Freeheld

Freeheld er en af den slags storladne dramaer, der frygteligt gerne vil være vigtigt, hjerteskærende og på retfærdighedens side.

Her er ikke tale om en film, der subtilt og underspillet stiller spørgsmål eller udfordrer publikum. Freeheld lægger sin fortælling, sit budskab og følelserne helt åbenlyst frem. Alt er, som det fremstår.

Det er både rart og enerverende.

På den ene side er Freeheld en vigtigt og sympatisk fortælling, der fuldt ud fortjener at blive bredt ud. På den anden side bliver resultatet noget kedsommeligt, når den er så uanfægtelig og kategorisk.

Filmens handling baserer sig på den virkelige historie om Laurel (Julianne Moore), der er ansat som detektiv ved politiet i New Jersey i starten af 00’erne.

Laurel er lesbisk, men hun holder seksualitet for sig selv, fordi det ikke er comme il faut blandt hendes kolleger. I starten af filmen møder hun den noget yngre Stacie (Ellen Page), og de to forelsker sig i hinanden. De indgår hurtigt registreret partnerskab og køber et hus sammen.

Men da Laurel får konstateret terminal lungekræft, må hun og Stacie sande, at det amerikanske system slet ikke behandler hetero- og homoseksuelle ens.

Normalt kan politifolk uden problemer overdrage pensionen til deres koner, når de bliver syge. Men fordi Laurel er gift med en kvinde, beslutter lovgiverne i det lokale amt at afvise hendes ønske om at videregive pensionen til Stacie.

Sådan udvikler Freeheld sig til Laurel og Stacies kamp om ligebehandling. De får hjælp af Laurels loyale kollega og ven Dane (Michael Shannon) og den flamboyante og homoseksuelle jøde Steven (Steve Carell), der markedsfører Laurels kamp som en stor LGBT-sag i medierne.

Det er meget engagerende og medrivende, fordi det rammer vores retfærdighedstrang. Selvfølgelig bør Laurels anmodning behandles på lige fod med hendes heteroseksuelle kollegers. ”Jeg ønsker ikke særbehandling, men ligebehandling,” som Laurel formulerer det undervejs.

Første del af filmen bruger meget tid på at opbygge karaktererne Laurel og Stacie samt deres forhold.

Julianne Moore spiller bedre og bedre, som handlingen skrider frem, og viser til sidst, hvor dedikeret en skuespiller hun er. Konkret og fysisk viser Moore med stor autenticitet, hvordan kræftsygdommen æder sig ind på Laurel, når hun mister håret og udmagres.

Ellen Page læner sig til gengæld lidt for ofte op ad den stereotype drengepige, men viser også sårbarhed og sensibilitet. Michael Shannon er som sædvanlig stoisk og interessant, mens Steve Carell mest er med som comic relief.

I anden og sidste halvdel flytter filmen dog fokus fra Laurel og Stacies forhold til deres kamp for ligebehandling. Og fordi Laurel er svækket af sygdommen, føres den per stedfortræder af Dane og Steven, der forsøger at vinde politikerne og folkestemningen over til deres fordel.

Det er svært at være uenig i budskabet i Freeheld. Klokkeklart skærer den sin pointe ud i pap og holder ubetinget med Laurel og Stacie.

Men som film er Freeheld mindre skarpskåret. Selvom handlingen baserer sig på en virkelig historie, virker det ofte, som om det hele er strikket sammen, så vi alle skal føle og græde de rigtige steder. Og det giver bagslag og virker nærmest modsat, når man får proppet engagementet ned i halsen.

Det er interessant at se filmen blotlægge den strukturelle forskelsbehandling, der findes i det amerikanske politikorps og samfund, men det forbliver kun små sidespor i den større fortælling.