Fortiden

Den iranske instruktør Asghar Farhadi fik et verdenshit med sin foregående film Nader og Simin – en separation, der både vandt Guldbjørnen i Berlin og en Oscar som bedste fremmedsprogede film.

Nu er han tilbage med Fortiden, hvor udgangspunktet atter er en skilsmisse, men denne gang med hovedvægten lagt påde traumatiserede børns oplevelse af forældrenes konflikter. De tre involverede børn ved uhyggeligt meget om, hvad der foregår – og forsøger selv at gribe ind i konflikterne, når nu forældrene ikke har styr på det.

Ahmad (Ali Mosaffa) kommer fra Teheran til Paris for at formalisere skilsmissen fra sin franske kone Marie, spillet af Bérénice Bejo, der fik sit store gennembrud i ”stumfilmen” The Artist. Han har hverken set hende eller de to børn i fire år. Nu bor der et tredje barn i familien, nemlig hendes kæreste Samirs dreng – og et fjerde er på vej. Samir er midlertidigt flyttet ud, så Marie kan komme overens med Ahmad om deres skilsmisse.

De konflikter, som de voksne med møje og besvær forsøger at holde for sig selv, springer ud i lys lue hos de tre børn, der virker som det forstørrelsesglas, hvorigennemvi betragter de voksnes liv.

Børnene har ikke lært at lægge bånd på deres følelser og reagerer spontant og ubehersket på en situation, derbrik for brik viser sig at være mere uafklaret og konfliktfyldt, end man først antager. Filmens usynlige centrum viser sig at være Samirs kone, der liggeri koma efter et selvmordsforsøg.

Men ønskede hun at dø, eller vardet et klodset skrig om hjælp? Og blev hendes desperation udløst af, at Maries pubertetsdatter sendte hende en række kærestemails, der dokumenterede hendes mands utroskab? Eller er tingene mere komplicerede? Ligesom i Nader og Simin føjes mange løse ender som i en kriminalfilm efterhånden sammen til et stort kludetæppe – og takket være Farhadis store håndværksmæssige fornemmelse overser man nemt, at enkelte detaljer godt kan virke lige lovlig konstruerede.

Man kan diskutere filmens slutscene, hvor vi endelig ser Samirs bevidstløse kone på hospitalet. Han har erfaret,at den sidste sans, et menneske mister før døden, er lugtesansen, og han har derfor doseret sig med nogle stænk af sin kones yndlingsparfume for på den måde måske at aflokke hende et livstegn. Slutbilledet forekommer mig dog på det mest bogstavelige lige lovlig parfumeret, men vil måske opleves som sublimt af dem, der kan klare slutningen på Carl Th. Dreyers Ordet.

Fortiden er mindst af alt en firkantet debatfilm, der beder tilskueren tage principiel stilling til skilsmisse. Men alligevel er manikke i tvivl om, at Asghar Farhadi er modstander af skilsmisse og betragter de voksnes følelsesmæssige roderi som et forræderi mod de involverede børn. Ægtefæller har bare at holde sammen, også selv om den ene ligger i koma.

Asghar Farhadi er superrealist, og skønt det meste af filmen udspiller sig på fransk, mestrer han, hvad der ikke rigtigt er lykkedes for hans landsmand Abbas Kiarostami, nemlig at skifte nation uden at skifte identitet.

Farhadi taler ikke et ord fransk, men har alligevel skabt en film, der både i sit visuelle og sproglige flow er fuldstændig lydefri. Det hænger sikkert sammen med, at han i forvejen er den mest globale af disse års fremtrædende iranske instruktører. Han beskæftiger sig med moderne storbymennesker, der kunne bo hvor som helst i den vestlige verden, og han er i sin ubesværede realisme i slægt med briterne Ken Loach og Mike Leigh – og måske frem for alt med de belgiske Dardenne-brødre.

Hvad han selv bidrager med, er en historie, der veksler mellem det finurlige og det kringlede. Men frem for alt formår han at solidarisere sig med de udsatte børns blik på de voksnes konflikter.