Det er oplagt at se den libanesiske instruktør Ziad Doueiris Fornærmelsen som en allegori over de latente og sprængfarlige spændinger, der ligger overalt i de arabiske landes forhold til Israel-Palæstina-konflikten.
Det lyder tørt og politisk indviklet, men det er det heldigvis ikke.
Filmen er nemlig også bare et gedigent menneskeligt drama, der stiller spørgsmål om etik, retfærdighed, stolthed og stædighed.
Ziad Doueiri kan sin dramaturgi og har fuld kontrol over sit filmiske sprog, der ofte er som taget ud af en velsmurt Hollywood-film.
I Fornærmelsen lader han en umiddelbart ufarlig uoverensstemmelse mellem en libanesisk mekaniker og en palæstinensisk flygtning eskalere voldsomt. Gradvist strammer Doueiri konflikt-knuden til det yderste.
Filmen kommer til Danmark efter en sejrsrunde rundt på alverdens festivaler. Den har vakt opsigt af især to grunde. For det første er den blevet hædret med blandt andet en Oscar-nominering for bedste ikke-engelsksprogede film og en skuespillerpris på festivalen i Venedig.
For det andet er Ziad Doueiri en kontroversiel instruktør, der i sine film – nærmest bevidst øretæveindbydende og provokerende – stikker fingeren ned i de sår, der gør allermest ondt i den mellemøstlige del af verden.
Hans forrige film The Attack – om en selvmordsbomber – er således stadig en sten i skoen på de libanesiske myndigheder, angiveligt fordi dens produktion forbryder sig mod landets boykot-politik overfor Israel.
Men uanset hvad formår instruktøren med Fornærmelsen at sige noget universelt med en enormt specifik og konkret fortælling.
Den politiske situation i Libanon etableres fra start. Tony (Adel Karam), der driver et autoværksted i hovedstaden Beirut, er en glødende kristen nationalist, og fra værkstedets radio lyder der igennem hele filmen politiske brandtaler, som slår den politiske konflikt an.
Da Tonys lejlighed skal renoveres, udvikler en ligegyldig disput om et nedløbsrør sig til en alvorlig konflikt. Tony ser sig ond på håndværkernes palæstinensiske sjakbajs Yasser (Kamel El Basha), som han forlanger en undskyldning fra.
Tony provokerer Yasser med en fornærmelse om palæstinensernes konfliktfyldte historie. Uenigheden udvikler sig voldeligt, og snart står de to stædige kombattanter i en retssal.
”Vi er den arabiske verdens niggere,” siger Yasser om den paria-tilværelse, som mange palæstinensiske flygtninge kæmper med. Sagen mellem de to mænd bliver på den måde et mikrokosmos over Israel-Palæstina-konfliktens kludrede alliancer og fjendskaber.
Derfra bliver filmen et retssalsdrama, men det interessante og overraskende ved sagen er, at den udvikler sig i retninger, som hverken Tony eller Yasser billiger, selv om de er stridens kerne. Tonys advokat (Camille Salameh) kører sagen på sine egne præmisser, og det samme gør Yassers forsvarer (Diamand Bou Abboud).
Således viser Doueiri effektivt, hvordan alle konflikter hurtigt kan komme ud af kontrol og i dette tilfælde skrives durk ind i verserende kontroverser mellem et uoverskuelig miskmask af pro-israelere, palæstinensere, kristne, muslimer, jøder og nationalister.
Fornærmelsen er en enormt sitrende film.
Stemningen er intens, direkte, intrigerende og ofte uforsonlig. Det er derfor nemt at afvise filmens til tider melodramatiske konflikt, fordi den er så ekstrem, ja, måske ligefrem overgjort. Men fordi Ziad Doueiri, der har skrevet manuskriptet sammen med Joëlle Touma, ved, hvilke tangenter han skal spille på, køber man grundlæggende fortællingen.
Og faktisk er nogle af filmens stærkeste scener dem, hvor Tony og Yasser efterhånden opdager, at de måske har mere tilfælles end som så. Måske er der et lille håb om forsoning.
Kommentarer