Fortællingen om Prinsesse Kaguya

Det er svært at være den anden instruktør fra Ghibli-studiet, ham, der ikke hedder Miyazaki.

Men Isao Takahata har fortjent opmærksomhed, for hans kamp for animationsfilmen som udtryksform på linje med realfilm har været altafgørende.

Miyazaki har skabt de største Ghibli-mesterværker som instruktør, men Takahata har skabt rammerne som producer og medindehaver. Samtidig har han stået for en række af Ghiblis mindre kendte, men også mere eksperimenterende og grænsesøgende film.

Mens Miyazaki har skabt en genkendelig, ligefrem og universelt appellerende tegnestil, som han har holdt sig til siden midten af 1980’erne, har Takahata udforsket vidt forskellige stilarter og emner i film som Grave of the Fireflies, om ofrene for bombardementerne i Anden Verdenskrig, Only Yesterday, om en ung kvindes opvækst og Pom Poko, om mårhundenes kamp mod Japans industrialisering.

Og mens Miyazaki forskanser sig i sit otium efter Når vinden rejser sig, har den fem år ældre Takahata vovet pelsen med et klassisk japansk eventyr – en genre, han ellers ikke har gjort det meget i. Han har altid slået på, at tegnefilm kunne fortælle meget realistiske historier.

Fortællingen om Prinsesse Kaguya er Takahatas udgave af en japansk myte om en prinsesse, der fødes af et bambustræ og vokser op hos en bambusdyrker, der adopterer hende – men som ikke forstår, at hun kommer fra en helt anden verden. For hun er måneprinsesse.

Det begynder hun selv at indse, og splittelsen er næsten ubærlig. Hun føler sig på en gang hjemme og fremmed på jorden – for noget trækker i hende fra månen.

Det er et voksent, gådefuldt og dybsindigt eventyr præget af melankoli, frustration og sorg – men også morsomt, når det i næsten H.C. Andersen’sk stil afslører menneskers forfængelighed, indbildskhed og generelle stupiditet.

Historien har tidligere været filmatiseret, mest kendt i Kon Ichikawas realfilmversion fra 1987.

Stilmæssigt har Takahata, der ikke selv tegner, valgt en luftig og meget antydet streg. Animationen veksler mellem det karikeret enkle og det poetiske, men det er hele tiden som at se en elegant akvarel, langt fra Miyazakis klare streg.

Takahata har sandsynligvis ønsket at vise os eventyret som en blanding af virkelighed og fantasi og få os til at acceptere historiens æteriske, flygtige karakter, personernes sammensathed og især Prinsesse Kaguyas ambivalente forhold til sit liv blandt dødelige jordboere.

Hendes følelser og kvaler formidles præcis så kompliceret, som de må være. Og da hun endelig til sidst vælger side, er det ikke et lykkeligt valg, tværtimod. Sjældent har man oplevet, at fred og forløsning kan ses så uhyggeligt.

Lige så vigtig som Kaguya er dog portrættet af den enfoldige, men stålsatte bambusdyrker, hvis ambitioner om et liv i de højeste samfundslag slører hans dømmekraft og ændrer ham fra simpel bonde med stor kærlighed til sit plejebarn til latterlig, magtesløs og nyrig, der desperat forsøger at forstå sin datter.

Fortællingen om Prinsesse Kaguya er en lang sag, som kræver fuld opmærksomhed og absolut stilhed. Kan man give den det, får man 137 minutters poetisk og ret grum tegnefilm, hvor fine billeder blandes med musikalitet og typisk skinger japansk dialog. En ganske unik blanding.

Er man heldig, suges man med ind i den sære måneprinsesses modsætningsfyldte liv – og takker Takahata for det mod og den udholdenhed, filmen har krævet.