at det er politiet selv, som gør alle de ting, som de uden at blinke påstår, at han gør. Gaslighting, med andre ord.

Politiet siger, at der ikke er grund til at bekymre sig om sønnen Farhad Tober, som er forsvundet efter en politiforretning. En ekspertkilde oplyser, at politiet har pligt til at dokumentere påstanden. Hvilket de ikke kan.

Der har været kritik af dokumentaren, blandt andet fordi politifolkene siger, at familien har kørt rundt efter dem og filmet dem i deres fritid. 

Men kritikken skyder forbi målet. Anklagemyndigheden har vurderet beviserne, og der er ingen substans. Det står faktisk til sidst i filmen. 

Filmen er et lærestykke i flere ting. 

Hvorfor er der ingen, som reagerer, når der er brodne kar i det politikorps, de fleste af os elsker og respekterer? De skal ud, fordi de ødelægger vores tillid til politiet. 

Sagen er også en lektie i, at systemer består af mennesker, og mennesker er fejlbarlige. Og hvis man er rigtigt uheldig, kan de faktisk være nogle dumme svin.