Frankenweenie

En kreativ udmattelse sætter på et vist tidspunkt ind i mange instruktørers karriere, og de begynder at gentage sig selv og dvæle ved de samme tematikker og historier. Normalt sker det mere subtilt end med Tim Burtons charmerende og flot udførte Frankenweenie, en udbygning af en af de kortfilm, han tidligt i sin karriere – i 1984 – instruerede for Disney.

Liveaction-kortfilmen fik Burton fyret fra Disney, der mente, at han spildte deres penge, og filmen hensygnede i skuffen i årevis, indtil Burton oparbejdede et ry, der gav den en renæssance. Det er en bittersød hævn for Burton, at Disney har finansieret dette remake i topmoderne stop-motion-animation – i alle henseender en genopstandelse af den skabning, de prøvede at slå ihjel.

Genopstandelse er et centralt tema i historien, som er en opdatering af Frankenstein-fortællingen. Drengen Victor, i en ung alder en ambitiøs filmskaber og videnskabsmand, vækker sin elskede bullterrier Sparky til live, efter hunden er blevet dræbt i en bilulykke. Den originale kortfilm fulgte tæt skabelonen fra Universals Frankenstein fra 1931, komplet med nakkebolte fæstnet på skabningen, et vindmølleklimaks og rasende fakkel-bærende landsbyfolk, men hentede stort komisk udbytte fra nutidige omgivelser, hvor cykler og toastmaskiner blev taget i ed for at hente Sparky tilbage fra de døde.

Den nye version gentager alle de samme jokes – også de hysterisk morsomme gravstenstekster – men det er samtidig en mere hektisk film med langt flere karakterer, blandt andet en flok rivaler fra skolen, der ihærdigt prøver at stjæle Victors hemmelighed for at genoplive deres egne kæledyr og dermed vinde en fysikpris. På historiens følelsesmæssige plan har filmen dog ikke meget at tilføje. Og i den lidt langstrakte midtersektion begynder det at føles som en kortfilm, der ikke kender sin besøgelsestid. Manuskriptet mangler videt, gnisten og den robuste struktur fra de bedste nylige animationsfilm som Disneys To på flugt og alt fra Pixar undtagen de to omgange Biler.

Hvis Pixar havde produceret Frankenweenie, havde de nok tvunget Burton og manuskriptforfatter John August (også Burtons manuskompagnon på Big Fish) til at foretage et par gennemskrivninger mere for at stramme op og puste ny energi i løjerne. Alligevel er filmen et gevaldigt skridt frem fra Burtons seneste par film, især den ånds- forladte Dark Shadows, som om noget var et symptom på kreativ krise.

Man kan ikke sætte en finger på Frankenweenies animation, skinnende sort-hvide fotografering og ulasteligt detaljerede mise-en-scène. Det er en typisk anke mod Burton, at han har visuel tæft til overflod, men er mere famlende i sin behandling af karakterer og fortælling, og selvom denne kritik får ny føde her, er billedsiden så tryllebindende, at man er villig til at tilgive meget.

Med deres store, udspilede øjne og opstoppernæser bringer karaktererne mindelser om dukkerne i A Nightmare Before Christmas og Corpse Bride, men med endnu mere raffinement og nuance i udtrykket. Mindre børn vil formentlig blive skræmt for livet af nogle af figurerne, som den Vincent Price-lignende fysiklærer Mr. Rzykruski (Martin Landau), hvis mund er tæppebombet med små, sylespidse tænder. Mere betryggende er filmens hunde, både frankenterrieren Sparky og hans udkårne, den kælne nabo-puddel, og enhver lille logren med halen og kløen bag øret er et studie i lystdrevet animalsk observation. Det er sikkert og vist en film for hundeelskere, selvom en birolle-kat får en nøgle- funktion, dog som en af skurkene.

I sidste ende indikerer Burtons Frankenweenie, at han måske lider mindre af kreativ udmattelse end af en særlig instruktørperfektionisme, der nærmest tvinger ham til at genoplive sine gamle film og omsider lave dem præcis, som han oprindelig havde forestillet sig. Nu har han fået det ud af systemet. Det må være tid til at komme videre i livet og indtage nye filmiske territorier.