”Atten år tilbage.”
Det læser vi uden nærmere forklaring på en ellers sort skærm i seriens første afsnit. Men man formoder, at det er en nedtælling til hovedpersonens død.
Undervejs erstattes nedtællingen af mellemtekster med bonusinfo. De kan fortælle, hvornår et afsnit finder sted, eller vise, hvor mange Oscars, Tonys og Emmys, vores hovedperson Bob har vundet på et givent tidspunkt.
Til dags dato er virkelighedens Bob Fosse (1927-1987) stadig den eneste, der har vundet alle tre priser inden for samme år. Men Fosse/Verdon fremhæver også bagsiden af medaljen og viser, hvordan svimlende succes fostrer storhedsvanvid og ren galskab.
Vi følger koreograf, instruktør og forfatter Bob Fosses imponerende sejrsgang i 1970’erne, imens hans ægteskab med musicalstjernen Gwen Verdon bliver køligere.
Omend serien starter som et portræt af deres ægteskab, stiller den undervejs Bob i rampelyset, mens hun glider i baggrunden. Således får jævnbyrdigheden i titlen Fosse/Verdon en ironisk klang.
Flygtigt ser vi en tid, hvor de var et kreativt makkerpar, der fuldendte hinandens visioner. Han skræddersyer koreografier, der fremhæver hendes skuespiltalent, mens hun taknemligt rejser over Atlanterhavet for at hente de helt rigtige kostumer til hans optagelser.
Mere sigende er en montage over det væld af priser, Bob høster, de piller, han sluger, og kvinder, der vrider sig af nydelse under ham i sengen. Samtidig er Gwen Verdons stjerne, der har funklet siden engang i 1950’erne, langsomt ved at falme.
”Hurtigere, mere præcist, bedre!” råber en danselærer ad den purunge Bob i et mareridt. Ved siden af står han som voksen og betragter sit yngre ”jeg”, der får grovfilen at føle.
Og grovfilen forbliver i hans sind.
Bleg i ansigtet rejser han sig og går ud på gangen midt under klipningen af hovedværket Cabaret. Her begynder gulvet at tilte, så møblerne ruller ned ad korridoren. Til sidst er gulvet så stejlt, at Bob selv glider af sted mod afgrunden.
Angsten for at fejle æder ham op.
Skildringen af hans følelsesliv igennem fabulerende og til tider mareridtsagtige syner låner inspiration fra Bob Fosses selvbiografiske film All That Jazz fra 1979. Fosse/Verdon kan ikke leve op til mesterens egen perfektionisme, men referencen løfter serien fra en jævn biografi til en værdig hyldest.
Altid vidunderlige Sam Rockwell og Michelle Williams er ganske enkelt uimodståelige i hovedrollerne. Og i deres mester/muse-forhold er musen ikke blot en passiv inspirationskilde, hun er selv en prisbelønnet skikkelse i teaterverdenen og ved præcis, hvad hun vil have.
Gwen Verdons karakteristisk bævrende og hæse stemme kunne let fremstå som en parodi. Men Michelle Williams’ mesterlige præstation tilfører væsentlig dybde til den ellers kulørte figur.
I en hypnotiserende, replikfri sekvens vender Gwen efter en optræden tilbage på scenen under klapsalver. Glæden stråler i hende, og man kan nærmest læse en mageløs historie i hendes ansigt. Men bag smilet og det flakkende blik gemmer hun en stor sorg.
Det kan være hendes sidste applaus.
Vi er vidne til et originalt og medrivende biografisk værk om en af showbiz-historiens allerstørste genier. Bob Fosse har sat umiskendelige aftryk på teater og film. Det gælder også Liza Minnellis karriere, der skød til skyerne efter deres samarbejde i Cabaret og koncertfilmen Liza With a Z fra 1973.
Alligevel lykkes det Fosse/Verdon at tegne et nuanceret og kritisk portræt af Bob Fosse.
Vi ser ham som et forpint geni, der slider sig selv ihjel for kunsten. Men samtidig er han også en magtfuld mand, der misbruger sin position til at komme i bukserne på sine medvirkende. Danseren Sherri mister for eksempel sin rolle i teaterstykket Pippin, da hun afviser instruktøren seksuelt.
Hvis Bob Fosse havde levet i dag, ville han nok være blevet fældet af #MeToo-bevægelsen.
I en hårrejsende drømmescene ser vi Gwen sammen med Sherri, producere og tidligere medvirkende trænge Fosse op i en krog. Med sang, dans og uhyggeligt påklistrede smil præsenterer de selvmord som den eneste vej ud af hans spirende galskab. En svanesang, der vil forevige hans eftermæle.
Bob Fosse døde dog af et hjerteanfald den 23. september 1987.
Kommentarer