Forsøget

”Kræften er så uhyrlig en sygdom … Det er, som om der er en fjende omkring os, der prøver at tage livet af menneskeheden. Og vi skal så stå sammen – i menneskeheden – og så skal vi bekæmpe den fjende.”

Sådan siger Benny Vittrup Jensen, overlæge på Herlev Hospital, der som den første får ordet i dokumentarfilmen Forsøget.

Han har ikke den store rolle i dokumentaren, men forstår at formulere sig i svulstige overskrifter, som når han senere toner frem på skærmen og siger: ”Immunforsvaret er mere intelligent end mennesket.”

Undskyld, men er det ikke noget vrøvl?

Heldigvis er den unge læge Rikke Andersen mere nede på jorden og sød. Hun behandler to kvinder med den – måske – mirakuløse kræftbehandling ”t-celle-terapi”, hvor man bruger kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe kræft.

Herlev Hospital er det første i Europa, der har denne forsøgsordning, og foreløbigt er resultaterne iøjnefaldende. Det er udelukkende folk med uhelbredelig modermærkekræft, der kan blive behandlet, og hos halvdelen af de behandlede skrumper kræften ind. Hos ti-tyve % forsvinder den helt.

Igennem et år følges Rikke Glintborg og Charlotte Bruus Jensen, begge mødre i fyrrerne. Charlotte Bruus Jensens højeste ønske er bare at få lov at opleve sønnens konfirmation om et års tid. Men i starten af filmen fortæller hun, at hun har højst ni måneder at leve i.

Begge kvinder er helt fantastiske. De kæmper mod den dødsdom, deres sygdom er, og vælger at deltage i forsøgsbehandlingerne med t-celle-terapi i håbet om tid – tid til at se deres børn blive voksne.

Når Forsøget er bedst, kommer vi helt tæt på patienterne. Da Rikke Glintborg skal have svar på, om t-celle-terapien har virket, sidder hun og hendes mand i Herlev Hospitals kantine. Drikker te og sodavand. Står i elevatoren. Sidder rastløse i venterummet. Med blikke så fulde af ømhed og frygt, at det er nogle af de stærkeste scener i filmen.

Så meget desto ærgerligere er det, at vi som seere ikke altid er med. Da Charlotte Bruus Jensen er indlagt, filmes der på et kritisk tidspunkt uden for hendes stue. Mikrofoner i hendes rum gengiver lyden, mens det eneste, man ser, er en gul hospitalsdør.

Da Rikke Glintborg skal have svar på sin anden scanning, foregår det via telefon – og vi ser med fra læge Rikke Andersens side. Selv om lægen er dybt påvirket af samtalen, er det ikke det samme, som hvis vi havde kunnet se Rikke Glintborg håndtere lægens ord.

Det er selvfølgelig ekstremt ubehageligt at se mennesker så desperate og ulykkelige. Men samtidig er det filmens force at fremstille uhelbredeligt kræftsyge så intimt og ærligt. Fordi man endnu mere ønsker, at t-celle-terapien virker og bliver gængs behandling.

I et storslået billede ses Herlev Hospital knejsende mod en gryende morgenhimmel – det er smukt og relevant for historien. Men et træ på en sommerlys eng virker uden forbindelse til emnet – som om det kun er inkluderet for sin skønhed. Hvilket nærmest er symptom på den mangel på stringens, som filmen lider under.

I filmens pressemateriale kan man læse, hvordan forskere i ind- og udland har svært ved at skaffe økonomiske midler til at gennemføre forsøgene. Behandlingen kræver ikke ny medicin, da man bruger kroppens egne celler, hvorfor der ikke er nogen kommerciel interesse i at helbrede folk med t-celle-terapi.

Se, dét er en virkelig spændende konflikt, som filmen med fordel kunne have sat fokus på.

Man kan også i pressemateriale læse, at hver tredje dansker, enten som patient eller pårørende, bliver ramt af kræft. Den information havde været god at få med, for filmen rammer netop den tredjedel af befolkningen med et håb. Tænk, hvis t-celle-terapi er mirakelkuren mod kræft?