Free Fire

Ben Wheatley er en af de mest spændende halv-unge instruktører i Storbritannien lige nu. Han er en original stilist og en nyskabende genrefilmmager – og først og fremmest er han meget britisk.

Lejemorderne i debuten Kill List fra 2011 minder mere om omrejsende vvs-mænd end om toptrænede dræbere. De drikker sig fulde, skændes med deres koner og bor på billige business-hoteller med dårlige restauranter. Seriemorder-parret i Sightseers er campingnørder med en forkærlighed for at slå mennesker ihjel.

Begge film tilfører deres genre en skarp fornemmelse for engelsk middelklasse.

Hans forrige film, J.G. Ballard-filmatiseringen High Rise, skildrer et futuristisk højhusbyggeri som et ærkebritisk mikrokosmos. Mad Max møder Herskab og tjenestefolk.

Det britiske er der ikke så meget af i Free Fire. Med Martin Scorsese som producer har Wheatley og hans faste medforfatter (og hustru) Amy Jump lavet en genre-stiløvelse med tyk, amerikansk dialekt.

Handlingen udspiller sig i USA i 1970’erne. Store flipper, bakkenbarter og John Denver på lydsporet. Nogle IRA-folk (anført af Michael Smileyog Cillian Murphy) mødes med en amerikansk og en sydafrikansk våbenhandler for at købe en ladning geværer.

Mellemmand i handlen er kvinden Justine. Udvekslingen skal ske i en tom fabrikshal, men noget går galt. Irerne har bestilt M16-geværer, men de får knap så sexede Beretta-rifler i stedet. Og da en af irernes håndlangere tørner sammen med våbenhandlernes chauffør, bryder helvede løs. Pludselig skyder alle på hinanden.

Efter et ret kort setup er filmen stort set én lang skudkamp. Tonen er både realistisk og komisk. Det meste af tiden skyder forbryderne løs uden at ramme særligt meget, våbnene går i baglås, magasinerne falder ud. Skuddene ringer i ørerne. Meget virkelighedstro, men samtidig brugt med humoristisk effekt.

Det ligner drenge (og en enkelt pige), der leger krig. De vælter rundt, de slår sig, og når de en sjælden gang bliver ramt, råber de av! Én bliver skudt i hovedet, men bliver bare småkonfus og sentimental.

Der er langt til John Woos elegante bullet ballets. Det ligner mere The Wild Bunch som slapstick-komedie.

Det er en ujævn film. Når den er værst, minder den om de rædsomme Tarantino-efterligninger, vi blev plaget med i slut-90’erne. Når den er bedst, finder den en fatalistisk humor i at se en flok småforbrydere skyde hinanden i småstykker, som om det var hele meningen med deres liv.

Det bedste er skuespillerne. Det skurrer godt nok lidt at høre amerikanske tough guy-replikker komme ud af munden på Sam Riley (manden spillede jo Ian Curtis i Control).

Til gengæld får Armie Hammer en virkelig sjov figur ud af sin småstenede, amerikanske våbenhandler. Med sit klassiske filmstjernelook og sin ironiske charme ligner han det bedste bud på en arvtager til George Clooney.

Sharlto Copley, der brød igennemi District 9, har en fest som den sydafrikanske kollega, der ikke lader flyvende kugler stoppe sine forsøg på at komme i trusserne på Brie Larsons Justine. Hun er i ligestillingens navn beskrevet lige så overfladisk som de øvrige karakterer – og spiller sin rolle lige så hårdkogt.

Det er ret underholdende. Men man sidder også med fornemmelsen af, at Ben Wheatley har forpasset en fin chance for at lave den ærkeengelske gangsterfilm, han må have i sig. Filmen er optaget i Brighton. Hvorfor dog ikke befolke den med britiske karakterer?

Wheatley er mere Get Carter end Reservoir Dogs, og det er ærgerligt, at han ikke har holdt fast i det. Det kunne potentielt have gjort filmen til en britisk klassiker.

Resultatet er i stedet blevet et fornøjeligt blodbad af en instruktør, der har fået lov til at slippe sin indre filmnørd løs sammen med en flok legelystne karakterskuespillere.