Friends from College

For nylig stødte jeg på det herlige engelske udtryk ”hate watching”.

Hvor det udbredte binge-watching handler om at kværne en masse serieafsnit, så har hate-watching det twist, at man faktisk synes, at den pågældende serie er dårlig. Men samtidig er det lidt fedt at være sur på den.

Men ”komedieserien” – og ja, jeg sætter det i gåseøjne – Friends from College er så dårlig, så irriterende og så deprimerende, at den ikke engang er fristende at hade.

Faktisk er det eneste positive, at den kun varer otte afsnit af 30 minutters varighed.

Karaktererne er usympatiske, historien pinagtigt umorsom og utroværdig, og der er hverken kræset nævneværdigt for billede, lyd eller scenografi.

Essensen kan koges ned til utroskab, men det er da vanvittigt nedslående. Er det noget at grine af, hvis det, som serien nærmest postulerer, er uundgåeligt? At kærlighed er troløs?

Da ægteparret Ethan og Lisa flytter til New York, er de og deres fire bedste venner fra Harvard – Max, Nick, Sam og Marianne – atter samlet i samme by.

De ses derfor ofte til bryllupper, brunch og byture.

Men jovialiteten er forloren, og bag hinandens ryg taler de konstant om, hvor skuffede de er over hinanden, hvordan de er vokset fra hinanden, og i de sociale sammenhænge kører de konstant pissekonkurrence om, hvem der er mest succesfuld.

Og så er Ethan utro med Sam. Marianne ved det godt, og Lisa ender også med at knalde med Nick. Så mangler der bare Max, der er bøsse, men faktisk viser sig at være ulykkeligt forelsket i Ethan.

Måske jeg er håbløst romantisk, men jeg æder simpelthen ikke præmissen, at mænd ikke kan holde pikken i buksen, og kvinderne ikke kan klemme benene sammen, når de elsker deres partner!

Der er mange overdrevne ting. En kælekanin formodes dræbt ved et uheld, den bliver erstattet med en dårligere udgave, men så dukker originalen pludselig levende op igen og skaber rav i det.

Nogle børn har leget med en jeep, som ender i en pool og får på vejen kørt en fod over.

Titlen leder tankerne hen på Venner, men i en mere voksen udgave med karakterer på knap 40 år. Skuespillerne er plukket med løs hånd fra andre sitcoms – som Cobie Smulders, der også er med i How I Met Your Mother, Greg Germann fra Ally og Fred Savage, der er drengen og hovedpersonen i Mine glade 60’ere.

Men det er alt sammen skamløst uoriginalt, og skuespillerne virker da også lidt flove over at medvirke.

Ethan i den mandlige hovedrolle har en dårlig vane med at tale med en bøvet stemme, når han er utilpas. Og det er han ofte. Hvis det havde været brugt subtilt, kunne det have været et sjovt virkemiddel, men når det optræder flere gange i hvert afsnit bliver det direkte infantilt.

Det lykkedes også serien at tilsvine genren ”young adult fantasy”. Det er blandt andet bøger som Fordelen ved at være bænkevarmer, Twilight og The Hunger Games.

Det er ifølge serien pinligt, hvis voksne mennesker fortsat læser den slags litteratur, fordi det fastholder dem i en naiv tro på fantasi. Selv om en birolle påpeger, at en anerkendt bog som Forbandede ungdom på sin vis vel falder inden for kategorien.

Forfatteren Ethan kan ikke afsætte sine intellektuelt overlegne bøger, så hans ven og forlægger Max overtaler ham til at prøve kræfter med den uglesete genre. Ethan er bare så blottet for fantasi, at han ikke kan komme på den mandlige persons overnaturlige evner. Og ender efter et par afsnit på varulv.

Måske er det tænkt som en ironisk meta-kommentar, og måske tager serien pis på prætentiøse, selvoptagede hipstere i den kreative klasse. Men så har de godt nok fejlet, for det virker, som om serien tager sig selv dybt seriøst.