Frank

”Her fandt jeg min traumatiserede barndom,” fortæller Jon, som ved et tilfælde er blevet en del af bandet Soronprfbs, hvor den enigmatiske forsanger Frank ikke helmer, før de har nået ”sindets fjerneste afkroge” i en irsk bjælkehytte. Og skabt ny musik – fra bunden.

Bandet er så avantgarde, at ingen, heller ikke bandet selv, kan udtale deres navn.

Første halvdel af Frank er skåret over samme læst som Almost Famous. Bandets excentriciteter og forstyrrelser – manageren Don har bogstavelig talt kneppet mannequindukker og været indlagt på den lukkede – fremstår dog ikke som romantisk dragende, men absurd komiske, særligt når de forstås igennem den kun alt for almindelige Jon.

I denne forsamling er Frank et sært, genert kraftcenter. For de andre bandmedlemmer er han en frelser og kultleder, en gådefuld maskemand.

Ingen ved, hvad der gemmer sig inde i det mærkelige, papmache-agtige tegneseriehoved, han insisterer på at gå med – hele tiden. ”Det må du bare acceptere,” siger Don, der senere tager livet af sig selv iført et Frank-hoved! Jon accepterer det (og det gjorde jeg i øvrigt også), og han suger martret kunstner-aura fra Frank, der til gengæld synes at suge naiv begejstring fra Jon.

Michael Fassbender lægger krop og stemme til Frank, som en følsom krydsning mellem Kurt Cobain, Ian Curtis og Jim Morrison. Og det er forholdet mellem Jon og Frank, der udgør den emotionelle kerne i den tragikomiske og til tider nærmest surrealistiske Frank – mødet mellem kunstneren, der må lave sin kunst, som han må trække vejret, og Jon, der leger med kunsten for at blive set.

Frank synes, Jon er fantastisk, mens de andre bandmedlemmer hader hans latterlige keyboard-kompositioner. Særligt Clara (en bistert sexet Maggie Gyllenhaal) ser sig ond – og liderlig – på Jon, som vil delagtiggøre hele verden i bandets genialitet.

Via sine evindelige tweets (der løber over skærmen som i tv-serien Sherlock) scorer han et gig på den texanske festival South by Southwest. Fra deres billedskønne irske refugium tager bandet til USA, hvor virkeligheden rammer. For et par tusind followers på Twitter svarer til to ludere og en lommetyv, når gig’et skal slås.

Frank er først og fremmest en komedie, og som en sådan kommer den nogle gange faretruende tæt på karikaturen.

Gennem filmens første halvdel frygter man, at den fortaber sig i ren og skær ironi, tungen i kinden og quirky, selvironisk hipsterhumor (bandet har selvfølgelig også en fransk guitarist). Domhnall Gleeson spiller Jon, og hans dumt underfundige og naive blik på verden gør ikke noget for at udviske den mistanke.

Men i irske Lenny Abrahamsons sensible, rå og smukke iscenesættelse ender Frank som en rørende, tragikomisk granskning af det ægte kunstneriske talent (og manglen på samme) og prisen, man betaler for det – slutningen, hvor masker og mysterier falder, er nådesløs.

Historien om Jon, der bliver hevet ind for at spille keyboard – han kan spille C, F og G – er dog ikke noget, manuskriptforfatterne Jon Ronson og Peter Straughan har fundet på.

I 1987 blev den dengang tyveårige Ronson også hvervet som keyboardspiller af komikeren og musikeren Chris Sievey, der optrådte på scenen som alter egoet Frank Sidebottom med det store runde hoved.

Frank låner navnene og det kunstige hoved, men er derudover ren fiktion.

Historien er desuden skrevet frem i tid, og sammenstødet mellem 70’erne og 80’ernes musikmytologi og vore dages ”se mig”-kultur er både latterligt og smerteligt.

Og ligesom i Coen-brødrenes mesterværk Inside Llewyn Davis lever Frank heftigst, når skuespillerne selv spiller musikken – en støjrocket krydsning mellem Joy Division og The Doors – live foran kameraet.