Det er svært ikke at se Daniel Dencik som en ny generations Jørgen Leth, når man ser hans to nye korte dokumentarer om cykling.
Der er åbenlyse ligheder mellem Dencik og Leth. De er begge forfattere, filmskabere og glødende beundrere af cykelsporten.
Og de formår begge at forene de tre elementer i filmiske udforskninger af cykelsportens poesi.
I 2012 portrætterede Dencik dragende den danske enkeltstartsspecialist Rasmus Quaade i den æstetisk gennemførte Moon Rider – udgivet på Ekko-dvd #26 – og nu har han begået to korte portrætter af to af Danmarks pt. bedste cykelryttere, som TV 2 viser på Tour de Frances hviledage.
Forsvindingsnummeret handler om Matti Breschels karrieremæssige efterår, mens Christopher Juul-Jensen i Kaptajnens skygge reflekterer over hjælperytterens rolle.
Begge film har en Leth’sk poesi og respektfuld melankoli over sig. Og da Leth oven i købet medvirker i Kaptajnens skygge, synes koblingen mellem den gamle cykelkommentator og Dencik snublende oplagt.
Styrken ved både Forsvindingsnummeret og Kaptajnens skygge er deres evne til at hæve cykelsporten fra det banalt sportslige til det universelle og menneskeligt genkendelige.
Matti Breschel, der har vundet både sølv- og bronzemedalje til VM i landevejscykling, taler i sin film om at forsvinde ud i glemslen, når karrieren snart slutter. Breschel har formentlig toppet som cykelrytter, så han er ved at vænne sig til livet efter cykling. En ny livsfase begynder.
Forsvindingsnummeret kommer ind på Belgien som cykelland og familielivet som professionel sportsmand. ”Det er sommetider som at bo med en psykopat,” som Breschels kone ironisk fortæller om livet med en cykelrytter, der kræver ubetinget dedikation.
Store dele af begge filmbestår af grå og kornede billeder, ofte i slowmotion, der giver et drømmende udtryk. Så når Matti Breschel kører det legendariske brostensløb Paris-Roubaix, er det ved første øjekast svært at se, om det er årgang 2018 eller 1968.
På den måde understreger Dencik, at cykelsporten er tidløs såvel som fuld af historie.
Samtidig er Dencik glad for at fremhæve et særligt element i de grå billeder ved hjælp af farver. Når et gråt cykelfelt passerer, er Breschel for eksempel farvelagt i sit farvestrålende holdtøj.
De to film ligner hinanden, hvad angår stil og indhold, men Kaptajnens skygge er nok et nøk bedre.
Christopher Juul-Jensen, der regnes for en af feltets bedste hjælperyttere, er en gave af en personlighed for en cykeldokumentar. Han er en bomstærk slider, men også en tænkende sportsmand, der læser litteratur og skriver digte i sin fritid.
Juul-Jensen læser selv udvalgte digte op i filmen – oven i købet foran Jørgen Leth, der jo også selv har skrevet sportsdigte. Leth er begejstret, og det forstår man godt.
Christopher Juul-Jensens refleksioner er interessante og nuancerede. Han får sin løn for at tabe, som han fortæller. Hjælperytterens rolle er noget helt særligt. Han er en slags feltets butler, der lever af at servicere og ofre sig for holdets store stjerner.
Det leder ud i en tankevækkende overvejelse om det alment menneskelige i at hjælpe.
I 2017 skrev Daniel Dencik bogen Sportshjerte, der består af små essays om cykelsporten. Heri optræder også både Breschel og Juul-Jensen, og det giver derfor god mening at se Forsvindings-nummeret og Kaptajnens skygge som en filmisk forlængelse af Denciks bog.
Han optræder selv i interviewerens rolle i de to film.
De to film kunne dog godt have brugt noget mere stringens og et klarere fokus. Undervejs har de lidt for meget karakter af en sludder for en sladder.
Det ændrer dog ikke på, at alle cykelfans bør se Forsvindingsnummeret og Kaptajnens skygges, når de vises på TV 2 under årets Tour de France. Men også dem, der ikke umiddelbart er fascineret af lycramænd og carboncykler, kan finde gods i Daniel Denciks portrætter af Matti Breschel og Christopher Juul-Jensen.
Kommentarer